Neoliberalismens fengslende arkitektur

Zaha Hadids BMW-fabrikk i Leipzig viser den neoliberale globaliseringens tidsalder uttrykt i glass og stål.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Når vi taler om den neoliberale globalisering, taler vi ofte om uregulerede finansmarkeder, gæld og spareprogrammer. Vi taler sjældent om arkitektur – men neoliberalismen har faktisk et distinkt arkitektonisk udtryk. Et godt eksempel på dette finder vi i den fabrik som den nyligt afdøde irakisk-britiske stjernearkitekt Zaha Hadid tegnede for BMW i Leipzig. Fabriksanlægget har modtaget en lang række priser siden det stod færdigt i 2005. I 2013 blev det kåret til den bedste fabrik i Europa, og det har også vundet prestigiøse arkitekturpriser som Deutscher Architekturpreis og RIBA European Awards i 2005. Såvel arkitekterne som erhvervslederne der har præmieret fabrikken, har fremhævet dens «dynamik» og «transparens» og sammenhængen mellem arkitektur og produktion.

Fleksibilitet i fokus

Ifølge Hadid Architects og BMW muliggør bygningen nye arbejdstidsmodeller, hvor der arbejdes fra 70 til 140 timer om ugen, hvorved det bliver muligt hurtigt at tilpasse sig fluktueringer i efterspørgslen. Dermed er fabrikken en del af en bredere udvikling, hvor europæiske bilproducenter tilpasser sig det såkaldte Toyota Production System (TPS). Her er det helt essentielt at materialerne er tilgængelige præcist når der er brug for dem. Der er ansat 5 500 arbejdere på Leipzig-fabrikken, og hver dag ruller der 650 nye BMW 3-seriebiler ud af anlægget. På årsbasis kan der produceres 1,4 millioner biler.

Fabrikken er badet i hvidt lys, kun afbrudt af et blåt LED-lys fra samlebåndet, der skærer gennem hele bygningen. Både indvendigt og udvendigt er fabrikken skinnende ren – næsten aseptisk. Indenfor er bygningen meget åben og karakteriseret af linjer og bevægelser; udenfor framstår den mere lukket – men stadigvæk dynamisk. Aflange vinduesbånd og et blåt lys kører vandret på væggene over store rillede søjler der «løfter» en bygningsdel og markerer indgangen til en bagvedliggende glasfacade. Fleksibilitet er kodeordet – men det handler i sidste instans selvfølgelig om at producere og sælge biler. I dag inkluderer dette et udvidet arsenal af æstetiske gestus såsom ekspressiv arkitektur og nye arbejdsformer.

Reklamearkitektur

Partnerskabet mellem Hadid Architects og BMW giver rigtig god mening. Hadids fabriksanlæg er et samtidigt eksempel på hvad den tyske arkitekt Erich Mendelsohn i 1920’erne kaldte «reklamearkitektur», hvor den moderne arkitektur bliver en art massekommunikation der tjener den urbane omstrukturering der finder sted som et væsentligt element i framkomsten af den moderne storby. Arkitektur som et udtryk for kapitalismens vilje til at integrere hele samfundet. Hadid og Patrik Schumacher, Hadids højrehånd og husteoretiker, taler om at BMW-fabrikken spejler «en urbanisering af produktionen», hvilket betyder at bygningen reproducerer den (post)moderne bys kompleksitet og bruger dens endeløse kvantitet af udtryk, affekter og sprog.

Hadids anlæg er fanget i den avantgarde-modernistiske arkitekturs dilemma, hvor en individuel bygning skal forholde sig til og konfrontere en omfattende økonomisk og urban omstrukturering, men skaleret ned og på bygningsniveau. Det er umuligt; den avantgarde-modernistiske signaturarkitektur kan aldrig konkurrere med de strukturelle ændringer der finder sted, og derfor ender den med at reproducere dem som arkitektonisk gestus og en udtryksfuld æstetik. Hadids fabrik bliver med andre ord nok en arkitektonisk affirmation af den kapitalistiske globalisering, hvor stjernearkitekter tegner spektakulære signaturbygninger for den multinationale kapital.

