Når Syria-krigerne vender hjem

Hundrevis av europeiske unge har reist ut for å delta i krigen i Syria – en del har siden kommet tilbake. I boken The Returned hevder den franske journalisten David Thomsons at mange av disse tar med seg jihad hjem igjen og forsøker å forklare oss hvordan og hvorfor. 

Britisk jihadist i Syria oppmuntrer andre til å bli med i krigen i en video
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

The Returned. They Left to Wage Jihad, Now They Are Back

David Thomson

Polity Press

England/USA

Rigtig skide sjovt skal det blive. Europæiske statsborgere der poster billeder af sig selv på Facebook med en kalasjnikov slængt over skulderen, et par Ray-Ban i panden og en stor vaffelis i hånden under sort flag i det krigshærgede Syrien – det er et af de fænomener den franske journalist David Thomson udforsker i The Returned.

Bogen portrætterer unge mennesker med vidt forskellig baggrund, der har en ganske speciel ting til fælles: I årene efter at den folkelige opstand i Syrien på rekordtid udviklede sig til en brutal og kaotisk krig, rejste de fra deres hjem i europæiske storbyer og sluttede sig til væbnede grupper i et land de fleste af dem ikke havde nogen konkret relation til. Thomson fremstiller det indirekte som om alle der er rejst til Syrien for at deltage i krigen, har haft jihad for øje, uden dog at følge denne påstand til dørs. Det var og er ikke alle væbnede oppositionsgrupper i landet der bekender sig til højreradikal islam. Men Thomson har gjort det til sit varemærke at være den der forudså terrorangrebene i Europa udført af personer der var rejst ud i den hellige krigs navn og før eller siden ville bringe den med hjem.

Underveis har det gått opp for fremmedkrigerne at krig hverken er morsomt eller rettferdig.

1100 franske statsborgere er ifølge Thomson rejst til Syrien siden 2012, og omkring 700 af dem er der stadig. En femtedel er dræbt, og en femtedel er vendt tilbage. Han nævner også et tal på 400 børn af franske statsborgere i Syrien, men det er uklart om de er født i landet eller inkluderet i de 1100 der rejste ud af Frankrig. Tydeligt er det derimod at Thomson mener at disse børn vil blive hellige krigere når de vokser op. Børn følger i Thomsons univers åbenbart altid i deres forældres fodspor, i hvert fald når de «bliver socialiseret ind i den jihadistiske bevægelse».

Budbringeren

Thomson har «etableret relationer» til jihadister siden han i Tunis i 2012 stødte på en af de grupper der føler sig særligt indviet i islams sandheder. Ifølge eget udsagn har Thomson sidenhen opbygget så stort et kildenetværk at potentielle jihadister følger ham på Twitter for at holde sig opdateret. For modsat bogens urovækkende antydninger af hvor store mængder jihadister med europæiske statsborgerskaber der gemmer sig i Syrien og iblandt os, skriver Thomson samtidig at jihadisme er en lille verden hvor alle kender alle.

Da Thomson omkring 2014 begyndte at argumentere offentligt for at den hellige krig ville komme flyvende retur fra for eksempel Syrien, blev han udsat for verbale overfald fra en «uvidende» og «virkelighedsfornægtende» intellektuel elite. Snart efter kom angrebene på blandt andet Charlie Hebdo, og i dag er Thomson af tidsskriftet Foreign Policy udnævnt til «Frankrigs foretrukne intellektuelle». Thomson er siden også blevet beskyldt for at «menneskeliggøre» jihadister, og den anklage erklærer han sig skyldig i. Det er netop det der er pointen med bogen: at vise, hvordan jihadist ikke er noget nogen er, men noget nogen bliver. Forklaringskraften er dog svingende. Thomson har måske nok et stort og relevant netværk, men det kniber med at komme ind på livet af de mennesker hvis bevæggrunde han vil skildre. 

