Forleden var jeg til en litterær salon i mit nærområde. En lokal digter, Mads Mygind, læste op og talte undervejs heriblandt om poesi. En af hans pointer eller erfaringer velsagtens var, at poesi er en type tekst, man blot kan gå på opdagelse i, lade sig opsluge af, læse efter behag – i modsætning til romanen, som han oplevede som en mere vanskeligt tilgængelig tekst. I romanen skal man lade sig overbevise af en verden og nogle karakterer og et plot, som et andet menneske har fundet på. Man skal forholde sig til den ene ensartede side tekst efter den anden. Det er tungt, mente Mygind.
Den lever og ånder, mens man læser den.
Den pointe ihukommer jeg under læsning af skotske Margaret Taits noter om film og poesi, der netop er udkommet på dansk. Taits tekst er en tankestrøm. Den lever og ånder, mens man læser den. Hun skriver om skriften og levende billeder. Om poesi og forskellige typer film. Indimellem synes hun at sige det samme som Mygind, blot om filmen. At fiktionsfilmen, den lange spillefilm, kan virke som en roman – tung, lang, maskinel, og som noget man skal lade sig overbevise af. Overfor dette står eksperimentalfilmen – den er som poesien: luftig, åben, man kan dykke ned i den og blot svømme rundt. Man skal ikke finde rundt i et plot eller lade sig overbevise af en handling og nogle karakterer, som nogen har fundet på. Man kan blot være i det.
Farver, rytme, musikalitet og rækkefølge
Tait har mange gode pointer. De er korte, men vægtige. De er som strøtanker, der dukker op, mens man læser. Flere af de trykte ord stammer fra samtaler og har således været talte ord, før de kom i bogform. Måske er det derfor, teksten virker så levende.
Nogle af de mest inspirerende tanker i bogen kredser om klipningen. Film er jo levende billeder, levende i den forstand at de bevæger sig, men også levende i den forstand at de sættes sammen. Noget kommer før noget andet. Noget sættes efter. Derved skabes en bevægelse. Det er i denne sammensætning, denne formgivning, at filmens bevægelighed bliver skabt. Tait skriver eksempelvist: «Denne films klipning er næsten udelukkende sket efter farver, næsten aldrig (hvis nogensinde) efter handling. Eller jo, måske efter handling – eller bevægelse – som en bevægelse i sig selv. Så den er på en måde meget abstrakt.»
Hvordan en stamme kan være falmet, tør og porøs, mens en anden stamme på et træ just ved siden af kan være fugtig, mørk og bastant.
Som eksemplet viser, tænker teksten i takt med, at den bliver til. Det er essayistisk skrift. Og det sætter i sig selv tanker i gang. På den måde er teksten også bevægelighed og sætter en bevægelse i gang. Tænk sig, film er jo så meget mere end plot og karakterer. Det er farver, rytme, musikalitet, rækkefølge. Det er sammenhænge, nedslag, nedbrud og associationer. Helhed og fragment. Den slags er godt at minde sig om i en filmverden, hvor sequels og prequels synes at optage det meste.
Kunstnerens basale brædstof
Hvem er da denne Tait? Jeg kendte hende ikke, men hun har skabt en lind strøm af film, mere end 30 stykker. Nogle er svære at lokalisere, men nettet rummer nu det meste. Tjek eksempelvist Aerial (1974) på YouTube og se blot hvor vinden blæser, bladene vitrer, greben graver, hundene gør, fuglene dør, dråberne drypper, børnene leger, den gamle dame fejer.
Oprindelig læge var hun, og ja i bogen skriver hun faktisk et sted, at hun ikke kan forestille sig, at man kan være kunstner uden at have læst medicin først. Jeg har stadig ikke helt regnet ud, hvad hun mener med det, men hun er i al fald bekendt med anatomi, lidelse, sygdom og død samt ikke mindst håb, helbredelse og virketrang. Måske er det kunstnerens basale brændstof, hun henter derfra.
På stedet med kameraet
Et andet tankevækkende nedslag: Tait beskriver en morgen, hvor hun er optaget af at skabe stop motion-billeder. En eksponering i minuttet laver hun. Og indimellem gør hun andre ting. Spiser morgenmad, laver en eksponering, rydder morgenmad væk, laver en eksponering, læser et brev, laver en eksponering, åbner avisen, laver en eksponering. Filmens tid bliver verdens tid, livets tid. Samtidig opnår Tait en anden fornemmelse af tiden ved at iagttage optagelsen blive til ved brug af tid. Det er som om kameraet indfanger tiden, fordi det jo netop kræver tid at eksponere. Og så er det, Tait ihukommer et øjeblik som barn, hvor hun absolut ville se en kløver springe ud. Det lykkes ikke, men hendes ræsonnement dengang var, at hun ikke havde tålmodighed nok til at blive ved med at kigge. Ved at se i kameraet og se længe nok ville denne ambition måske lykkedes.
Jeg har det på samme måde med steder, som Tait lader til at have det med tid. Kameraet giver også en særlig opmærksomhed på stedet. En opmærksomhed, man ikke helt har på samme vis, hvis man blot færdes på stedet. For nylig lavede jeg en slags dokumentarisk film om den skov, der er tæt på mit hjem. Jeg er kommet der ofte gennem 20 år, men denne gang var det anderledes. Anderledes at være på stedet med kameraet. Jeg bemærkede detaljer, jeg ikke tidligere havde set. Hvordan stammernes tekstur egentlig er. Hvordan en stamme kan være falmet, tør og porøs, mens en anden stamme på et træ just ved siden af kan være fugtig, mørk og bastant. Hvordan vandpytten spejler trækronerne. Hvordan skovbunden lyder forskelligt afhængigt af hvor jeg går og hvilke slags skridt jeg tager. Før den filmoptagelse var skoven et verdens sted. Med optagelsen blev den også et kameraets sted, et filmens sted. Nu, når jeg færdes i skoven, er de to uadskillelige og udgør mit nye indtryk af stedet. Det er da magisk, er det ikke?
