Økologisk sorgarbejde


Noget i verden er løbet løbsk – noget uigennemskueligt, dyrisk.

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2015-09-16

Erland Kiøsterud: Henders verk. Oktober, 2015

I Erland Kiøsteruds roman Henders verk lever bogens fortæller, en pensionatejer ved Oslofjorden, sit liv i og omkring pensionatet som han driver med sin kone. Historien begynder midt på dagen med at en særlig følelse kommer krybende og omslutter ham: «Lenge prøvde jeg å holde fast ved det grønne bladverket samtidig som jeg konsentrerte meg om søylene i den nymalte butikkfasaden med vindusutstillingene på den andre siden av gaten. Men så måtte jeg gi slipp på det også, eller: Det slapp. Som når fortøyningen på plastjollen løsner, eller navlestrengen snittes. Jeg sto urørlig under trekronene. En letthet falt ned over meg. Så inntreffer det som er så vanskelig å forholde seg til: Det er ingen avstand mellom meg og verden der ute. Husene er åpne rom, trærne en del av meg. Det som er inne i meg, er der ute. Stillheten de forbipasserende er bærere av, er også min stillhet. Det er ikke det at vi kunne ha byttet plass. Det er ikke nødvendig. Vi er av det samme. I det samme. Som om vi allerede var uten historier.»
Der er ikke tale om en forbigående følelse, men om et syn eller en forbløffelse over noget der sender selve tilværelsen til tælling. Historien er en fiktiv dagbog hvor hovedpersonen redegør for den følelse af stilhedens kraft der griber ham, når han oplever at tingene, naturen, menneskene, ikke mindst familiemedlemmer og gæster på pensionatet, alle synes at være ramt og lever et liv der unddrager sig deres vilje. Kom til at tænke på Lars Noréns teaterstykke Stilheden. Her er stilheden forbundet med natten og kaos, men også med en eksistensberettigelse. Mere kærlighed, mere forståelse, mere forsoning.

Virkelighedslængsel. Stilheden hos Kiøsterud, derimod, overskrider det mellemmenneskelige og virker global. På flere plan: Fortællerens halvbror Karl har altid gjort sig hård for at kunne håndtere relationerne til verden og menneskene, men finder sig aldrig rigtig til rette. Broren Caro, udøvende kunstner, finder det umuligt at fungere som kunstner i en verden der har mistet fornemmelsen for skønheden. Som om hans drift er for stor til at han kan leve et værdigt liv. Hedda vokser op i fortællerens familie uden sin mor, der dør tidlig. Hun uddanner sig til hjernekirurg, men hendes store sårbarhed gør hende på en måde urørlig, som forfatteren skriver. Dernæst hører vi om gæsterne på …


Kjære leser. Du har allerede lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?

Abonnement halvår kr 450

Legg igjen et innlegg

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)