Bestill vårutgaven med varslerbilaget her

Mercedes uden motor

DONALD TRUMPS: «Deal of the Century» kan i værste fald ende med at blive en fremkaldervædske for de oprindelige konfliktpotentialer imellem palæstinensere og israelere.

Den plan for fred i Mellemøsten, der i slutningen af januar måned i år blev præsenteret ved en pressekonference i Det Hvide Hus i Washington af præsident Donald Trump og den nyligt genvalgte israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, men uden deltagelse af repræsentanter fra den palæstinensiske lejr, synes at kunne blive et politisk trumfkort midt i en krise for begge toppolitikere.

Den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas har på forhånd afvist fredsaftalen og kaldt den «den endelige fase af Balfour-deklarationen», det britiske regeringsdokument fra 1917, der for første gang offentligt plæderede for oprettelsen af en jødisk stat. Det er en karakteristik, som måske ikke er helt forkert, idet ordene «Jewish State» for første gang siden 1947 nævnes i den 181-sider lange plan, som også består i en økonomisk vision for området.

Måske er det netop årsagen til, at Israels nyligt genvalgte premierminister, Benjamin Netanyahu, ser planen som opfyldelsen af Israels drøm. I det 72. år for Israels oprettelse befinder Netanyahu – og Israel – sig ved et afgørende vendepunkt. Efter det israelske valg til Knesset i marts i år, det tredje i løbet af et år, står den israelske premierminister i den situation, at hans højreorienterede blok i Knesset ikke har flertal – der mangler to mandater. Men den 20. april om aftenen forkyndtes det, at Benny Gantz fra de Blå-Hvide og Netanyahus fløj gik sammen i anledning af den nationale nødsituation, Israel befinder sig i på grund af corona-krisen. Gantz kaldte det «et offer for nationen». Iagttagere udtaler at initiativet vil være til størst fordel for Netanyahu, hvis anklage for korruption kommer for retten sidst i maj.

Trumps fredsplan kunne blive det projekt, der redder Netanyahu, den tidligere militærmand, arkitektuddannede og ambassadørs politiske fremtid og får alle de israelere, der ønsker en permanent sikring af Staten Israels grænser, til at slutte op om ham. Ikke mindst de omkring 300.000, der ikke plejer at gå til valgurnerne.

En uløselig opgave?

- annonse -

Palæstina-fredsplanens «fader» er Trumps jødiske svigersøn, Jared Kushner, som ifølge en artikel i The Guardian sidste år via analyseinstituttet Cambridge Analytica havde stor andel i Trumps valg til præsident i 2016. Kushner er igennem tre år fløjet rundt i Mellemøsten for at forberede den såkaldte Peace to Prosperity-plan. Trump kalder i daglig tiltale Kushner for «min søn». Han tilregner den 39-årige ejendomsudvikler og investor, som efter det dyreste ejendomskøb i Manhattans historie har kontor i nummer 666 på Fifth Avenue i New York City, næsten ubegrænsede forhandlings-evner.

Men spørgsmålet er, om Jared Kushner og hans team står over for en uløselig opgave. Det er området omkring Jordan-dalen, Vestbredden og Øst-Jerusalem, som i årenes løb har været det afgørende konfliktpunkt med hensyn til at skabe fred imellem israelere og palæstinensere. Trump-administrationen er i sin plan nu imidlertid gået et skridt videre – måske den væsentligste årsag til, at Benjamin Netanyahu kalder Trump den bedste ven, Israel nogen sinde har haft blandt amerikanske præsidenter.

Flere af verdens ledende aviser giver udtryk for, at The Deal of the Century kan risikere at ende som «The Bluff of the Century».

