Mennesket er som blomsten

FREMTIDEN: Vi lever i en ny tidsalder, hvor den kunstige intelligens udvikler sig på egen hånd og bliver vores redning, ikke vor død. Det sker først lidt senere.

Fast bidragsyter til NY TID.
Novacene – The Coming of Age of Hyperintelligence
Forfatter: James Lovelock
Forlag: Allen Lane (Storbritannien)

FREMTIDEN: Vi lever i en ny tidsalder, hvor den kunstige intelligens udvikler sig på egen hånd og bliver vores redning, ikke vor død. Det sker først lidt senere.

(Obs. Artikkelen er maskin-oversatt fra norsk av Gtranslate)

I disse uger ruller endnu et kapitel i den efterhånden uendelige Terminator-filmsaga over biograflærredet. Og nok engang har vi at gøre med en forestilling om cyborgs, der minder om os mennesker – men blot er os overlegne hvad angår styrke, hastighed og overlevelsesevne.

Men hvad om vi droppede disse cyborg-klicheer og i stedet forestillede os et væsen, der slet ikke er antropomorft. Et væsen som måske har form som en dråbe, en sfære eller en mikroorganisme. Dette væsen vil iagttage os og tænke om os på samme måde, som vi iagttager og tænker om blomsten.

Det store skridt er allerede taget

Det er den slags tanker, James Lovelock gør sig i bogen Novacene Bogen er noget så sjældent som et dybt visionært værk. Titlen henviser til den tidsalder, som Lovelock mener, at vi står på tærsklen af, ja, måske netop er gået ind i. Før den novacæne tid havde vi den antropocæne tidsalder, en tid kendetegnet ved menneskets evne til at påvirke planetens økosystem. Den novacæne tidsalder er en tid, hvor teknologien vokser ud af vores kontrol og hvor kunstig intelligens får evnen til at raffinere og videreudvikle sig selv og dermed for alvor blive et selvstændigt væsen.

I 1970’erne fremsatte Lovelock Gaiateorien.

Vi har allerede set eksempler på det, påpeger Lovelock, og nævner Googles computerprogram AlphaGo som et sigende eksempel. Tilbage i 2015 vandt programmet over et menneske i spillet Go, der er langt mere kompliceret end eksempelvist skak. Og i modsætning til IBM’s Deep Blu-computer, der besejrede Kasparov i skak tilbage i 1990’erne, så var AlphaGo ikke skabt ved at maskinen blev fodret med en masse data, som det så navigerede ud fra. I stedet kombinerede AlphaGo to systemer: dels menneskelige input i form af data og dels ved at udvikle evnen til at lære spillet på egen hånd undervejs. Sidstnævnte er det revolutionerende, argumenterer Lovelock, for det betyder, at den kunstige intelligens nu er nået et stadie, hvor intuition, autonomi og læringsevne bliver egenskaber, den kunstige intelligens besidder. Og når man så kobler dette med en håndtering af information der er tusindvis gange hurtigere end den menneskelige hjerne, så har vi udsigt til kunstig intelligens, der er os langt overlegen. Så har vi kunstig intelligens, der vil anskue os, som vi betragter blomsten.

Lovelock mener ikke vi bør frygte disse væsener – men tværtimod glæde os over deres eksistens. For de vil hjælpe os med at holde planeten beboelig længere end ellers. Men på et tidspunkt vil de nok ikke skulle bruge os længere. Vores uddøen er uundgåelig, men om det sker af naturmæssige konsekvenser eller om vi udryddes af disse kunstige intelligenser, svarer Lovelock ikke entydigt på. Men uddør gør vi.

Fra filmen Terminator: Dark Fate
Fra filmen Terminator: Dark Fate

Fantast eller visionær?

Hvem er da denne fantast og futurist, Lovelock? Han er såmænd en 100-årig englænder, der netop har udgivet endnu en bog. Han er også videnskabsmand og nærmest at betragte som renæssancemenneske med ekspertise udi både kemi, fysik, medicin, filosofi og geologi. I 1970’erne fremsatte Lovelock Gaia-teorien, der indebærer forestillingen om Jorden som et selvregulerende system, der bestandig søger at skabe ideelle livsbetingelser.

I Novacene virker det til, at Lovelock træder en anelse væk fra teorien om det selvregulerende, i al fald forstået som en sikkerhed for, at det hele nok skal gå og bestå, all den tid planeten jo alligevel regulerer sig selv.

Intuition, autonomi og læringsevne bliver egenskaber, den kunstige intelligens besidder.

Lovelock bruger en del af værket på at plædere for, at vi bør sætte alle kræfter ind på at modarbejde temperaturstigningen på planeten. At vi dropper de mange ressourcer på at lede efter liv i rummet, da han mener, alt tyder på, at vi er alene i universet. Lovelock er derimod varm fortaler for brugen af atomkraft og mener ligefrem, at vores modstand mod at anvende denne er det mest tydelige eksempel på grænserne for vor intelligens.

Kampen mod temperaturstigningen kan dog ikke vindes ved atomkraft alene. Her må de kunstige intelligenser træde til. Hovedessensen i Lovelocks nye værk er derfor, at den naturlige evolution, der har skabt mennesket, men også ført til et menneske, der bedriver rovdrift og dermed destruerer Gaias selvregulerende evne. De bør nu erstattes af en maskinel evolution, der vil lade de kunstige intelligenser udvikle sig på egen hånd og tage over, hvor vi ikke længere kan være med.

Et sjældent værk

Til trods for at bogen lider en anelse under for mange gentagelser og en lidt rodet redigering, er det en fornøjelse at læse et værk, der gør sig så store tanker. Og det er slående hvor sjældent dens slags bøger faktisk ser dagens lys. Måske fordi store tanker ofte er lette mål for spån og latterliggørelse. Indimellem kan man da heller ikke undlade at gruble, måske trække på smilebåndet, tøve. Man kommer i tvivl om hvad der mon er realistisk, og hvad der vitterligt virker som en fantasi uden rødder og ren spekulation. Men netop det er en af attraktionerne ved bogen. Det gør den søgende, essayistisk og anderledes.

Noget jeg boksede med undervejs, var om det også er en naturlig udvikling, når den ikke længere er organisk? Og om det naturlige partout er det gode. Lovelock giver ikke entydige svar på den slags. Han spekulerer og grubler videre.

Abonnement kr 195 kvartal