Ønsket om å bety noe

Bedst fungerer portrættet af Zubeir, der som 17-årig forlod sine forældres lejlighed i Seine-Saint-Denis for at slutte sig til først al-Qaeda og siden Islamisk Stat i Syrien. I dag er han tilbage i Frankrig og samarbejder med myndighederne om at modvirke islamistisk «indoktrinering». Zubeir søgte efter et alternativ til meningsløs forbrugerkultur – han ønskede at «udfylde sit spirituelle tomrum», at føle at han brugte sit liv til noget betydningsfuldt. Den gru og kynisme han fandt blandt sine såkaldte trosfæller i Syrien, fik ham til at vende illusions- og religionsløs tilbage. 

Thomson introducerer Zubeir som «morsom og utrolig begavet, med evne til at udtrykke sig præcist og kritisk og objektivt forklare den proces der gjorde ham til jihadist for at kunne føle sig vigtig». Portrætterne er ofte forstyrrende kommenterede af Thomson, der ikke kan nøjes med rollen som formidler af (eks)jihadisternes egne fortællinger, men konstant træder frem på scenen som fortolker af deres livsvalg – hvilket velsagtens er det der har indbragt ham titlen «intellektuel». 

Ifølge Thomson utgjør jihadistene en liten verden hvor alle kjenner alle.

Det kan i hvert fald ikke være hans sociologiske eller socialhistoriske grundighed. For eksempel kommer flere af bogens hovedpersoner fra økonomisk stabile familier med en vis bolig- og uddannelseskapital – hvad der i hverdagstale ville blive kaldt middelklasse – og flere var i gang med eller havde afsluttet gymnasiet da de rejste til Syrien. 

Alligevel skriver Thomson – uden reference eller belæg – at «sociologisk set» er det primært unge med lavt uddannelsesniveau der er vokset op i «en muslimsk kultur» (hvad det så end skal betyde – rekrutternes forældre har rødder i så forskellige lande som Yemen, Algeriet og Somalia, mens nogle er fransk-franske konvertitter) i «landets arbejderkvarterer» (læs: sociale ghettoer). 

Selvom Thomsons styrke ikke ligefrem er klasseanalyse, fungerer fremstillingen bedst når han retter opmærksomheden mod de ulighedsstrukturer der fastlåser dem der er nederst i hierarkiet og får nogen til at slå fra sig – enten i fanatisk søgen efter et reelt alternativ eller i hedonistisk dyrkelse af det morbide.

De angrende

De fleste hovedpersoner i The Returned havde en forestilling om at tilkæmpe sig ære og værdighed – og komme lidt på eventyr – da de rejste til Syrien. Undervejs gik det op for dem at krig hverken er noget morsomt eller retfærdigt, og især ikke from. De opdagede, at «jihadismens» virkelighed i Syrien er fuld af tvang, rædsel og ugudelig meningsløshed der kan få selv et racistisk, kolonialt og laïcité-fundamentalistisk Frankrig til at tage sig tillokkende ud. 

At dem der fortrød eller ændrede holdning undervejs ønsker at fortælle deres historie, er forståeligt. Fortællingen bliver da et redskab til selvransagelse og selvforklaring, måske endda et forsøg på at gøre bod. 

De forhenværende Syrien-krigeres livshistorier er glimtvis indsigtsfulde på en måde hvor de evner at pege ud over sig selv. Men ofte er svarene på hvordan de endte under højreradikal islamistisk kommando, ulideligt banale. De kedede sig, følte sig ikke vigtige nok, scorede ikke nok damer, tjente ikke penge nok på uopfindsom småkriminalitet, vidste ikke rigtig hvad de ville med deres liv, var uvenner med deres forældre. 

Der er sikkert en sandhed i det: Indimellem har de mest ubegribelige livsvalg bare ikke rigtig en god forklaring. Alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af at The Returned kun formår at kratte i overfladen. 

Kommentarer