Mot menneskelighetens horisonter

Den deltakende dokumentarfilmgenrens gest hvor kameraet gis til den andre, er bare en ny måte å installere og bekrefte dominansforhold på, lyder Pooja Rangans kritikk av dokumentarismens «humanitære impuls». 

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

Immediations. The Humanitarian Impulse in Documentary

Pooja Ranga

Duke University Press

USA

Det er en «farefuld vej» Pooja Rangan har bevæget sig ud på, konstaterer hun selv i bogen Immediations, der er en kritisk analyse af dokumentarfilmens «humanitære impuls». Og det er det vel. Kritik af nogen der mener det godt, bliver sjældent venligt modtaget. Ikke desto mindre har Rangan formuleret en overbevisende og tankevækkende kritik af en tradition der forsøger at give marginaliserede og undertrykte en stemme – for gennem stemmen kan de gøre krav på deres menneskelighed.

Når progressive dokumentarister i forrige århundrede skildrede «den anden» og dennes uretfærdige vilkår, for derigennem at anråbe beskuerens sympati, lå der et iboende – og ofte kolonialt – magtforhold i selve repræsentationen. Det problem har nutidens deltagende dokumentarfilmgenre forsøgt at løse ved at give kameraet til den anden. Men det rykker i praksis ikke ret meget, lyder Rangans påstand: «Jeg anser repræsentationen af menneskeligheden hos den lidende anden og invitationen til at disse kan repræsentere sig selv som to sider af samme misforståede problematik,» skriver filmamanuensen. Grundproblemet ved begge tilgange er ifølge Rangan at de søger at fremkalde den andens menneskelighed ud fra allerede fastlagte forestillinger om hvad menneskelighed overhovedet er. I den forstand er disse progressive dokumentaristiske genrer med til at udøve den magt der ligger i at regulere hvad der tæller og ikke tæller som menneskeligt.

Pseudodeltagelse

Pooja Ranga

Hun laver læsninger af fire film indenfor genren deltagende dokumentar, der på hver sin måde genspiller samme scene: Den anden bringes ud af junglen og menneskeliggøres ved at få et kamera i hånden. En af disse film er Born into Brothels (2004) om børn af sexarbejdende mødre i Indien, der af instruktøren bliver tilbudt en levevej via projektet Kids with Cameras. Den film læser Rangan i sammenhæng med hvad hun kalder dens forgængere: Filmiske repræsentationer af «vilde børn» (særligt Truffauts «based on a true story»-film The Wild Child, om forsøg på at kultivere et barn der tilsyneladende er vokset op blandt dyr i skoven) og tidlige eksperimenter med etnografisk filmproduktion. Rangan kalder Born into Brothels «pseudodeltagende dokumentar», der ved at placere kameraet i børnenes hænder hævder at kunne vise verden gennem deres øjne. I stedet bliver de forvandlet til producenter af «humanitære varer» – både i form af dokumentarfilmen om dem, og de billeder af deres livsverden som de sælger. 

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.