Økologisk sorgarbejde

Noget i verden er løbet løbsk – noget uigennemskueligt, dyrisk.

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Erland Kiøsterud: Henders verk. Oktober, 2015

I Erland Kiøsteruds roman Henders verk lever bogens fortæller, en pensionatejer ved Oslofjorden, sit liv i og omkring pensionatet som han driver med sin kone. Historien begynder midt på dagen med at en særlig følelse kommer krybende og omslutter ham: «Lenge prøvde jeg å holde fast ved det grønne bladverket samtidig som jeg konsentrerte meg om søylene i den nymalte butikkfasaden med vindusutstillingene på den andre siden av gaten. Men så måtte jeg gi slipp på det også, eller: Det slapp. Som når fortøyningen på plastjollen løsner, eller navlestrengen snittes. Jeg sto urørlig under trekronene. En letthet falt ned over meg. Så inntreffer det som er så vanskelig å forholde seg til: Det er ingen avstand mellom meg og verden der ute. Husene er åpne rom, trærne en del av meg. Det som er inne i meg, er der ute. Stillheten de forbipasserende er bærere av, er også min stillhet. Det er ikke det at vi kunne ha byttet plass. Det er ikke nødvendig. Vi er av det samme. I det samme. Som om vi allerede var uten historier.»
Der er ikke tale om en forbigående følelse, men om et syn eller en forbløffelse over noget der sender selve tilværelsen til tælling. Historien er en fiktiv dagbog hvor hovedpersonen redegør for den følelse af stilhedens kraft der griber ham, når han oplever at tingene, naturen, menneskene, ikke mindst familiemedlemmer og gæster på pensionatet, alle synes at være ramt og lever et liv der unddrager sig deres vilje. Kom til at tænke på Lars Noréns teaterstykke Stilheden. Her er stilheden forbundet med natten og kaos, men også med en eksistensberettigelse. Mere kærlighed, mere forståelse, mere forsoning.

Virkelighedslængsel. Stilheden hos Kiøsterud, derimod, overskrider det mellemmenneskelige og virker global. På flere plan: Fortællerens halvbror Karl har altid gjort sig hård for at kunne håndtere relationerne til verden og menneskene, men finder sig aldrig rigtig til rette. Broren Caro, udøvende kunstner, finder det umuligt at fungere som kunstner i en verden der har mistet fornemmelsen for skønheden. Som om hans drift er for stor til at han kan leve et værdigt liv. Hedda vokser op i fortællerens familie uden sin mor, der dør tidlig. Hun uddanner sig til hjernekirurg, men hendes store sårbarhed gør hende på en måde urørlig, som forfatteren skriver. Dernæst hører vi om gæsterne på pensionatet, en blanding af husvilde og flygtninge. Men disse, blandt andet afrikaneren Idi, der for ikke længe siden svømmede i land på øen Lampedusa, oplever, ifølge fortælleren, stilheden anderledes end nordeuropæeren, end nordmanden. Og det mere end antydes at den sårbare, skrøbelige flygtning er tættere på livet end sidstnævnte. At vores – nordeuropæerens – liv er fattigere. Der er en nagende følelse af at også det trygge velfærdsmenneske i nord er på nippet til at falde ud af det hele, af fællesskabet, økonomien, samfundet. Henders verk beskriver en verden der fortærer bevidstheden samtidig med at der er en længsel efter at komme i kontakt med virkeligheden.

Til stilheden hører altså også for Kiøsterud det forhold, at mennesket er fanget i, og bebor, en hel verden af følelser og affekter der lever udenfor naturens stumme og fjernt ubegribelige rum.

