Noen er mer usynlige enn andre

Werker Collective har samlet 365 fotografier av arbeidet som ikke blir sett, og som foregår i hjemmet – eget eller andres.
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 02.07.2018
Konsept: Werker Collective (Rogier Delfos og Marc Roig Blesa) 365 Days of Invisible Work
Forfatter: Binna Choi og Yolande van der Heide (red.)
Spector Books, Tyskland

Det siges, at hvis mænd udfører husarbejde, er det som oftest støvsugning eller noget andet larmende, for gud forbyde at de skulle foretage sig noget, som ingen ser eller hører. Bogen 365 Days of Invisible Work forsøger at synliggøre det usynlige arbejde og stiller dermed samtidig spørgsmålstegn ved, hvad der tæller som arbejde. Et Silvia Federici-citat fra 1970’ernes Wages for Housework-kampagnen slår på bogens første side tonen an: «Vi har arbejdet isoleret i hjemmet, da I havde brug for det, og vi har taget endnu et arbejde, da I havde brug for det. Nu vil vi selv bestemme, HVORNÅR vi arbejder, HVORDAN vi arbejder, og HVEM vi arbejder for. Vi vil kunne vælge SLET IKKE AT ARBEJDE – ligesom jer.»

365 Days handler om husarbejde, og husarbejde er vist blevet lidt hipster, ligesom Federici. Spørgsmålet er, hvem der vinder på dén gentrificering. Mit gæt er, at det ikke er husarbejdere.

I eget eller andres hjem

Bogens bagmænd (ja, mænd) er «Marc og Rogier fra Werker Collective», som de med falsk beskedenhed præsenterer sig selv i hvad der vel kan betegnes som bogens forord. Marc og Rogier – der naturligvis optræder med fuldt navn adskillige steder i bogen, modsat dem, der har taget bogens 365 fotos – er veletablerede kunstnere, der begge underviser ved kunstakademiet Gerrit Rietveld i Amsterdam. Altså personer, hvis arbejde langt fra er usynligt. De har efter eget udsagn udviklet bogen sammen med «adskillige selvorganiserede fagforeninger for migranthusarbejdere», og fotografierne er indsamlet af amatørfotografer, der kalder sig Domestic Worker Photographer Network. Man skulle derfor tro, at bogen primært beskæftigede sig med det arbejde, nogle udfører i andres hjem, ofte langt fra deres eget. Men nej. Langt størstedelen handler om det arbejde, folk, der identificerer sig som kulturarbejdere af forskellig art, udfører i eget hjem.

Kulturarbeiderens ganske logiske opptatthet av egen evne til å lage larm overdøver bokens radikale potensial.

At arbejde i eget hjem eller hjemme hos venner og kolleger med henblik på at (for)blive synlig, er – vil jeg mene – noget radikalt andet end at arbejde i fremmede menneskers hjem, hvor hele pointen er, at man skal (for)blive usynlig. Werker Collective forsøger at behandle de forskellige former for arbejde, der foregår i hjemmet, under ét, og de har en mission med det – at udvikle en «kritik af ‘hverdagsliv’ som vi kender det» – men den er ikke ganske vellykket.

Fravær av husarbeid

Forskellene på kulturarbejderes arbejde i eget hjem og husarbejderes arbejde i andres hjem kan aflæses i måderne hvorpå det huslige arbejde portrætteres: Husarbejderfotografierne viser husarbejdets slid og trivialitet (for eksempel hævede fødder); organisering og sammenhold blandt husarbejdere (produktion af protestmaterialer, offentlige forsamlinger); de ofte uværdige forhold, husarbejdere er underlagt (et ikke-taget foto fra pause, fordi pauser kun kan tages på toilettet, eller et vaskerum, der også er husarbejderens «private» værelse).

Adskillige af kulturarbejderfotografierne viser derimod ret beset fravær af husarbejde (uredte senge, der fungerer som kontor, beskidte nedkørte badeværelser, urørt opvask); leg med husarbejde (nogen, der ligger med overkroppen inde i en vaskemaskine, nogen, der poserer flirtende hen over et strygebræt – fotografen til dette billede kalder sig ganske vist «sengereder», men mon ikke det er et fint ord for kulturarbejder); eksotisering af husarbejde (når kulturarbejderne faktisk tager opvasken – eller er lige ved – eller selv pakker og bygger deres udstillingsmaterialer, aner man, at de er ret imponerede over sig selv).

En af de kulturarbejdere, der bidrager på mere vedkommende vis, er «daniela» (Daniela Ortiz), der har samlet en serie kaldet 97 house maids, hvoraf et par stykker er med i bogen; serien viser «peruviansk overklasse i daglige huslige situationer. I baggrunden af hvert foto kan man se enten en silhuet eller en udviskning af en husarbejder».

Innforstått seanse

365 Days er organiseret som en art løsbladskalender – aflang med huller i den ene ende, der lægger op til at man har den hængende på væggen og river et blad af hver dag, startende med 1. maj. På forsiden af det blad står en tekst og en titel, på bagsiden det korresponderende foto. På nogle er det tydeligvis fotografen selv, der har skrevet teksterne, på andre er det mere tvivlsomt. Måske er det Lisa Jeschke og Marina Vishmidt, der er opgjort i kolofonen som tekstforfattere i abstrakt forstand. De to står – uvist af hvilken årsag (det er ikke forklaret hvem, de er, og hvorfor de er blevet bedt om at bidrage) – for den eneste sammenhængende tekst, bogen indeholder: en e-mailkorrespondance under overskriften «Work breaks us, we break work». Det er en noget indforstået seance, som blandt andet refererer til et teaterstykke, en af dem har skrevet.

Korrespondancen har dog sine momenter, blandt andet i en beskrivelse af mellemledertypen, der bliver såret, når kollegerne organiserer sig («jeg troede, vi var venner»), og en brutal analyse af ideologien om den lille entreprenør, der kapitaliserer alle sine ressourcer – sociale, materielle, for eksempel via Airbnb – og ender med «at få indkomstgenererende aktiviteter til at sive gennem alle det personlige og sociale livs porer». Det er bare ikke særlig tydeligt, hvad det har med husarbejderes vilkår at gøre.

Larmen uten vreden

Werker Collective og deres venner (?) er formentlig vitterligt optaget af at undersøge, hvad arbejde består i, hvad der tæller som arbejde, hvilken relation værdien af arbejde har til hvem, der er henvist til at udføre det eller hvor det udføres henne. Så meget desto mere ærgerligt, at kulturarbejderens – ganske logiske – optagethed af egen evne til at lave larm overdøver det radikale potentiale, der kunne have været i en bog, der ønsker at «rette opmærksomheden mod de hegemoniske strukturer, der gør reproduktivt arbejde usynligt», og «begynde at visualisere modhegemoniske måder at organisere liv og arbejde på».

Hvis menn utfører husarbeid, er det som oftest støvsuging eller noe annet som bråker.

Domestic Worker Photographer Network er tydeligvis ikke et netværk, der primært består af husarbejdere, men af kulturarbejdere, der er fascinerede af husarbejde. For dem, der er interesserede i husarbejderes egne fotodokumentariske traditioner, er de to filippinske migranthusarbejdere og fotografer som Joan Pabona og Xyza Bacani mere oplagte steder at starte.

Kommentarer