Ud af 8,7 millioner indbyggere i selve Israel, er der næsten 2 millioner palæstinensere, der dels arbejder i Israel, dels pendler til landet fra Vestbredden. En del af dem er ansat hos israelske bønder i den frugtbare Jordan-dal, blandt andet med den produktion af dadler – der hører til verdens fineste og primært finder sted med henblik på eksport. Alle palæstinensere, som arbejder i israelske bosætterområder, er i besiddelse af passer-sedler, der sikrer at deres navne ikke står i de israelske sikkerhedsstyrkers lister over mistænkte for illegal virksomhed. Mange har ikke speciel interesse i politik, men ønsker at kunne forsørge deres familier, og de håber på at opnå det blå israelske pas, som giver dem adgang til det israelske socialsystem.

Men det er langt fra alle steder, det israelske overherredømme i regionen accepteres lige så uforbeholdent. Det får ekstremisme og had til at blomstre på begge sider. Problemerne er størst der, hvor palæstinensiske autonomiområder grænser op til de bosættelser, som i dag bebos af op imod 600.000 israelere.

Bosættelserne blev i december 2016 erklæret ulovlige af FN, fordi territoriet tilhører palæstinenserne, men skiftende israelske regeringer har med økonomiske incitamenter opmuntret til dem, blandt andet ved at konfiskere jord fra palæstinensiske landsbyer. Trumps & Kushners fredsplan kræver dog en 4-årig fastfrysning af den israelske bosættervirksomhed.

De sårbare grænseområder

Israel besatte Gaza-striben, Vestbredden og Øst-Jerusalem under 6-dagskrigen i 1967 for at sikre sin eksistens. Samlet set er det den længste og mest omfattende okkupation i moderne tid. Israel anerkender imidlertid ikke betegnelsen okkupation, men opfatter området som et ingenmandsland, ingen har gjort retmæssige krav på, og påståer at det i årtusinder har tilhørt det jødiske folk.

I årenes løb har landet imidlertid rømmet omkring 88 procent af de besatte områder. Efter at Israel i 2005 trak sine tropper ud af Gaza, hvor 99 procent af indbyggerne er arabere, blev det i stigende grad udsat for raketangreb fra Hamas-partisaner stationeret i området. Det har ændret mange israeleres politiske opfattelse og fået dem til at slutte op om Netanyahu.

Benny Gantz fra de Blå-Hvide og Netanyahus fløj gik sammen i anledning af den nationale
nødsituation.

De færreste bosættere på Vestbredden er religiøse fanatikere, men holder fast i vigtigheden af at sikre Israels grænse, og de er en magtfaktor i regionen, fordi de sikrer israelsk indflydelse i netop de sårbare grænseområder.

Især kontrollen af Jordan-dalen øst for Vestbredden anses for avgørende for Israels sikkerhed, fordi man her vil kunne smugle våben, raketter og terrorister ind til palæstinensiske enklaver på Vestbredden. Af samme grund har Israelsk politik i løbet af de sidste 50 år primært tilgodeset bosætternes ønsker. Da Barack Obamas udenrigsminister, John Kerry i 2014 forsøgte sig som fredsforhandler, informerede han palæstinenserne om, at Israel ville deltage i kontrollen af en palæstinensisk østgrænse. Repræsentanter for den palæstinensiske side afviste dette kategorisk.

Oslo-aftalerne

Peace to Prosperity-planen fastsætter grænserne for en palæstinensisk stat, der er meget tæt på de grænser, som Yitzak Rabin lavede aftale om i Oslo i 1993 og 1995 – en aftale som imidlertid aldrig er blevet ratificeret af palæstinensernes repræsentanter.

Endvidere er det en af betingelserne i fredsaftalen, at palæstinenserne ikke insisterer på en gennemførelse af den FN-resolution 194 fra 1948, som lover omkring 7 millioner palæstinensere lov til at vende tilbage til deres hjemland.

Ledende røster blandt både palæstinensere og israelere og flere af verdens ledende aviser giver udtryk for, at The Deal of the Century kan risikere at ende som «The Bluff of the Century». I december 2017 anerkendte Trump således Jerusalem som Israels hovedstad, og handlingen foranledigede FN til at indkalde til hastemøde, hvis fordømmelse af Trumps beslutning imidlertid blev nedstemt af USA, der som eneste land blandt 14 nedlagde veto.

