Når bolden kommer – om livsundren og en fælles verden

En forunderlig økopoetisk rejse om at blive til sammen med verden.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Boldens øjne, værens ben. Notater langs idrættens spalte(n)de veje. Forord av Lars Movin

Torben Ulrich

Spring

Danmark

Kan det tænkes at hverdagen rummer kilden ikke kun til erkendelse men til den dybeste visdom om livet?

Flere forfattere og kunstnere har gang på gang påpeget dette. Men vi vier udenom, glemmer det, afviser det. Falder tilbage på en verden der kan måles, opdeles, beherskes. Måske fordi det som er nærmest, også er det som er vanskeligst for tanken at gribe? Ikke bare skal man trænge igennem en lang tradition som har gjort hverdagen og det som sker lige foran os, til en uværdig genstand for refleksion (naturvidenskab, økonomi etc.), men også fordi man her må træde tilbage fra den virksomme verden for at blive fyldt af undren. Så vi faktisk kan få øje på noget helt nyt ved verden. Således at de mest fortrolige ting, for eksempel en bold der kommer imod os, fremtræder på en forunderlig og fremmedartet måde. Altså, vi må træde tilbage for at hengive os til den åbne betragtning der lader tingene og verden vise sig når de kommer os i møde, det være en bold, et barn, en tone, et atom …

Livsundren

Torben Ulrich, tennisspiller (Danmarks-mester og 100 Davis Cup kampe for DK, højest rangerede seniorspiller i verden i 1976), jazzskribent i flere årtier (fra 1940’erne til 60’erne især), tibetansk buddhist, maler, forfatter, fritænker, læg hertil selvstudier i musik, filosofi, litteratur, billedkunst, fysik, økologi, litteratur, visdomstænkning, mystik, you name it. Hvad forener det hele? Undren. Livsundren. At være til. At være levende. At lytte til universet, lige her, i barnets leg, i jazzen, i spillet, mens bolden kommer. Han ville noget mere end bare at være en stjerne, en vinder.

Livet er en uendelig strøm, menden skabende forvandling handler ikke om bare at gribe  de mange muligheder.

Ret tidligt fik han øje på noget andet, i spillet. En magi, noget der fødes, noget der forsvinder … Ikke bare at returnere bolden, men at være til stede og forstå hvad der også foregår i dette spil, lige nu. En magi. En tennisspillende filosof. Mange er historierne om Ulrich der afbrød sine vigtige kampe fordi andre ting trængte sig på, en fodboldkamp i fjernsynet, en tanke, en lyst til musik. Klarinetten lå jo ofte i sportstanken. For tænk om dette spil, denne bold, kan sige noget om det at skabe, om forvandling, om det at være til.

Samspil med verden

Det begynder med spillet, med legen og bolden, men det handler om at finde frem til et samspil med verden. Faktisk at tage ophold i den samtale universet fører med mennesket, for at komme til bevidsthed om sig selv. Måske et andet navn for Gud? Således er Ulrich på jagt efter en slags øko-kosmisk fælles-skabende etik. Ikke at returnere bolden til modstanderen, men finde ud af hvad det er for en verden vi deler. Mange års træning har der skullet til! Og tænkning, 30 år, 50 år, 100 år, et helt liv… Aldrig tager han sit objekt – spillet, bolden, legen, skabelsen – i besiddelse. Men kredser om betingelserne for dets ubegribelighed for netop at kunne forholde sig til denne, vores, uvidenhed. Ikke så snart man tror, at nu må han da være færdig med at sætte ord på spillet, vender han tilbage og forsøger at op-lyse det på ny. Han venter og vender tilbage. Og denne tålmodige venten er den poetiske tilgangs store gave. Som i denne bog hvor læseren på venstre side mødes af en lodret sanglinje (digt) over 108 sider og på højre side et essay, en filosofisk poetik, også 108 sider. Hele bogen en skulptur i tiden. En forlagsmæssig genistreg.

I midten …

Ved at tage ophold i midten, viser han os, med sine lydfølsomme ord, og sit eksempel, at vi (mennesket) ikke længere selv er centrum for det som sker, det skabende, underet, den usynlige kanal mellem det lille og det store. Ulrich flytter fokus fra mennesket til bolden og væren. Og dog. For på en måde er det hverken mennesket, bolden eller væren der er fokus og centrum, men begivenheden selv, det, at noget sker. At noget bliver til. For indeni det som sker, er der på én gang noget som unddrager sig, som giver plads, som åbner sig. Umærkelige forvandlinger. En kinesisk livsanskuelse, måske. At tingene hvert øjeblik ændrer sig. Det som er så svært for os i vesten at fatte. Meget er på spil, i spillet. Faktisk livet selv, det at vi bliver til sammen med det, som sker med os. Denne lytten til verden i spillet er også emnet for Jørgen Leths film om Ulrich Motion Picture (1969). Når verden her bliver større, er det fordi, ikke jeg tænker, men verden tænker i mig. Vi er opmærksomme med hele vores krop. Opmærksomme fordi vi træder tilbage fra det vi ved, vores bemægtigelse, besiddelse … og lytter på ny. Vi kommer i det Ulrich kalder «kropsopmærksomhed… som er hjælpsom, varsom, fredsom, spilsom». Vi opdager at vi deler noget, som verden vil med os.

At ankomme til livet

Livet er en uendelig strøm, men den skabende forvandling handler ikke om bare at gribe de mange muligheder (den store fadæse i dag), men det allersværeste, at ankomme til spillet, til begivenheden, at gøre sig modtagelig for det som sker med os. Derfor denne tilbageholdende, diskret, evig kredsen omkring en afgrund, om mørket, i livet, i begivenheden, det, vi ikke forstår. Derfor må en bog der handler om spillet og forvandlingen også handle om vanskeligheden ved netop at kommunikere dette, derfor gentagelsen, derfor en bog om forholdet mellem sproget og livet. Fordi det som sker også er det forsvindende …

En kosmopolitik

Ulrich tilhører en generation med Asger Jorn og andre der efter 2. Verdenskrig gjorde livet til et eksperiment, hvor man går på opdagelse uden at vide hvad man søger. Den franske filosof Gilles Deleuze (én af Ulrichs store inspirationer i bogen) sagde at det vanskelige for mennesket er at bekræfte livet. Det kræver nemlig mod, nysgerrighed og en receptiv opmærksomhed. Det er langt nemmere at betragte livet som noget farligt, frygtsomt, som man skal beskytte sig i mod, som konkurrence- og kontrolpræget og derfor noget man skal bemestre.

Ulrich er gået den anden vej væk fra denne vinder-taber-mentalitet der ødelægger livet på jorden, for i stedet at give os et sprog for det levende og underfulde. En ny tænkning på tværs af alle retninger. En kosmopolitik. Han griber os uden at gribe bolden!

Kommentarer