Misjoneringen slår tilbake

Pinsekirkelige, karismatiske trossamfund vokser hastigt frem over hele verden, særligt i Sydøstasien. De rejser også med arbejdsmigranterne til Europa.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 03.12.2018

Pentecostal Megachurches in Southeast Asia. Negotiating Class, Consumption and the Nation

Terence Chong (red.)

Iseas Publishing

Singapore

For 18 år siden opstod et nyt trossamfund i Danmark: en lokal afdeling af den filippinske megakirke Jesus is Lord. Den blev grundlagt i slutningen af 1970’erne af den tidligere kommunistiske anti-Marcos-aktivist Eddie Villanueva, nu kendt som «Broder Eddie». Fra en lille bibelstudiekreds på et universitet i Manila har Jesus is Lord nu millioner af tilhængere i mindst 55 lande, herunder både Danmark, Norge og Sverige. Nu kalder kirkesamfundet sig Jesus is Lord Church Worldwide (JILCW) – og har efter hvert oprettet egne tv-kanaler og eget pladeselskab (Musikatha).

Tro og relevans

Mens mange slike pinsebevægelser med «fremgang-teologi» (bestemt ikke at forveksle med befrielsesteologi) tiltrækker den lavere middelklasse og opefter, henvender JILCW sig eks-plicit til fattige arbejdere, ikke mindst migrantarbejdere. I Danmark består menigheden især af au pairs og er af samme grund kvindedomineret, også i præstegerningen.

Ved at tage særdeles konkret afsæt i midlertidige migranters materielle, sociale og følelsesmæssige situation, lykkes JIL-Denmark også med at konvertere unge der var katolikker da de forlod Filippinerne. Menigheden er således – på samme måde som moderkirken i Manila – vokset fra en lille bibelstudiekreds (oprettet af et filippinsk søskendepar i starten af 2000’erne) til en flere hundrede personer stor bevægelse med ugentlige «worships» to steder i københavnsområdet og bibelstudiekredse over det meste af det velhavende Nordsjælland, hvor koncentrationen af au pairs er højest.

Når migranternes opholdstilladelse udløber, rejser de ofte videre og tager Kristus Herren med sig. Således har også Norge fået en afdeling af Jesus is Lord, lidt mindre enn den danske, og de norske bibelskoler har uddannet adskillige præster til trossamfundet, der – ligesom flere andre kristenkarismatiske bevægelser – er kendt for en decentral, fleksibel, selvlært og til omstændighederne tilpasset teologisk uddannelsestradition.

Troens etnografi

JIL-Denmarks opkomst og dynamik har jeg blandt andet beskrevet i bogen Profes-sion: Filippiner – Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier (Tiderne Skifter, 2013). I en ny antologi er Jesus is Lord en af de «full gospel»-bevægelser der bliver undersøgt som religiøst, socialt og politisk fænomen. Pentecostal Megachurches in Southeast Asia kortlægger tilblivelses- og væksthistorien bag sådanne «megakirker», som de kaldes: vækkelseskristne bevægelser der evner at samle enorme mængder af mennesker til alt fra gudstjeneste (i denne tradition kaldet «worship») over koncerter til politiske rallies.

Flere af megakirkerne har nordamerikansk udspring, men ikke alle. JILCW er for eksempel «filip-pinsk-nationalistisk» i sin grundidé, og uanset hvad, er den pinsekirkelige tradition kendt for sin evne til lokal kontekstualisering – både i teologisk budskab og social praksis. Dette er en af årsagerne til at det er den hastigst voksende religionsform i mange af de lande der tidligere har været koloniseret. Folk kan selv tage ejerskab over Herrens ord og over den praksis der tjener som forbindelsesled mellem det guddommelige og det enkelte menneske såvel som kollektivet.

De ikke-frelste sjæles økonomi

Som redaktør Terence Chong skriver i forordet til Pentecostal Megachurches in Southeast Asia, har den globale pinsekirkelige bevægelse spredt sig via vestlige missionærer, somme tider gennem kolonialisme, men den har hægtet sig fast «i kraft af sin på én gang lokalkontekstualiserende («indigenizing») og transnationale natur», og nu går missionen ikke sjældent den anden vej.

Hvor transnational den katolske kirke end er, er den i sin grundform institutionelt forankret med stærkt centraliserede dogmer, ligesom mange af de ældre protestantiske menigheder er det. De karismatiske pinsekirker kan derimod indrettes på præcis de måder der giver mening i den givne materielle virkelighed. Dette skyldes blandt andet at relationen til Kristus først og fremmest forstås som personlig. At den enkelte troende indgår et kærlighedsfællesskab med Kristus, og at Bibelens fortællinger skal fortolkes ind i hverdagens udfordringer, bliver taget meget bogstaveligt i de karismatiskkristne menigheder.

Dette forhold afspejles også i for eksempel teksterne til de religiøse popsange, som indtager en central rolle i megakirkerne. Som Terence Chong skriver om to af Singapores karismatiske megakirker, Faith Community Baptist Church og City Harvest Church, bruges popkultur «snedigt» til at sprede Herrens budskab: Lederne af disse trossamfund «opfatter popkulturen – netop i kraft af dens sekulære natur – som et afgørende redskab til at trænge ind i ikke-frelste sjæles økonomi».

Religionens kompleksitet

Redaktør og initiativtager til antologien Terence Chong er sociolog ved Yusof Ishak Institute i Singapore og specialiseret i kristendom i Sydøstasien. De bidragsydere han har inviteret til at belyse Sydøstasiens megakirker, spænder over discipliner som politologi, udviklingsstudier, medievidenskab, teologi og marketing. Ingen discipliner er overflødige når et socialt, kulturelt, religiøst og politisk komplekst fænomen som denne type megakirker skal undersøges.

Desværre bliver disse trossamfunds migrante karakter – herunder the mission strikes back-aspektet – lidt stedmoderligt behandlet i flere af kapitlerne. Ikke desto mindre tilbyder antologien nye horisonter til både frelste og ikke-frelste sjæle der ønsker at blive klogere på sine medmenneskers søgen efter meningen med det hele – og på hvordan formerne for denne søgen er betinget af de forskellige materielle virkeligheder vi bevæger os i.

Kommentarer