Politiseret natur. Styrken ved denne lille, men fortættede bog er dens mod på en fundamental livsundren og grundlæggelsen af en eksistentiel erfaring der kommer af mødet med det helt fremmede. Svagheden er en tendens til at gøre stilheden til en totaliserende kraft hvor det bliver vanskeligt at «se» nuancerne og de spændingstilstande som det sproglige sansearbejde helst skal lykkes med at synliggøre. Kiøsterud skifter imellem fokus på enkeltheder; på mønstre, egetræet, vandet, luften, på det meningsløse og enestående ved mennesker, og sætninger præget af refleksioner. Han undviger behændigt moralske imperativer, men med historien om sorgen over det fældede egetræ og det unikke fællesskab, tenderer romanen til at falde i naturforherligelsens kløft. Det er som om naturen tilbyder sig som en fantasme der gør at vi som mennesker kan tage del i noget større. Pensionatet som økologisk samfundssted ligner Kiøsteruds jagt på en autentisk begivenhed. Men det er stilheden der «redder» ham fra blot at skrive endnu en syndefaldshistorie om at vi skal bringe naturen ind i politikken, og få øje på den hellige andenhed. Stilheden læser jeg på dette sted som hans forsøg på at politisere naturen. For stilheden er i vores midte som en sorg, et fælles afsavn, at livet vokser ud af en smerte og vold. At noget er løbet løbsk, noget uigennemskueligt, noget dyrisk. En tildækning af det sande som mennesket selv har del i. Ligesom Marx’ stadigt gældende vareanalyse oprindeligt påviste en mystificering af relationerne mellem mennesker, der således antog karakter af relationer mellem ting, synes mystificeringen af naturdominansen langt mere traumatisk og omfattende hos Kiøsterud. Stilhedens mystificering tildækker at naturen faktisk er alle steder i det livsverdenslige, i vores sprog, tænkning, følelsesliv og bevægelighed. Og ikke kun når vi mener at have øje på naturen. Og måske er naturen det fortælleren får øje på når han beskriver Idi, som et ekstremt sårbart menneske, der næsten lever udenfor historien? Eller pensionatet som et sted der er med til at give liv til fortabte eksistenser? Eller gennem historien om Hedda, som var den mest udsatte i familien, men også den eneste der rigtig blev til noget? Til stilheden hører altså også for Kiøsterud det forhold, at mennesket er fanget i, og bebor, en hel verden af følelser og affekter der lever udenfor naturens stumme og fjernt ubegribelige rum. Måske er personernes begær, fantasier, drømme, anelser, længsler, vrede, misundelse, glæde og kærlighed i sig selv en slags økologi uden natur? Måske er stilheden første skridt i retning af en ny etik for økologi? Stilheden har altid været der, siger fortælleren. Men vi har ikke forstået hvad den gør ved os og hvad der skal beskytte os.

At blive set. Der er altså noget truende ved denne stilhed, som har skabt en følelse af at noget er rivende galt, noget foruroligende ved selve den nutidige, politiske samfundsorden. Men samtidig er der noget i stilheden, som skal bringe os frem til livet. I begyndelsen antyder forfatteren hvad det kan være: «Hvem kan leve uten å bli sett?» Tæt på bogens afslutning beretter fortælleren «Vi vet jo nå alt, om livet på jorden, om verden.» Kiøsterud vender her i Henders verk tilbage til det tema han har kredset om i de tidligere bøger Måltidet i Bocca og Marí, men også i den seneste essaysamling Stillhet og fortelling. Fælles er en udforskning af behovet for at blive set. Men af hvem, og hvordan? Han forklarer det med en ukrænkelighed, en trøst, noget at navigere efter. Engang var det ikonerne og jomfruen, de gamle guder og fortællinger. En ømhed, en ukrænkelighed, noget at navigere videre efter? Men det er blevet vanskeligere. De gamle fortællinger har længe været under afvikling.
«Det er ingen vei tilbake til fortiden, til de gamle guder eller de tidligere religiøse fellesskap. Alle vet det: Litteraturen, kunsten, som religionen, taler ikke længere til os.» […] Mennesket omkring oss stirrer inn i en tilsynelatende komplett begripelig verden som det mestrer, og en fremtid som det har fått dype innsikter i, og allikevel forstår det og vi ikke særlig mye av det. Vi mangler et bilde av oss selv. Som noe annet.»
Fornuftens totale gennemlysning af verden har taget noget fra os. Det fremmede? Noget forskelligt fra os selv. Den basale undren. Fornemmelsen for vores dødelighed og skrøbelighed?
«Hvordan kan vi igjen åpne oss for det skjøreste i skaperverket? Hvordan ser det språk og de tanker ut som skal få oss til å tro på noe annet enn vår egen suksess?»

Kunne man ikke se Caro, Karl, Hedda, Idi og de andre kriseramte skabninger som små studier i læringsprocesser for det at elske, at komme tættere på virkeligheden?

Pensionatet er billede ikke kun på den udstødte, men på at vi selv har mistet vores værn om det ukrænkelige. At vi alle «lever høyst usikkert. Vi er alle utstøtte». Frivillighedsprojekter for flygtninge rundt om i Danmark og Norge udstiller en ubehagelig afmagt og mentaltræthed ved det politiske system. Kiøsteruds pensionat tilbyder muligvis fortælleren små glimt af det ukrænkelige, men det er på en baggrund af afmagt og sorg ved politisk lammelse. Det er vigtigt at Kiøsterud her lader billeder for denne ydmyghed være tæt forbundet med karakterer der deltager i det almindelige livs dårskab, det infame, det kejtede, det uheroiske. Men er det skønheden der skal redde os, som Kiøsterud antyder med kunstnerbroren Caro? Eller er det måske kærligheden?

