Det er et sjældent kommenteret sammentræf, men da Apple lancerede sin Iphone i juni 2007 var finanskrisen faktisk allerede undervejs. En risikabel gældskonstruktion kaldet subprime amerikanske boligmarked, og i 2007 begyndte boligpriserne at falde dramatisk. Aktiemarkedet reagerede, først tøvende, siden med massiv tilbagetrækning af investeringer. I september 2008 braste det amerikanske investeringshus Lehman Brothers sammen, med svære rystelser i finansverdenen og verdensøkonomien til følge. Den periode i nyere historie, hvor vi alle sammen blev forbundet af smarte maskiner med smækre interfaces, var altså også en periode med økonomisk nedsmeltning, politisk kriseforvaltning, nedskæringer, opstand, tumult, og klassekamp – midt i ellers ihærdige forsøg på genopretning af status quo. Historien er velkendt, kontrasten slående. Mens flere nationalstater stod på randen af bankerot og decideret socialt sammenbrud tjente Apple omkring 2500 milliarder kroner i det første årti efter krisen.
Den historie, vi oftest præsenteres for, handler om krise og om succesfuld genopretning. En historie om, hvordan kapitalismen gennem «kreativ destruktion» og teknologisk disruption skabte betingelserne for en ny økonomisk vækstcyklus drevet frem af teknologisk innovation og individuelt entreprenørskab. Historien om Silicon Valley, Big Tech og Steve Jobs, med andre ord.
Pandemien og den igangværende krise er en parentes i denne historie. Corona-vaccinen og valget af Joe Biden tyder på, at der snart igen skal fyres op under kedlerne på kapitalismen. Ligesom dampmaskinen indvarslede den første industrielle revolution, var smartphonen et tidligt varsel om den tredje industrielle revolution, en ny æra af «smarte maskiner» forbundet i ét stort netværk: smarte hjem, smarte biler, smarte byer og en smart planet. Spænd hjelmen og buckle up.
Profitratens tendens til fald
Mens du venter på at pandemien inddæmmes, kan du med fordel læse to fremragende bøger, der effektivt brister den boble af illusioner som mange investorer og fremtidsforskere fortsat lever i. Hvis du vil forstå hvad fremtiden bringer, så er du nok bedre hjulpet med at læse Smart Machines and Service Work: Automation in the Age of Stagnation af Jason E. Smith, og Automation and the Future of Work af Aaron Benanav – end du er med at læse mainstream økonomiske prognoser eller den seneste accelerationistiske litteratur.
Som både Smith og Benanav peger på, så er vi – trods eksplosionen i smarte gadgets, selvkørende biler, avancerede robotter, selvlærende algoritmer og automatisering – fortsat konfronteret med det grundlæggende faktum, at produktiviteten har været støt faldende i flere årtier. Produktivitetsstigninger, hvad enten det skyldes micro-management eller automatisering, er ellers en uomgængelig betingelse for økonomisk vækst. Men produktiviteten og væksten har været faldende, og udviklingen ser ud til at fortsætte asymptotisk mod nul.
Selvom fremskridtene i såvel processorstyrke, lagringkapacitet og hardware var enorme i
computerens tidlige æra, var produktivitetsstigningen meget langt fra forventningerne.
Jason E. Smith gør i sin bog opmærksom på, er det ikke længere forbeholdt marxistiske kriseteoretikere at pege på profitratens tendens til fald. At profitterne er faldet over flere årtier siden begyndelsen af 1970erne er et simpelt statistisk faktum, et fænomen som blandt andre økonomen Larry Summers, der var økonomisk rådgiver under Clinton administrationen, har kaldt «sekulær stagnation». Så hvordan kan det være, at vi godt ti år inde i den «smarte» revolution endnu ikke ser resultaterne afspejle sig i produktivitetsstigninger og vækstskabelse?
