Tidligt i det 21. århundrede var det for første gang i historien flere demokratier i verden end autoritære stater. Ifølge eksperterne havde i alt 98 lande frie regeringer, mens andre 80 fortsat kunne defineres som diktaturer. Selvfølgelig er der tale om glidende overgange, og sikkert også forskellige måde at definere begreberne på, men tallene syntes at give mening. Ny informationsteknologi, globalisering og stigende velstand hjalp udviklingen i den rigtige retning, og man begyndte ligefrem at tale om diktatorer som en uddøende art.
Så kom imidlertid tilbageslaget. Den dramatiske finanskrise sendte verdensøkonomien i tovene, og det underminerede de demokratiske styreformer. I 2019 kunne man således kun optælle 87 demokratier, mens de autoritært styrede lande nu talte 92.
Man kan ikke tvinge den kreative klasse til at være kreativ. Det har indskrænket diktatorens muligheder for at øve tvang.
Opgørelsen er hentet hos Sergei Guriev, der er professor i økonomi ved Science Po i Paris, og Daniel Treisman, professor i statskundskab ved University of California, der nu har skrevet en bog, hvor de tager hånd om fænomenet. Det er nemlig nemt at betragte de autoritære lederes genkomst som noget konjunkturbestemt, og dermed også noget, der vil gå i sig selv igen, så snart økonomien atter kommer på fode. Men dette er en farlig forenkling. De to forskeres virkelige forklaring er, at det 21. århundrede har bibragt os en hel ny type diktatoriske ledere, som adskiller sig markant fra det 20. århundredes.
Faktisk kendetegnes de ved at gå i den stik modsatte retning, hvilket nok gør dem mindre synlige, så ved således at opstille modeller og en slags typologi, giver bogen os et værktøj til at forstå dem – og heriblandt hvad med rette kunne kalde mysteriet Vladimir Putin.
Fra frygt til spin
Da den tidligere KGB-mand i marts 2000 blev valgt til præsidentposten i Rusland, påstod han at respektere demokratiets principper. Men Putin begyndte straks at centralisere statsmagten, hvilket umiddelbart kunne virke logisk nok efter Ruslands turbulente tider i 1990’erne, men det standsede ikke derved. Han gik videre, blandt andet ved at bringe medierne under stram kontrol, og da han i 2011 svarede på folkelige protester med masseanholdelser og yderligere stramninger, trådte han for alvor i karakter som autoritær leder.
Men han gjorde det markant anderledes end Sovjetunionens Josef Stalin, der står som en af det 20. århundredes mest brutale diktatorer med millioner af menneskeliv i sit blodige spor. For mens Stalin byggede sin magt på frygt, har Putin samlet magten hos sig ved snilde og bedrag. Han er en moderne autokrat, eller en såkaldt spin-diktator.
Forskerne påpeger en række metoder. En tilsyneladende fri presse, som dækker over ren propaganda, er en af dem. Hertil kommer jævnlige valghandlinger, som er rent spil for galleriet, men som skal give indtryk af demokratiske tilstande, tilsat åbne grænser og frihed for borgerne til at rejse hvorhen de vil. Og det vigtigste er nok, at man skal undgå voldelig undertrykkelse af oppositionen, eller i det mindste gøre det diskret.
Det er dog ikke ensbetydende med at spin-diktatorer er pacifister. Borgerkrige eller etniske oprør kan være yderst blodige. Ruslands anden krig i Tjetjenien kostede titusinder af menneskeliv – men når en etnisk gruppe kan forbindes med terrorisme, kan lederen høste yderligere popularitet ved at bekrige den. Dette er mere eller mindre, hvad Putin foretager sig i forhold til Ukraine, når han betegner den politiske ledelse som nazistisk. Det er rent spin med dramatiske følger.
Putin er dog ikke spor unik. Han bruger samme metoder som en række andre autoritære ledere, og det er nok mest nærliggende at sammenligne ham med Ungarns leder, Viktor Orbán, og Venezuelas nu afdøde præsident, Hugo Chávez. Naturligvis er der også masser af forskelle på de tre, men til fælles har, at de har hentet masser af inspiration fra Singapore.
Dér oplevede man i september 1956 en række studenterprotester, som blev nedkæmpet med hård hånd. Men ved valget i 1959 kom en ny leder, der forstod, hvordan det skulle gøres. Lee Kuan Yew skabte Singapores økonomiske mirakel, ledsaget af stram politisk kontrol. Det er den drejebog, Putin fulgte mange år senere. I 1989, hvor han stadig sad ved magten, udtrykte han således sin store forfærdelse over de kinesiske myndigheders fremfærd mod demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads – ikke så meget fordi han opponerede mod den kinesiske holdning, men fordi han fandt det tåbeligt at udstille sig selv på den måde overfor resten af verden.
At give samtykke til illusionen
Forfatterne peger på tre afgørende faktorer, som udgør den farlige moderniseringscocktail. Vi er gået fra det industrielle til det postindustrielle samfund, økonomi og information er blevet globaliseret, og den liberale verdensorden er kommet til. Dette er en tendens som for alvor har taget fart efter afslutningen på den kolde krig.
Det har været en almindelig antagelse, at denne proces nærmest automatisk ville føre til demokratiske tilstande, men sådan er det ikke nødvendigvis. I virkeligheden stiller dette nemlig den klassiske diktator i et dilemma. For med udviklingen har arbejdsmarkedet også ændret sig. Manuelle fabriksjobs bliver automatiseret, og den såkaldte kreative klasse bliver større. Dette er alt fra computerprogrammører og akademikere til journalister, en gruppe som i USA i 2015 omfattede 52 mio. mennesker, eller en tredjedel af arbejdsstyrken. Noget tilsvarende er sket andre steder, og det har indskrænket diktatorens muligheder for at øve tvang. Tidligere kunne Stalin eller Mao skabe øget produktion ved at tvinge folk ud i markerne, men man kan ikke tvinge den kreative klasse til at være kreativ.
Det er alt dette, som slår igennem i disse år og en spin-diktator som Vladimir Putin har ikke tøvet med at benytte sig af lejligheden. Som bogen formulerer det, søgte lederne i kommunismens tid at skabe en illusion om samtykke, hvilket kom til udtryk ved de bombastiske 1. maj-parader og rituelle valghandlinger, hvorimod Putin gennem mere end tyve år ved magten har fået et stort antal russere til at give samtykke til illusionen. Men da påpeger de to forskere også, at denne illusion nemt kan briste på et tidspunkt, og hvis det sker ligger der en fare for at selv den mest polerede spin-diktator søger til sine forgængeres brutale og blodige midler for at fastholde magten. Det kan være den forvandling, Putin undergår for tiden.