Fredsplanens forestilling om Øst-Jerusalem som på en gang hovedstaden i en palæstinensisk statsdannelse og kravet om «et udelt Jerusalem som hovedstad i Staten Israel» virker som en ambivalent tankegang med et uheldsvangert konfliktpotentiale. Måske ligesom problemstillingen selv?

David Elhajani, repræsentant for bosætter-rådet, Jescha, der taler for israeleres interesser i hele det besatte område, sammenligner fredsplanen med at forære palæstinenserne nøglerne til en Mercedes. Der er bare det, at bilen ingen motor har. Palæstinenserne vil aldrig gå med til en stat, hvor vigtige palæstinensiske autonomiområder, blandt andet Øst-Jerusalem, som de betragter som deres hovedstad, er bragt under israelsk suverænitet, mener han. På den anden side vil Israel aldrig anerkende en palæstinensisk stat midt i israelsk territorium.

Trump, en forløber og budbringer á la Johannes Døberen, der ind til videre har råbt i en ørken af uforstand?

Måske er det årsagen til, at da Netanyahu efter planens præsentation i januar sandsynligvis med blikket rettet mod det kommende valg og delvist opmuntret af Trump selv begejstret viste intentioner om at bringe udvidelsen af Israels souverænitet for det israelske parlament, trak Jared Kushner følehornene til sig og advarede ham om at gå enegang.

Det kan pludselig være gået op for Kushner, at sandsynligheden for en bred israelsk anerkendelse af en palæstinensisk stat er minimal. Desuden kan Kushners venner i Saudi Arabien og De Arabiske Emirater have udvist skepsis i forhold til planens manglende indrømmelser over for palæstinenserne.

To-stats-løsningen

Paradoksalt nok kan det blive det internationale princip om en tostats-løsning på konflikten i Palæstina, som på grund af områdets komplicerede kulturelle sammensætning er næsten prædestineret til at udløse grænsestridigheder og kan ende med at gøre den amerikanske fredsplan umulig at gennemføre. I 2016 stillede Trump sig åben over for udformningen af den karakter, statsdannelsen skal have i en fredsplan for området, men to år efter havde han pludselig gjort tostats-løsningen til en betingelse.

Alligevel er der politisk opbakning til den amerikanske plan i Israel. Også deltager i koalitionen, Benny Gantz, der ind til oktober 2021 vil besætte posten som forsvarsminister, tror på The Deal of the Century og talte inden valget om, at så snart det var overstået, ville man begynde at sætte den i værk.

Et trumf-kort for Trump?

Trump-administrationens plan for fred i Mellemøsten kan ende med at blive et prestigeprojekt ikke alene for Israels egne politikere – men for en amerikansk præsident, der står over for at få brug for sin maniske tiltro til egne evner i en sandsynlig 2. præsidentperiode. Lige siden Harry S. Truman efter 2. verdenskrig foreslog en deling af Palæstina med 47 procent til palæstinenserne og 53 procent til Israel, har en fredsplan for Mellemøsten været et sådant prestigeprojekt for amerikanske præsidenter.

I den læsværdige Donald Trump: The Making of a World View samler de to britiske universitetsuddannede historikere, Brendan Simms og Charlie Laderman presse-udtalelser og interviews af Trump, siden han i begyndelsen af 1980´erne første gang fremkom med politiske synspunkter. Her kan man læse, at han i en samtale med den venstre-liberale britiske avis, The Observer, engang i firserne erklærede, at hvis han nogensinde skulle blive præsident, så ville han prioritere løsningen af konflikten i Mellemøsten højt. Med sin sædvanlige tro på egne evner, mener Trump, at han er manden til at gennemføre den, fordi alt kan gøres, hvis man har talent for det, som han sagde dengang.