Allerede i 1987 beskrev den Nobelprisvindende amerikanske økonom Robert Solow et lignende paradoks: «Effekten af nye supercomputere og informationsteknologi», skrev Solow, «viser sig tilsyneladende alle andre steder end i produktivitets-statistikkerne». Selvom fremskridtene i såvel processorstyrke, lagringkapacitet og hardware var enorme i computerens tidlige æra – der gik kun et lille et årti fra Intel sendte den første kommercielle mikrochip på markedet i 1971 til IBM kunne introducere den personlige computer eller PC’en i 1981 (og Jobs fulgte trop i 1984 med kultmaskinen Macintosh) – så kunne Solow konstatere at produktivitetsstigningen, der skulle drive de økonomiske resultater frem, var meget langt fra forventningerne. Hvorfor?
Økonomisk stagnation
Smith viser i Smart Machines hvordan økonomer gennem tiden har opstillet et hav af mere eller mindre plausible hypoteser til at (bort)forklare de udeblivende produktivitetsstigninger. Få af disse hypoteser er overbevisende, nogle er ren ønsketænkning, og flere af dem er decideret selvmodsigende. Smith gennemgår hovedargumenterne i den økonomiske mainstream, og piller de datasæt der ligges til grund for fremtidsprognoserne om et forestående produktivitets-boost fra hinanden.
Han peger på, at en stor del af forvirringen omkring den udeblivende vækst simpelthen skyldes, at man tager for givet, at tidligere økonomiske udviklingsmønstre nødvendigvis vil gentage sig. Mange økonomer har ikke blik for de historisk specifikke mulighedsbetingelser for økonomisk vækst. Den første industrielle revolution skabte værdi og profitter gennem udbytningen af billig arbejdskraft fra landet, såvel som fra de tidligere slavekolonier- og plantager. Nye industrielle udvindings-, forarbejdnings-, og distributionsprocesser skulle forsyne et hastigt voksende verdensmarked, og efterspørgslen på både arbejdskraft og varer steg i takt med pulsen på de fossilslugende dampmaskiner, de «sataniske bomuldsmøller», der holdt hjulene på det kapitalistiske maskineri i gang. På samme måde var den «anden» industrielle revolution, som perioden efter anden verdenskrig typisk kaldes, kendetegnet ved optimale betingelser for vækst og værdiskabelse. En kombination af udvidede arbejdsmarkeder, teknologiske fremskridt og modne afsætningsmarkeder for en lang række nye industrielle masseprodukter – biler, køleskabe, vaskemaskiner, fjernsyn og støvsugere – var blandt ingredienserne til efterkrigstidens økonomiske boom i 1940erne, 50erne og 60erne: kapitalismens gyldne æra.
Betingelserne for økonomisk vækst – som under de tidligere industrielle revolutioner – er
ikke længere til stede i dag.
Men Smith’s grundlæggende pointe er, at betingelserne for økonomisk vækst under de tidligere industrielle revolutioner ikke længere er til stede i dag. Det er denne historiske forskel, som både optimisterne og pessimisterne overser, når de diskuterer hvordan automatiseringen vil udspille sig under den igangværende «tredje» industrielle revolution i de smarte maskiners æra: «Kald det automatisering 2.0. Men hvor første bølge af automatisering fandt sted under efterkrigstidens boom, så finder de nuværende diskussioner omkring en kommende disruption af arbejdsmarkedet sted under alvorlig og længerevarende økonomisk stagnation.»
De-industrialisering
For Smith er det centrale, at væksten historisk set har været drevet frem af industrien. Men industrien er på retræte. Overalt fra Detroit til Nakskov ser vi de tydelige tegn på de-industrialiseringen. Og som titlen på Smith’s bog signalerer, kan den fremvoksende service-sektor , som ifølge ét estimat nu har absorberet over 50 procent af den globale arbejdsstyrke, ikke formå at kickstarte væksten i en skrantende kapitalistisk markedsøkonomi.
