Forleden var jeg til en litterær salon i mit nærområde. En lokal digter, Mads Mygind, læste op og talte undervejs heriblandt om poesi. En af hans pointer eller erfaringer velsagtens var, at poesi er en type tekst, man blot kan gå på opdagelse i, lade sig opsluge af, læse efter behag – i modsætning til romanen, som han oplevede som en mere vanskeligt tilgængelig tekst. I romanen skal man lade sig overbevise af en verden og nogle karakterer og et plot, som et andet menneske har fundet på. Man skal forholde sig til den ene ensartede side tekst efter den anden. Det er tungt, mente Mygind.
Den lever og ånder, mens man læser den.
Den pointe ihukommer jeg under læsning af skotske Margaret Taits noter om film og poesi, der netop er . . .
Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement (69kr)
