Nye grænser i Europa

KONTROL: Dagens europæiske flygtninge-politik handler ikke længere om respekten for den frie bevægelighed, men om kontrol.

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 01.04.2019
New Borders. Hotspots and the European Migration Regime
Forfatter: Antonis VradisEvie PapadaJoe Painter,Anna Papoutsi
Pluto Press, Storbritannien

I september 2015 gik billedet af Alan Kurdi verden rundt. Den treårige syriske dreng blev fundet død på stranden ved den tyrkiske by Bodrum, og det satte en voldsom fokus på hele flygtningestrømmen, der på det tidspunkt bevægede sig fra den tyrkiske kyst til Europa.

Dette er for tæt på, det kan umuligt ske her hos os, var en almindelig reaktion blandt europæere. Flygtningeproblemet havde pludselig fået et ansigt med et navn, så det var vanskeligt at distancere sig fra det længere. Man måtte tage stilling.

GRAFITTI I HAVNEN I FRANKFURT AV JUSTUS BECKER OG OGUS SEN VISER DEN DRUKNEDE SYRISKE GUTTEN ALAN KURDI. FOTO: NTB SCANPIX

2015 var rekordåret. Mere end en million mennesker ankom til Europa, og flygtningestrømmen havde flyttet sig. I årets første måneder kom hovedparten over Middelhavet på ruten fra Libyen til øen Lampedusa og Syditalien. Flere både sank undervejs, og mange druknede. Fra april det år begyndte flygtningene at komme gennem Tyrkiet, og i stort tal gik de i land på den græske ø Lesbos. Det var her, tredje fase af denne udvikling begyndte, da EU og Tyrkiet i marts 2016 indgik aftale om regulering af flygtningestrømmen, og det førte til at Lesbos blev et af de europæiske såkaldte hotspots.

Den bristede drøm

Fire forskere fra britiske universiteter besøgte Lesbos over flere omgange i denne kaotiske tid, og det er blevet til en fængslende beretning med titlen New Borders.
De understreger at bogen hverken handler om flygtningene eller flygtningestrømmen, som jo egentlig er hovedhistorien og den virkelige tragedie; det er allerede blevet beskrevet indgående i medierne og en lang række bøger. Forfatterne tager derimod ændringerne i den europæiske grænsepolitik op til analytisk overvejelse, og det er blevet til et lidet flatterende billede.

Grænsekontrollen har bidraget til at gøre flygtningene til en indbildt trussel, og det er helt i takt med ånden fra Brexit og Trump og de ekstreme højrefløjs ønske om isolationisme.

Formelt er tanken med hotspots at effektivisere modtagelsen af flygtninge ved at samle en stribe af Den Europæiske Unions agenturer under én hat. Bogen pointerer dog en knapt så tiltalende side, og den ligger i det paradigmeskift, som der i virkeligheden er tale om. Den klassiske migration starter med ønsket om er bedre liv et andet sted. Årsagerne kan være mange, men målet er det samme. Det er en vision eller en drøm, som fuldendes idet migranten ankommer til det fysiske mål. Det er en proces, hvor en tærskel overskrides og det nye liv åbner sig. Med den ændrede politik er denne tærskel forsvundet, og flygtningen er blevet hensat til en permanent tilstand af uvished. Nu handler det nemlig ikke længere om respekten for den frie bevægelighed, men om kontrol.

Permanent mobilitet

Lidt populært sagde man før i tiden, at en migrant kunne komme ind hvis han have gode tænder og urinprøven faldt positivt ud. Helt op i begyndelsen af 2015 gjorde de græske myndigheder minimalt for at registrere flygtningene. Nabolandet Makedonien lukkede flygtningene ind, på betingelse af at de var rejst videre nordpå i løbet af 72 timer, så det kunne lade sig gøre at nå frem til det ønskede mål i eksempelvis Tyskland i løbet af nogle dage.

Den enkelte flygtning er blevet individualiseret fordi han eller hun er blevet frataget fællesskabet og ikke længere ses som repræsentant for en sag.

Så kom «de små hvide huse», som en taxichauffør på Lesbos kalder anlægget, der på meget kort tid blev til den detentionslejr. I begyndelsen kunne de fire forskere komme og gå som de ville, men snart blev de forment adgang. Og lejrens flygtninge, eller nu asylansøgere, måtte vente til de blev fordelt rundt omkring på kontinentet efter uforklarlige kvoteordninger, og de kunne ikke længere ønske, hvor de ville hen. Oftest gik turen bare videre til et andet midlertidigt ophold. Bogen beskriver denne permanente mobilitet som en bevidst politik, idet det forhindrer at flygtningene socialiserer sig og begynder at stille kollektive krav. Det bliver sammenlignet med visse lavpris flyselskaber, der konstant rokerer kabinepersonalet rundt fra besætning til besætning for at undgå at der opstår personlige venskaber og ønske om at organisere sig.

EN UNG FLYKTNING VENTER I HAVNEN PÅ PANAGIOUDA, LESBOS.
(FOTO: NTB SCANPIX/AFP)

Institutionaliseret vold

Dette repræsenterer et kolossalt skred fra 1990’ernes visioner om en verden uden grænser, og det er en dramatisk nedtur for globaliseringen. Den enkelte flygtning er blevet individualiseret fordi han eller hun er blevet frataget fællesskabet og ikke længere ses som repræsentant for en sag. Som følge heraf er den folkelige interesse og sympati blandt europæerne styrtdykket.

Forholdet illustreres fornemt gennem to eksempler. Efter den græsk-tyrkiske krig 1919-22 blev der trukket en grænsedragning ned gennem Det Ægæiske Hav, og fra begge sider af den nye grænse flyttede folk «hjem». En meget stor del af befolkningen på Lesbos stammer således fra det græske mindretal på det tyrkiske fastland og flyttede ved den lejlighed til øen. Lokalbefolkningen kender med andre ord flygtningetilværelsen, men på den gammeldags facon, og det er forklaringen på, at den aktuelle flygtningestrøm aldrig førte til modvilje mod de tilrejsende – selv om de på et tidspunkt var ti gange så mange som de lokale grækere.

Moria, Lesbos 2018. (Foto: Aris MESSINIS, AFP, NTB Scanpix)

Den anden modpol er den dansk-svenske grænse, hvor man i maj 2017 genindførte grænsekontrollen. Det var helt i forlængelse af officiel europæisk politik. Formålet var at kontrollere flygtningenes bevægelsesfrihed, og resultatet var at de lokale befolkninger så, hvordan deres tilstedeværelse gjorde livet besværligt for almindelige borgere. Det har bidraget til at gøre flygtningene til en indbildt trussel, og det er helt i takt med ånden fra Brexit og Trump og den ekstreme højrefløjs ønske om isolationisme – og globaliseringens generelle deroute. Det er ikke helt uden grund at bogens forfattere betegner fænomenet hotspots som institutionaliseret vold.

Gratis prøve