På Berkeley: Høyrefløyen om ytringfriheten

Berkeley-universitetet er igjen skueplass i diskusjonen om ytringsfrihet. Men denne gang er det høyrefløyen som leder an.

Steffen Moestrup

Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Omtrent ti mennesker sidder i en dagligstue i San Francisco. De spiser pizza og drikker vand, enkelte en øl eller et glas vin. Hvis det ikke var for samtalen, der er centreret omkring teoretisk tunge tekster, skulle man tro at det var begyndelsen til en fest. Det som foregår er imidlertid en del af undervisningen på Universitetet i Berkeley, hvor jeg for tiden befinder mig. Og grunden til at vi opholder os i et hus i San Francisco og ikke på campus i Berkeley, har sit udspring et par uger tilbage. Højrefløjen har nok en gang meldt sin ankomst til byen, og ikke mindst til universitetet. Det er sket gentagne gange i det forgangne år, og ofte med voldsomme reaktioner til følge. Da højrefløjskommentatoren Milo Yiannopoulos skulle have gæstet campus i februar, fulgte en jævn strøm af større moddemonstrationer, og materielle skader for nærmere en million kroner, hvorefter besøget blev aflyst med kort varsel og præsident Trump truede med at skære i Berkeleys offentlige støtte. Denne gang har højrefløjen proklameret hele fire dage med taler i forbindelse med den såkaldte Free Speech Week, hvor ytringsfriheden ikke blot skal fejres, men dens rammer testes, ifølge The Berkeley Patriot, der står bag de annoncerede protester. Mange sejl er sat til for at undgå uroligheder denne gang. Alene det enorme politiopbud koster omkring seks millioner kroner. Men kan man sætte en beløbsgrænse på ytringsfriheden?

Et spesielt sted. Hvorfor er der så meget på spil? Her skal vi længere tilbage i historien for at finde de centrale årsager. I midten af 1960’erne blev Berkeley stedet hvor mange af årtiets kampe for rettigheder, øget lighed og ikke mindst retten til at ytre sig blev forenet i bevægelsen Free Speech Movement. På den centrale plads Sproul Plaza holdt aktivisten Mario Savio en tale hvor han lagde vægt på at de studerende ikke længere blot skulle være brikker i et stort maskineri, men komme til orde og have lov til at udføre politiske aktiviteter på campus. Efter flere dages kampe mod politiet og et utal af arrestationer, fik aktivisterne mere eller mindre gennemført det de havde sat sig for. Det frie ord blev vitterligt sat fri.

Går man en tur rundt på campus anno 2017, mærker man hurtigt at dette sted fortsat svøber sig i ytringsfrihedens klæder. Mange steder er der fotografier fra Free Speech-bevægelsens vigtigste kampe. Markante citater florerer. Stedets ånd er fortsat rodfæstet i den kritiske tænkning og dét at bestandig stille spørgsmål ved autoriteter og de vedtagne sandheder.

Netop derfor er det noget ganske særligt når højrefløjen ankommer for at ytre sig. Højresiden har med Berkeley valgt et ekstremt symbolsk sted at udfolde deres opinion på, og samtidig problematisere om stedet nu også giver rum til alle former for stemmer. De rammer præcist ind i det paradoks som er blevet helt centralt for Berkeley-universitetet: Skal man fastholde den grænseløse ytringsfrihed, hvor alle grupperinger får lov at ytre sig, uanset hvor mange millioner det koster i sikkerhedsudgifter og hvor mange studerende og ansatte der måtte føle sig intimiderede? Eller skal man selektere i hvilke grupper der får lov at anvende Berkeley som talens platform og dermed blive anklaget for kun at fremme venstreorienteret tankegods?

Med Berkeley har høyresiden valgt et ekstremt symbolsk sted å uttrykke sin mening på, og samtidig problematisere om stedet gir rom for alle typer stemmer.

Betjenter og helikoptere. Den officielle linje fra universitetet er klar. Den nyligt valgte rektor Carol Christ udtrykte for nylig: «Den frie tale har vital betydning for vores demokrati. Når man først censurerer andre, er man også på vej til selv at blive censureret. Derfor er ikke løsningen at forbyde nogle taler, men derimod at give alle taletid og så tale imod.» Langtfra alle er enige i den udmelding. Og nu er vi langt om længe tilbage i dagligstuen i San Francisco. For grunden til at undervisningen foregår her, er at min professor har boykottet campus og rykket sin lektion ind i private gemakker. Det sker både fordi hun er uenig med den officielle holdning, men også for at beskytte sine studerende. Et væld af undervisere, studenter og ansatte er enige og har underskrevet en protestskrivelse. De ønsker at Berkeley skal følge andre offentlige universiteter såsom Florida, Michigan State, Louisiana og Penn State, der har forbudt visse dele af højrefløjen i at anvende campus som platform for hadefuld tale.

Dermed er to fraktioner opstået på campus: på den ene side de som ønsker at universitetet skal tage klar afstand fra den radikale højrefløj og forbyde visse stemmer at ytre sig. Denne fraktion ønsker ikke at se det de kalder en «militarisering af campus», hvor kampklædte betjente bliver en del af det daglige skue og hvor helikoptere jævnligt cirkulerer i luften for at følge med. Berkeley er i deres øjne blevet taget som gidsel i en kunstig kamp om ytringsfrihed. Kunstig fordi de mener at det slet ikke handler om ytringsfrihed, men derimod om ekstreme højrekræfter der ønsker vold og dæmonisering af marginaliserede grupper på grund af race, etnicitet og seksuel orientering.

Mange mener det slett ikke handler om ytringsfrihet, men om et ekstremhøyre som ønsker vold og demonisering av marginaliserte grupper.

Den anden fraktion på campus problematiserer dette syn. Som en professor udtrykker det: «Jeg kan se at de studerende som læner mod højre, ikke føler at de er velkomne her på Berkeley, og derfor tyr de til ekstremer og inviterer talere der er langt mere rabiate end de selv er.»

Splittet samfunn. Kløften mellem de to synes gradvist at tiltage, og Berkeley er dermed også et markant eksempel på den splittelse som det amerikanske samfund befinder sig i. Højrefløjens annoncerede Free Speech-uge blev i øvrigt nærmest aflyst. Kun få talere mødte op, og blot et par håndfulde tilhørere her og der. Dermed blev det omtalen af begivenheden mer end begivenheden i sig selv der blev det centrale, men spekulationer og gisninger var nok til at sætte sindene i kog – og nok til at sende hundredvis af politibetjente på gaden og helikoptere i luften. I de dage var den altfavnende lyd i Berkeley de roterende blade fra en overvågningshelikopter.

---
DEL