Det vokabularium vi finder hos BMW såvel som hos Hadid, fortæller hele historien: De bruger præcis det samme sprog, hvor innovation og kreativitet er de centrale begreber. BMW har også brugt Hadids bygning i tv-reklamer og peget på det åbenlyse i samarbejdet: «Vi kunne have valgt at opføre en almindelig fabrik; vi kunne også have valgt at sige ‘nej’ til tusindvis af designkoncepter som vores ingeniører har foreslået. Men i BMW tror vi på at alt vi gør, skal udtrykke vores støtte til stor tænkning, hvor store idéer får lov til at leve og bliver ultimative køremaskiner.»

Representasjon

Firmaer som BMW skal signalere transformation og konstant nyskabelse. Selskabets brand, arkitektens status, bygningens signalværdi udgør tilsammen en gigantisk tredimensionel reklame for den neoliberale kapitalisme. BMW og Hadid har i fællesskab skabt den ultimative arkitekturmaskine, hvor produktionen aldrig står stille, hvor der hele tiden skabes værdi og innoveres.

Fabrikkens mest iøjnefaldende træk er det gigantiske samlebånd, der visuelt opløser adskillelsen mellem produktion og design. Alle faser i skabelsen af en BMW 3-seriebil er hele tiden synlige i bygningen, hvor tre tidligere separate produktionsenheder nu er forbundet. Ledelse, design og produktion udspiller sig i et ubrudt besnærende flow, hvor biler bevæger sig både ovenpå og lige ved siden af de åbne kontorlandskaber reserveret administrationen.

Arbejdere og ledelse, blue-collar og white-collar, arbejder under samme tag. I stedet for at hver etage er lukket og har sin specifikke funktion, udgør den nye fabrik et forløb af åbninger, hældninger og fritsvævende bygningsdele som forbinder etagerne og skaber indtryk af kontakt, sammenhæng og bevægelse.

Dermed opløses distinktionen mellem etager, aktiviteter og arbejdshierarkier. Bygningen framstår som én stor organisme eller biludklækningsmaskine – ét stort rum hvor adskillelsen mellem materielt og immaterielt arbejde forsvinder.

Deltakelse som kontroll

Der er således en tydelig pointering af horisontalitet og cirkulation i bygningen. Det er ikke kun bilerne, der cirkulerer – det gør arbejderne også mens de samler bilerne. Ja, bygningen selv synes at være i bevægelse. Samlebåndet tværs igennem bygningen gør at fabriksarbejderne fra tid til anden passerer forbi revisionskontoret i midten – stedet hvor bilerne inspiceres. At trykke på knapper og stramme skruer er altså ikke nok – du skal medvirke i hele det kollektive foretagende, det er at producere et BMW 3-køretøj.

Det kommunikative krav, bygningens transparens og betoningen af bevægelse skaber tilsammen et arbejdsmiljø præget af en sofistikeret selvkontrol, med henvisning til Deleuze og hans analyse af kontrolsamfundet. Gennem den åbne arkitektur og den fleksible bygning er det arbejderne selv som udøver en løbende og permanent overvågning af hinanden: Magten bliver immanent i arbejderne. Fabrikken er således både en overgang fra fordistisk standardisering til post-fordistisk fleksibilitet, og en demonstration af skiftet fra det disciplinære samfund til kontrolsamfundet.

Hadids BMW-fabrik framelsker en særlig følelse af fællesskab. De disciplinære institutioner (familien, skolen, hæren, fabrikken, fængslet) er erstattet med et netværk af internaliseret kontrol. I stedet for en ydre magt der overvåger fabrikken, har vi et transparent og dynamisk rum, hvor arbejderne altid er synlige for hinanden. Man er tvunget til at deltage i projektet, og på den måde er det ikke blot BMW-biler der produceres på fabrikken, men også arbejderne selv.

De skinnende forbrugsobjekter der kommer ud af fabrikken, symboliserer fart og innovation. Også på den måde bliver Hadids BMW-fabrik det perfekte arkitektoniske udtryk for den neoliberale globalisering, produktion, brand og kontrol i glas og stål – hvor 68’er-drømmen om arbejderdeltagelse er realiseret på hovedet.

Kommentarer