Nerudas kjærlighet til jorden

Jordbunden kjærlighet viser veien til en universell omsorg.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

I en digtsamling skrevet som en hyldest til sin elskede Matilde noterer Pablo Neruda sit forord: «Med stor ydmyghed har jeg udarbejdet disse sonetter af træ; jeg gav dem lyden af denne uigennemsigtige og rene substans, og det er sådan, de bør nå dine ører. Vandrende i skove eller på sandstrande, langs med skjulte søer, ad askegrå udstrakte egne, har du og jeg opsamlet stumper af ren bark, stumper af træ, som var udsatte for vandets og vejrets ustadighed.» En sonette er et digt på fjorten linjer med en særlig logisk-retorisk opbygning med præmissen beskrevet i første kvartet (fire linjer), som i en billedlig form udvides i anden og gerne tredje kvartet for så at munde ud i en afsluttende eller konkluderende del. Trods sonettens logiske opbygning opleves Nerudas sonetter som en tankefuld poetisk dialog han fører med sig selv, sin kone og det chilenske folk.

Jorden. Jorden og tingenes slitage forklarer fundamenterne for hans kærlighed. På en forunderlig og præcis måde forbinder Neruda sanselige beskrivelser af Matilde med en universel omsorg for det araucanske landskab. Der er noget hedensk over denne hyldest til kærlighedens jord og steder. Som om Neruda leder efter sin sjæl ude i verden, sjælen som en masse der via tyngdekraften trækkes mod sin ækvivalens i den fysiske verden. Han besynger sin kærlighed til Matilde gennem Stillehavets salte luft, Chiles ørkensand, de fattige i Patagonien. «Jeg elsker den håndfuld af jorden som du er. På grund af dens engstrøg, vidtstrakte som en planet, har jeg ingen anden stjerne. (…) Derfor afsøger jeg med mine kys din varme krop, lille og tæt, planetarisk, min due, min geografi.» At være bundet til stedet og konfrontere tidens træghed.

Treghet. Denne tænksomme kærlighedsbog holder blikket mod jorden, arbejderen, brødet, stenen, havets salt. Vor dages udfrielse fra vægtens byrde forfalder den aldrig til. En særlig træghed ligger indbygget i kærlighedens væsen. Trægheden opstår af mødet, en krop mod jord, en krop hvor to mennesker skal forstå hinanden – forankret i en fysisk virkelighed. Verden har vægt og det er godt, synes at være Nerudas budskab. Lad den slide på dig. Lad din krop få farve, patina, stemme, så vil du måske en dag lære at elske en helt andens eksistens. Nerudas ord er levende, aldrig alene i kraft af ånden, men i kraft af det skabte, det materielle og fysiske hvori ånden viser sig eller bryder igennem.

«Nu har jorden kendt dig meget længe:
Du er fast som et brød eller som et træ.»
(…)
«Alderen kommer over os som støvregn,
tiden er endeløs, trist og sørgelig,
en fjer af salt strejfer dit ansigt,
en dråbe dryppede gennem min skjorte.»
(…)
«Dør jeg, vil jeg have dine hænder på mine øjne:
Jeg vil have dine elskede hænders lys og hvede,

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here