Arbejdet i servicesektoren – hvad enten det er på områder som ældrepleje og børnepasning eller i de liberale erhverv som frisører, tatovører, chauffører eller diverse budservices – er ganske enkelt svært foreneligt med det kapitalistiske imperativ om konstante produktivitetsforøgelser. Dels er en stor del af disse opgaver i sagens natur teknisk set meget svære at automatisere, og dels er der meget lidt økonomisk incitament til at investere i eventuelle arbejdsbesparende teknologier i en sektor, hvor arbejdet i høj grad udføres af små selvstændige erhvervsdrivende eller af billig, uorganiseret arbejdskraft.
Den fremvoksende «service-sektor» formår ikke at kickstarte væksten i en skrantende kapitalistisk markedsøkonomi.
Konklusionen for Smith er klar: der findes ingen smarte løsninger på et strukturelt problem, der har at gøre med kapitalismens modsætningsfyldte dynamik. Lønarbejdets overflødiggørelse, skabelsen af hvad Marx kaldte en global «reservarmé» og den stigende prekarisering, er forbundet med andre, mere dybtliggende, årsager – der ikke kan reduceres til et spørgsmål om nye teknologiske gennembrud og automatiseringen af produktionen. Mange af de såkaldte Big Tech selskaber betjener sig i høj grad af eksisterende teknologier omend til nye formål, og for virksomheder som Uber, Lyft eller Airbnb er den største «teknologiske» nyskabelse nok, at de effektivt underminerer arbejdskontrakten, skriver Smith.
«Fuld automatisering»
I bogen Automation and The Future of Work tager Aron Benanav ligeledes bestik af de mange profetier om automatiseringen af produktionen siden krisen i 2008. Historien om at robotterne kommer er ikke ny. Nu hedder robotterne måske ikke længere Frankenstein eller R2D2, men Siri, Alexa, AlphaGo eller Yaskawa Motoman MH24. De kan imitere stemmer, tale alverdens sprog, booke flybilletter, slå skakmestre på stribe, og tilintetgøre enhver menneskelig modstand i det årtusinde gamle kinesiske strategispil go . Ja MH24 kan endda sværdfægte som en ægte japansk samurai.
Spørgsmålet er så, om robotter også på sigt kan give ældre mennesker bad, klippe en puddelhund, tatovere et maveskind eller folde vasketøj. Det er ikke usandsynligt. Men det er imidlertid ikke særlig sandsynligt, at nogen vil investere den mængde af kapital der kræves for at overflødiggøre sådanne serviceydelser, der ofte er ekstremt dårligt betalt eller simpelthen udføres gratis. Robotterne kommer, ingen tvivl. Men sandsynligvis kun dér, hvor prisen på deres entrébillet kan tjenes hjem igen, med renter og renters rente.
Hvad enten man besynger automatiseringen eller frygter den, skriver Benanav, så beror utopien om en «fuld automatisering» på en forsimplet forståelse af den økonomiske dynamik. Det er simpelthen forkert at antage, at det er en amokløben teknologisk udvikling der er skyld i stigende global arbejdsløshed, «kronisk underbeskæftigelse» og deindustrialisering. Ligesom det omvendt er forkert at antage, at automatiseringen vil befri arbejdet og hjælpe os med at afskaffe kapitalismen. Vi er konfronteret med et langt mere komplekst økonomihistorisk forløb. Benanav beskriver en ond cirkel af global konkurrence, faldende priser, overkapacitet, teknologisk inerti (snarere end innovation) og faldende incitament til investering som årsagen til at kapitalismens langstrakte krise.
Benanav og Smith er tydeligvis ikke enige om alle detaljer i analysen. Men begge forfattere er dog enige om, at kapitalismen er ved at løbe tør for damp. Vi kan swipe ligeså tosset vi vil, men vores smartphones bliver næppe dét, der sætter skub i verdensøkonomien og løser krisen når pandemien er redet af.