Kærligheden. I sit essay «I begyndelsen var skønheden» (Ny Tid, august 2015) skriver Kiøsterud: «De fleste av gjøremålene våre har erfaringen av skjønnheten i en eller annen form som sitt mål; midt i smerten og plagene gjør skjønnheten det strevsomme livet verdt å leve. Skjønnheten er livets raison d’être.» Og han tilføjer: «Vi moderne investerer vanvittige mengder for å komme i kontakt med skjønnheten, men det er som om den indre virkningen uteblir. Hva har skjedd?»
Han spørger om vi har gennemskuet fortryllelsen, om vi er ofre for massens blinde behov for nytte og varekulturens tingsliggørelse. Men kan skønhed isoleres? Et fælles træk ved Kiøsteruds beskrivelse er, at skønheden netop skaber billeder der forbinder os med noget større end os selv. Fra hulemennesket over kinesere, hinduer og jøder har mennesket brugt fortællinger, poesi, musik og dans til at «gjenoprette kontakten med livgivende kosmos». Skønheden fremmaner billeder hvorved mennesket får del i en fælles smerte og menneskelighed. Men hvem eller hvad ser på mig? Måske er skønhed en form for kærlighed? For Iris Murdoch var kunstens mål en erkendelse af medmenneskets virkelighed. Men før vi nærmer os målet er der en læreproces hvor vi bevæger os fra illusion til virkelighed. Hun skelnede mellem fantasi og forestillingsevne. Vareliggørelsen af skønheden næres af fantasiens umiddelbare selviske følelser, mens kunsten retter sig mod en elimination af én selv i kunstværket. Forestillingsevnen er, i modsætning til fantasien, en evne til at se andre, se ting, se verden. Men fremfor at se skønheden som en (forskelsløs) sammensmeltning med naturen og helheden, betoner hun læreprocessen fra fantasi til virkelighed. Skønheden er et spørgsmål om opmærksomhed om noget andets eksistens, en erfaring der ikke næres af fantasier, men af virkeligheden, i en mere illusionsløs udgave med alt hvad det indebærer af noget på én gang brændende og sørgmodigt (Baudelaire), eller på én gang selvtilstrækkeligt og selvudslettende. Ud fra den erfaring erklærede Murdoch, at kunst og etik, med få undtagelser, er ét, da de har den samme essens: kærlighed. «Kærlighed er den sansede opdagelse af, at andre eksisterer, den utrolig svære erkendelse af, at noget andet end én selv eksisterer, at en anden eksisterer. Kærlighed, og derfor kunst og moral, er opdagelsen af virkeligheden.» En erfaring der handler mere om læring og modtagelighed end om skønhedssublime undtagelsesoplevelser. Måske har der aldrig eksisteret blivende billeder for skønheden som kan vogte over os? For hvad vil det sige at blive set, at spejle sig i noget? Findes spejlingen i billedet uden læringsprocessen, uden evnen til modtagelighed? Sorgen over at leve et liv præget af «evig utsettelse» (Kiøsterud) overfor de væsentlige ting (skønheden), og aldrig være rigtig tilfredse har, tror jeg, mere at gøre med den manglende evne til at gennemgå en læringsproces for det at elske virkeligheden, og komme tættere på den. Også tabet kan være en gevinst for en læring. Kunne man ikke se Caro, Karl, Hedda, Idi og de andre kriseramte skabninger som små studier i læringsprocesser for det at elske, at komme tættere på virkeligheden?

Gentagelsen. Hvad er det tabte paradis, om ikke efterligningens paradis? Ikke «I begyndelsen var skønheden» men «I begyndelsen var gentagelsen.» Gentagelsen er det fejlbarlige, det prøvende, læringsprocessen, modtageligheden, kærligheden.
Skønheden er ikke en proportioneret stemning af harmoni, som Erland Kiøsterud mere end antyder. Jeg skulle snarere sige at skønheden fremkaldes af en foruroligelse over at noget ikke stemmer (megen moderne litteratur, gode dokumentarfilm). Ikke en frydefuld tilstand man dvæler i, men en frustreret proces man kæmper med. Hele det tyvende århundredes modernisme har handlet om at vi må gøre en genstand fremmed og dog tiltrækkende. Det er en forestilling om at ødelæggelsen er opbyggende. «Kunstens greb,» skriver Viktor Sjklovskij, «er at give os sansningen af livet tilbage, for at vi igen skal føle tingene. Men ikke for at gengive tingene, men for at give et nyt syn. Det at fremmedgøre ting øger eller vanskeliggør længden af perceptionsprocessen.» Kunstens greb er en slags benspænd der forhindrer den rutinemæssige erfaring af tingene. Kunstens ødelæggende opbygning genopretter vores forhold til verden, ikke som en hurtig og overfladisk genkendelse, men som en egentlig sansning af den.
Jeg har en mistanke om, at det ikke er nok at udmale den store skønhed. At der er noget galt med den ikke-æstetiske erfaring af verden og tingene. At vaner til daglig får os til at omgås tingene skødesløst, uopmærksomt og automatiseret. Måske har den vigtige skønhed altid været forbundet med en læringsproces eller pilgrimsvandring, hvor vi bevæger os fra illusion til virkelighed – en rejse hvor vi undervejs er nødt til at ødelægge for at bygge op?


Carnera er forfatter og essayist.

acmpp@cbs.dk

---
DEL