Natten er en lyskilde i mennesket

En bedre forståelse av menneskenaturen er nødvendig, siden den eneste virkelige trussel som finnes, er mennesket selv.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Jung. En stemme fra dybet

Aksel Haaning

Akademisk forlag

Danmark

I sommeren 1914, få uger før første verdenskrig bryder ud, rammes den schweiziske læge og psykiater Carl Gustav Jung af en voldsom psykisk krise. Han frygtede at han var ved at miste selvkontrollen, at en psykose kunne være på vej. I en drøm så han Europas lande oversvømmet af gule bølger, flydende vraggods, kulturværker og tusindvis af døde. Da krigen begynder 1. august forstår han at det ikke er ham der lider af en psykisk sygdom, men at hans drømme kom fra det kollektives ubevidstes undergrund. «Nu var min opgave klar: Jeg var nødt til at forsøge at forstå, hvad der skete, og i hvor høj grad mine egne oplevelser hang sammen med det, som gjaldt det menneskelige fællesskab.» Det er denne forbindelse mellem «dette dybe indre … i forfatterskabet og den ydre sammenhæng til den aktuelle europæiske historie», han løbende gør sig notater om i sin røde dagbog kaldet Liber Novus («Den røde bog»).

Jung uten Freud. Liber Novus, der først udgives i 2009, danner afsæt for den danske idéhistoriker Axel Haanings fremragende bog om Jung. Med udgivelsen af disse ukendte skrifter er man ved at revurdere grundfortællingen om Jung og Freud, og det bliver nødvendigt at se hans skrifter i et nyt lys. I stedet for den fejlagtige grundfortælling om Jung som okkult mystiker fremstår Jung her som samtidstænker og kulturkritiker. Psykologi, filosofi og religionshistorie er forbundne kundskabsfelter. Og det bliver i Haanings formidable fremstilling mere end tydeligt at Jung udvikler sig til en mentalitetshistoriker og diagnostiker, men ikke kun, for Europas mentale krise er også den enkeltes. Diagnose og terapeutisk heling virker sideløbende. Haaning fremhæver den amerikanske filosof William James’ afgørende indflydelse på Jung. Særligt beskrivelsen af psyken som en virken i mennesket og religiøse oplevelser som en konkret erfaring (experience). Den aktive dynamik bringer Jung på sporet af en «almen psykologi». For Freud har psyken sit center i egoet, for Jung er psyken en forbindelsesfunktion mellem bevidstheden og det ubevidste. «Underbevidsthedens region» er for ham et levende sted med historiske spor, billeder og kulturreligiøse figurer, der henviser til de almene træk som rækker udover den enkelte, og som forbinder sig med en bevægelsesdynamik der virker aktivt i bevidstheden, i psyken. Det ubevidste er ikke blot summen af fortrængte elementer.

Vi ser nu at dette aldrig har været Jungs projekt. Vi får Jung uden Freud. For Jung var den ubevidste region del av den almene psykologi. Fortidens figurer og myter bevæger og forbinder sig til «noget udenfor bevidstheden selv, en relation til historien som andet end selvspejling». «For Jung er historien i live, nærværende – levende inde i os. At stå i forbindelse med historien er at stå i forbindelse med sig selv, også den del af os selv, vi ikke kender.» Jungs psykologi forbinder kulturkritik med samfundskritik om hvad det vil sige at forstå den samtid vi står midt i.

Vi har stirret oss blinde på forestillingen om at Gud er død, men undervurdert det i vårt ubevisste som skaper forestillinger om guder, som er lys levende.

En stemme fra dypet. Ønsker man at forstå sin samtid skal man ikke se efter dens lys, men dens mørke. Mens tidens stemme ernærer sig af lyset må stemmen fra dybet ernære sig af mørket. Enhver bevidsthedsomvæltning gør ondt. Nietzsches Zarathustra har for Jung vist noget af vejen: «Normalt forbinder vi det at vågne op fra en drøm med at vågne op til virkeligheden, den dagsklare bevidstheds verden; i digtet er det midnat! Som om det natvågne syn bliver en øjenåbner, en opdagelse af den klare dags modpol, et uendeligt dyb, hvor det virkelige og det imaginære falder sammen, og virkeligheden med ét bliver fordoblet.» Denne modning af bevidstheden (individuation) betragter ikke den religiøse eller spirituelle erfaring som erstatning for uopfyldte behov, men som noget der melder sig udefra. Fremfor at begrænse kulturens udtryk til den enkeltes personlige erfaringer for terapeutisk behandling er det ifølge Jung muligt at se på litteraturens, religionens og kulturens udtryk og figurer som et objektivt historisk materiale der også inddrager andre tidsaldre og andre kulturer. At være i dialog med det ubevidste handler ikke bare om at se tilbage og søge svar i barndommens førsteårsag (Freud) men er en vedvarende og naturlig livsproces. Fortidens videnserfaring (mytologi, religion) baner vejen for en betydningsudvidelse der gør det personlige alment. Terapi som en øvelse i at nærme sig større indsigt om egen tid.. Med øget forståelse om egen krise ser vi den afspejlet i de ydre livsvilkår og omstændigheder. Hvordan ser det mennesker ud indeni der lever i en tid hvor folk som Trump kommer til magten? Måske er der ikke noget?

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here