Mot menneskelighetens horisonter


Den deltakende dokumentarfilmgenrens gest hvor kameraet gis til den andre, er bare en ny måte å installere og bekrefte dominansforhold på, lyder Pooja Rangans kritikk av dokumentarismens «humanitære impuls». 

Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 2018-08-01
Immediations. The Humanitarian Impulse in Documentary
Forfatter: Pooja Ranga
Forlag: Duke University Press, USA

Det er en «farefuld vej» Pooja Rangan har bevæget sig ud på, konstaterer hun selv i bogen Immediations, der er en kritisk analyse af dokumentarfilmens «humanitære impuls». Og det er det vel. Kritik af nogen der mener det godt, bliver sjældent venligt modtaget. Ikke desto mindre har Rangan formuleret en overbevisende og tankevækkende kritik af en tradition der forsøger at give marginaliserede og undertrykte en stemme – for gennem stemmen kan de gøre krav på deres menneskelighed.

Når progressive dokumentarister i forrige århundrede skildrede «den anden» og dennes uretfærdige vilkår, for derigennem at anråbe beskuerens sympati, lå der et iboende – og ofte kolonialt – magtforhold i selve repræsentationen. Det problem har nutidens deltagende dokumentarfilmgenre forsøgt at løse ved at give kameraet til den anden. Men det rykker i praksis ikke ret meget, lyder Rangans påstand: «Jeg anser repræsentationen af menneskeligheden hos den lidende anden og …


Kjære leser. Du må være abonnent (69kr/mnd) for å lese flere artikler i dag. Kom evt. tilbake i morgen, eller logg inn om du har abonnement.


Close
Logg inn


Abonnement kr 195 kvartal