Men når alt forgående er sagt, om samtidskunsten, så blev der stille i mig på en anden måde, da jeg trådte ind i Salla dello Scrutinio i Dogepaladset omringet af tyske Anselm Kiefer sitt nye billedgalleri. Malerierne er en kommentar til byens historie og branden i 1577 og til byens tidligere malere (Tintoretto med flere) men også en kommentar til hvordan fortiden og nutidens historiske øjeblikke konvergerer. For Kiefer er kunsten ikke bare en leg, men den dybeste alvor. Det handler om at komme til afklaring om de vigtigste spørgsmål i historien, filosofien og mytologien, hvad vil det sige at være på højde med sin egen samtid, om hvorfor der er noget og ikke bare intet.
«Når de endelig er brændt, vil disse skrifter kaste et lille lys af sig.»
Udstillingen er indrammet med den italienske filosof Andrea Emo#s ord «Når de endelig er brændt, vil disse skrifter kaste et lille lys af sig.» Emo er en form for kristen nihilist, hvis filosofi ifølge Kiefer selv beskriver kernen af hans eget kunstsyn og virkelighedsopfattelse. Først i en transformativ berøring med intet, henter skabelsen sin kraft. I det øjeblik jeg sætter noget i verden, er det også en negation af det jeg gør. Det tomme intet synes at være det lys der skinner gennem væren. Kunstneren er en ikonoklast, der destruerer sit værk.
Også Kiefer destruerede i mange år sine værker og selv i dag, giver mange af hans billeder mig en oplevelse af at stå overfor en nedbrydnings- eller forrådnelsesproces. Værket kan aldrig være færdigt og det kan heller ikke afbilde historien som den er, men det kan vise denne proces af destruktion og konstruktion.
Set i lyset af den globale krise, må man spørge om Kiefer og Emo ikke lægger trykket for meget på destruktionen. Selvom vold og destruktion er en del af naturens proces både før, efter og under skabelsen (konstruktionen), kan vi stadig tale om naturen som båret af et formål, forstået som en proces der arbejder sig mod en mere kompleks sammensat orden, en form for iboende tendens, en organisk orden, en mønsterdannelse, en indlejret fornuft i naturen og planteriget, som den anden filosof Emanuele , ccia beskriver det i sin bog Planternes liv. Blandingens metafysik.
Se også om Venezia-biennalen.