Da fredsplanen blev lanceret i januar stod Donald Trump selv foran en rigsretsag, som han imidlertid frikendtes for blot en uge efter. Valget til efteråret står mellem Trump og Joe Biden, og spørgsmålet er om ikke førstnævntes protektionistiske politik i tider med diverse frygt-scenarier på sigt vil styrke hans chancer.

Donald J. Trump har næppe afsluttet det, han blev præsident for, og som blandt andet får tusinder af såkaldt kristne new-evangelicals i USA til at se ham som en slags Messias. 80 procent af denne stærkt højreorienterede vælgerskare, herunder udenrigsminister Mike Pompeo, ser Trump som en mulig ny «Dronning Ester», der skal frelse Israel fra dets fjender, og Trump er afhængig af dem for at blive genvalgt.

Selv opfatter Trump sig hellere end Messias, som en forløber og budbringer á la Johannes Døberen, der ind til videre har råbt i en ørken af uforstand. Med den kommende fredsplan synes han endelig at have udsigt til at blive hørt. The Deal of the Century kan paradoksalt nok blive det afgørende udenrigspolitiske kort for denne indenrigspolitisk indstillede præsident med henblik på et genvalg til en 2. embedsperiode.

Men hvem – og hvad – er han budbringer af?

Journalistikk / «Stinkjournalistikk» mot varslereProfessor Gisle Selnes skriver at Harald Stanghelles kronikk i Aftenposten 23. februar 2020 «ser ut som en støtteerklæring, [men] ligger som en ramme rundt det forterpede angrepet på Assange». Han har rett. Men har Aftenposten alltid hatt dette forholdet til varslere, som for eksempel i tilfellet Edward Snowden?
Om Assange, tortur og straffNils Melzer, FNs spesialrapportør om tortur og annen grusom, umenneskelig eller nedverdigende behandling og straff, sier følgende om Assange:
Med ryggrad og etisk kompass intaktVARSLING Vi trenger en mediekultur og et samfunn bygget på etterrettelighet og sannhet. Det har vi ikke i dag.
Gimmick / Theory of the Gimmick (av Sianne Ngai)Sianne Ngai er én af sin generations mest originale marxistiske kulturteoretikere. Men hun synes opsat på at trække æstetikken ned i sølet.
Samlivsbrudd / Les ruptures conjugales en Afrique subsaharienne musulmane (av Alhassane A. Najoum)Det er dyrt å gifte seg i Niger selv om brudeprisen varierer, og ved skilsmisse plikter kvinner å betale brudeprisen tilbake.
Etikk / Hvilke etiske prinsipper ligger bak de første vaksinestikk?Bak myndighetenes vaksineringsstrategi råder et etisk kaos.
Kronikk / Norge på Europa-toppen i nasjonalisme?Vi hører stadig at Norge er verdens beste land, men det er ikke nødvendigvis slik det oppleves for det store flertallet av nordmenn og folk som flytter hit.
Filosofi / Disobey! A Philosophy of Resistance (av Frédéric Gros) Hvorfor, hvor, når og hvor lenge er vi lydige?
Mytologier / The Celestial Hunter (av Roberto Calasso)I Calassos fjorten essays befinner vi oss gjerne mellom myte og vitenskap.
Kina / Die lautlose Eroberung. Wie China westliche Demokratien unterwandert und die Welt neu ordnet (av Clive Hamilton og Mareike Ohlberg)At Kina under Xi Jinping har utviklet seg i autokratisk retning, er kjent. Forfatterne viser hvordan effekten har spredt seg i verden for øvrig.
Nawal el-saadawi / Nawal El-Saadawi – in memorandumEn samtale om frihet, ytringsfrihet, demokrati og eliter i Egypt.
Nekrolog / Til minne om Nawal El-SaadawiKompromissløst talte hun makten midt imot. Nå er hun gått bort, 89 år gammel. Forfatteren, legen og feministen Nawal El-Saadawi skrev for NY TID fra juni 2009.
- Advertisement -

Du vil kanskje også likeRelaterte
Anbefalte