Mot menneskelighetens horisonter

Den deltakende dokumentarfilmgenrens gest hvor kameraet gis til den andre, er bare en ny måte å installere og bekrefte dominansforhold på, lyder Pooja Rangans kritikk av dokumentarismens «humanitære impuls». 

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

Immediations. The Humanitarian Impulse in Documentary

Pooja Ranga

Duke University Press

USA

Det er en «farefuld vej» Pooja Rangan har bevæget sig ud på, konstaterer hun selv i bogen Immediations, der er en kritisk analyse af dokumentarfilmens «humanitære impuls». Og det er det vel. Kritik af nogen der mener det godt, bliver sjældent venligt modtaget. Ikke desto mindre har Rangan formuleret en overbevisende og tankevækkende kritik af en tradition der forsøger at give marginaliserede og undertrykte en stemme – for gennem stemmen kan de gøre krav på deres menneskelighed.

Når progressive dokumentarister i forrige århundrede skildrede «den anden» og dennes uretfærdige vilkår, for derigennem at anråbe beskuerens sympati, lå der et iboende – og ofte kolonialt – magtforhold i selve repræsentationen. Det problem har nutidens deltagende dokumentarfilmgenre forsøgt at løse ved at give kameraet til den anden. Men det rykker i praksis ikke ret meget, lyder Rangans påstand: «Jeg anser repræsentationen af menneskeligheden hos den lidende anden og invitationen til at disse kan repræsentere sig selv som to sider af samme misforståede problematik,» skriver filmamanuensen. Grundproblemet ved begge tilgange er ifølge Rangan at de søger at fremkalde den andens menneskelighed ud fra allerede fastlagte forestillinger om hvad menneskelighed overhovedet er. I den forstand er disse progressive dokumentaristiske genrer med til at udøve den magt der ligger i at regulere hvad der tæller og ikke tæller som menneskeligt.

Pseudodeltagelse

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”1,2,4,5,7,8,9,10,11,12,13,14,17″ ihc_mb_template=”1″ ]
Pooja Ranga

Hun laver læsninger af fire film indenfor genren deltagende dokumentar, der på hver sin måde genspiller samme scene: Den anden bringes ud af junglen og menneskeliggøres ved at få et kamera i hånden. En af disse film er Born into Brothels (2004) om børn af sexarbejdende mødre i Indien, der af instruktøren bliver tilbudt en levevej via projektet Kids with Cameras. Den film læser Rangan i sammenhæng med hvad hun kalder dens forgængere: Filmiske repræsentationer af «vilde børn» (særligt Truffauts «based on a true story»-film The Wild Child, om forsøg på at kultivere et barn der tilsyneladende er vokset op blandt dyr i skoven) og tidlige eksperimenter med etnografisk filmproduktion. Rangan kalder Born into Brothels «pseudodeltagende dokumentar», der ved at placere kameraet i børnenes hænder hævder at kunne vise verden gennem deres øjne. I stedet bliver de forvandlet til producenter af «humanitære varer» – både i form af dokumentarfilmen om dem, og de billeder af deres livsverden som de sælger. 

De deltagende dokumentarfilm har ifølge Rangan ofte det til fælles at de forsøger at etablere en følelse af akuthed. Der må handles nu, nærmest før vi kan nå at tænke. Analysemulighederne lukkes ned, og det der kunne være et politisk anliggende – for eksempel naturkatastrofers sociale slagside, ekstrem fattigdom, børnearbejde – bliver forvandlet til genstand for humanitær intervention. Dokumentaristen og beskueren er, også når kameraet er i hænderne på den anden, den der kan iværksætte redningsaktionen og blive den glade giver af den andens menneskelighed.

Utenfor menneskelighetens rammer

Pooja Rangan har sat sig for at finde måder hvorpå den handling at give kameraet til den anden kan indløse sit radikale potentiale – «også selvom dette indebærer at give slip på det menneskelige, eller i hvert fald på hvad vi tror det menneskelige er». Det kræver for det første at opmærksomheden flyttes, eller i hvert fald udvides, fra hvad der sker i mødet mellem beskuer og billede til hvad der sker i mødet mellem filmskaber og medie. Altså ikke kun hvad der kommer efter billedet, men også hvad der kommer før, skriver Rangan og spørger: «Hvilken besked bliver sendt til samfundets andre når de bliver bedt om at dokumentere sig selv og gøre krav på deres menneskelighed?» 

At rykke den humanitære impuls ud af dokumentarfilmen indebærer også at det ikke er nok at give den umælende en stemme, som klicheen lyder. I stedet skal der gøres plads til de talehandlinger som måske forekommer umiddelbart uforståelige, og som «kræver af publikum at de tager springet ud i det ukendte». 

Rangan ønsker at bidrage til en mediepraksis og -analyseform som i stedet for at ville (be)vise den andens menneskelighed i genkendelige former, retter sig mod det der ikke kan defineres indenfor rammerne af hvad der er menneskeligt. En sådan tilgang vil, mener hun, åbne horisonten for hvad menneskelighed overhovedet kan være.

Hendes bud på en alternativ praksis – der blandt andet indebærer at «overgive sig» til tilfældet – er måske mindre overbevisende (eller i hvert fald mindre indlysende operationaliserbart) end hendes kritiske analyser. De svider til gengæld og bør vække eftertanke hos alle der vil det gode med deres kamera og med den anden.[/ihc-hide-content]

Kommentarer
DEL