Nerudas kjærlighet til jorden

Jordbunden kjærlighet viser veien til en universell omsorg.

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

I en digtsamling skrevet som en hyldest til sin elskede Matilde noterer Pablo Neruda sit forord: «Med stor ydmyghed har jeg udarbejdet disse sonetter af træ; jeg gav dem lyden af denne uigennemsigtige og rene substans, og det er sådan, de bør nå dine ører. Vandrende i skove eller på sandstrande, langs med skjulte søer, ad askegrå udstrakte egne, har du og jeg opsamlet stumper af ren bark, stumper af træ, som var udsatte for vandets og vejrets ustadighed.» En sonette er et digt på fjorten linjer med en særlig logisk-retorisk opbygning med præmissen beskrevet i første kvartet (fire linjer), som i en billedlig form udvides i anden og gerne tredje kvartet for så at munde ud i en afsluttende eller konkluderende del. Trods sonettens logiske opbygning opleves Nerudas sonetter som en tankefuld poetisk dialog han fører med sig selv, sin kone og det chilenske folk.

Jorden. Jorden og tingenes slitage forklarer fundamenterne for hans kærlighed. På en forunderlig og præcis måde forbinder Neruda sanselige beskrivelser af Matilde med en universel omsorg for det araucanske landskab. Der er noget hedensk over denne hyldest til kærlighedens jord og steder. Som om Neruda leder efter sin sjæl ude i verden, sjælen som en masse der via tyngdekraften trækkes mod sin ækvivalens i den fysiske verden. Han besynger sin kærlighed til Matilde gennem Stillehavets salte luft, Chiles ørkensand, de fattige i Patagonien. «Jeg elsker den håndfuld af jorden som du er. På grund af dens engstrøg, vidtstrakte som en planet, har jeg ingen anden stjerne. (…) Derfor afsøger jeg med mine kys din varme krop, lille og tæt, planetarisk, min due, min geografi.» At være bundet til stedet og konfrontere tidens træghed.

Treghet. Denne tænksomme kærlighedsbog holder blikket mod jorden, arbejderen, brødet, stenen, havets salt. Vor dages udfrielse fra vægtens byrde forfalder den aldrig til. En særlig træghed ligger indbygget i kærlighedens væsen. Trægheden opstår af mødet, en krop mod jord, en krop hvor to mennesker skal forstå hinanden – forankret i en fysisk virkelighed. Verden har vægt og det er godt, synes at være Nerudas budskab. Lad den slide på dig. Lad din krop få farve, patina, stemme, så vil du måske en dag lære at elske en helt andens eksistens. Nerudas ord er levende, aldrig alene i kraft af ånden, men i kraft af det skabte, det materielle og fysiske hvori ånden viser sig eller bryder igennem.

«Nu har jorden kendt dig meget længe:
Du er fast som et brød eller som et træ.»
(…)
«Alderen kommer over os som støvregn,
tiden er endeløs, trist og sørgelig,
en fjer af salt strejfer dit ansigt,
en dråbe dryppede gennem min skjorte.»
(…)
«Dør jeg, vil jeg have dine hænder på mine øjne:
Jeg vil have dine elskede hænders lys og hvede,
endnu engang skal de stryge over mig med deres kølighed:
Jeg vil mærke den blidhed der ændrede min skæbne.»
(…)
«Jeg tænker, den tid hvor du elskede mig
vil svinde bort, og et andet blåt vil komme i stedet,
en anden hud vil dække de samme knogler,
og andre øjne vil se foråret komme.»

Kommunisten. Neruda tilhørte en generation hvor man som digter kunne virker som diplomat (Saint­-John Perse, Octavio Paz). Det var som konsul i Madrid at han under den spanske borgerkrig fik sin politiske vækkelse og blev kommunist. Hans bog (Spanien i hjertet) blev bogstaveligt talt trykt af frontsoldaterne mens de gik i krig. I uniform fremsagde de hans digte i den forreste ildlinje. Han mødte mange af tidens store personligheder, fra Lorca til Gandhi, men det er efter hjemkomsten fra Spanien via et ophold i Buenos Aires at han finder sin stemme: «Jeg drog ud for at finde de faldne. Jeg havde set fabrikkerne ud fra et tragisk aspekt, men havde ikke set lidelserne under tagene, på gaderne, på alle stationerne, i byerne og ude på landet» (Erindringer). Han vinker farvel til kunstnermyten og skaber bro mellem poesien og den konkrete erfaring, mellem kunst og politik. Fra den kunstneriske ensomhed får han øjnene op for en anden ensomhed, en skønhed og ensomhed hos den fattige og udsatte. Det er her han fra nu af henter sin næring som digter og menneske, et vendepunkt beskrevet som en «nyopdaget jord». «Jeg ser pludselig, at jeg fra ensomhedens Syden er gået mod Norden, som er folket, det folk, som min beskedne digtning vil tjene som sværd, som lommetørklæde for at tørre dets store smerter, og som våben i kampen for brødet. Nu bliver rummet stort, dybt og bestandigt.» Som kommunist bliver han medlem af senatet, noget der forfølger ham resten af livet. Nye oplysninger fra 2015 afslører at han formentlig blev forgiftet, altså myrdet.

Anarkisten. Larrains film Neruda fra sidste år tegner et mere folkloristisk anarkistisk billede af et menneske der glider ubesværet mellem digtoplæsninger, bohemeliv og politiske kaffemøder. Neruda lader til at befinde sig for meget udenfor og indenfor på samme tid, på én gang politisk sentimental og højstemt og digterisk forførende med en naiv forestilling om at lade litteraturen kaste sit tryllestøv over en realpolitisk virkelighed. At han i filmen gør sig bedst som flugtkonge på hesteryg over Andesbjergene, på vej til eksil fra diktatoren González, er måske ikke en tilfældighed? I årene der går, forsætter anarkisten sin poetiske gerning, og det bliver netop her i Araucanien (midt-Chile), at han skriver sine bedste digte om jorden, kærligheden og den nye fælles ensomhed, de hundrede kærlighedssonetter til sin elskede Matilde.

«Ensomheden, giv mig dit uophørlige udsprings segl,
de grusomme fugles umærkelige vej
og det bankende hjerte, der går forud for
honningen, musikken, havet, fødslen.»

---
DEL