En transformation af menneskeheden – intet mindre! Efter to imperialistiske krige, og derpå mere end et halvt århundredes genopbygning. I spændingsfeltet mellem to civilisationers konkurrence om at opnå hegemoni, står verden nu overfor en menneskelig revolution.
Ved indledningen til et nyt år har den økonomiske og politiske eliten hvert år siden 1971 valfartet til den lille schweiziske bjergby Davos for blandt andet at tage pejling på The State of the World og at identificere the golden opportunities. Som baggrund bruges den seneste Global Risk Report – udarbeidet til anledningen.
I spidsen for den organisation som hvert år trækker eliten til Davos, World Economic Forum (WEF), står Klaus Schwab. I bogen Den fjerde industrielle revolution (herefter FIR) beskriver han baggrunden for og indholdet i det han altså mener er en kommende transformation af menneskeheden.
Teknologiudviklingen. Kært barn har mange navne, og synonymt med FIR nævnes ofte «Industry 4.0», «Machine-to-machine» og «Internet of Things». Anvendelsen af dampmaskinen i England, stålfremstilling, elektricitet og de kemiske industrier i Tyskland og USA samt automatisering af produktionen ved hjælp af elektronik og IT-systemer har ført frem til FIR og dens teknologiske innovationer med brug af cyberfysiske systemer til håndtering af ny kompleksitet.
De internationale institutioner der etableredes efter den anden verdenskrig, med den efterfølgende nyliberalisme og finansielle 2008-krise, har tvunget nationerne ud i hidtil usete komplekse krise- og udviklingsscenarier, hvor FIR foregiver at skulle åbne døre ind til en ny verden med et nyt økonomisk opsving.
I Danmark – ifølge EU et digitalt foregangsland – er et Singularity University (som det eneste udenfor USA) under etablering, et disruptionsråd skal komme med anbefalinger vedrørende fremtidens arbejdsmarked og ingeniørerne har nedsat deres helt egen SI-RI-kommission (SIRI – Apples intelligente personlige assistent).
For konkurrencestaten og arbejdsmarkedet kræver opdaterede kompetencer. De uddannelsesmæssige kvalifikationer og faglige erfaringer der har været væsentlige på et givent tidspunkt, viser sig gerne at være værdiløse senere. Man kan i denne sammenhæng derfor hævde at personlig og organisatorisk fleksibilitet og konstant tilpasning vil være nøglen til overlevelse indenfor paradigmet.
Historiske ændringer. Vi er i disse år vidne til en række fundamentale omstillinger på tværs af alle brancher, med nye forretningsmodeller, nybrud og disruption i etablerede jobstrukturer og omformningen af produktions-, forbrugs-, transport- og distributionssystemerne, hedder det hos Klaus Schwab. Et paradigmeskifte er desuden under udvikling i den måde hvorpå vi arbejder og kommunikerer, samt hvordan vi udtrykker, oplyser og underholder os selv. Ja, myndighederne og institutionerne rives med i omfattende ændringer under indflydelse af den nye teknologi. Opsummerende: Ændringerne er historiske i deres størrelse, hastighed og omfang.
Samtidig med at Klaus Schwab udtrykker bekymring for hvorvidt der kan opnås en fælles forståelse for hvorledes «the people» vil involvere sig i revolutionen, så er WEF-lederen samtidig helt på det rene med, at «der i den menneskelige histories perspektiv aldrig har været en tid med større muligheder eller større potentielle farer». Ingen risici nævnt, ingen glemt?
Megatrends. Bogen om FIR redegør for de historiske forudsætninger og hvad der er de grundlæggende og systemiske ændringer – set fra WEF. Klaus Schwab oplister drivkræfterne bag FIR i fysiske megatrends (føreløse køretøjer, 3D-printere, avanceret robotteknologi og nye materialer) så vel som digitale (Internet of Things, måden at styre forsyningskæderne) og biologiske (syntetisk biologi, der rejser en række blandt andet etiske udfordringer).
Altsammen en fortælling, gengivet af en repræsentant for den økonomiske elite. Men hvor har vi den offentlige og folkelige debat om «revolutionen»? Er udviklingen uafvendelig? I det disruptionråd som den danske regering har nedsat og som inden udgangen af 2018 skal komme med anbefalinger til det fremtidige arbejdsmarked, er kulturen ikke repræsenteret. Skal menneskene i fremtiden være vedhæng til maskinerne, må man spørge?
Repaint the future. Den internationale sustainability-tænketanken Sustainia – med Erik Rasmussen som ledende profil – har efter syv års erfaring med at have fokus på de globale risici besluttet at tilbyde sustainable solutions til hele verden, det vil sige byer, virksomheder og communities.
Frykt vil kunne transformeres til tillit, risiki til muligheder, apati til empowerment, fremmedgjøring til inkludering, fragmentering til engasjerte fortellinger, post-truth til en ny opplysningstid.
Med FNs 17 verdensmål som bagtæppe har Sustainia hidtil samarbejdet med blandt andet UN Global Compact, DNV GL, C40 og IKEA for at finde de bærekraftige løsninger. Konferencer, blant andet med FNs generalsekretær, samt en række publikationer ligger nu til grund for Sustainias seneste udgivelse Repaint the Future – Your Guide to a Sustainable Tomorrow.
Med bogen ønsker Sustainia at genfortælle katastrofeberetningen i en ny fortælling der omfatter et 18. verdensmål, som med udgangspunkt i det enkelte individs omstilling skal vise hvorledes globale risici kan blive vendt «til forretningsmuligheder ved ændring af det tankesæt hvormed vi forstår udfordringerne». «Who wants to follow a pessimist?» spørger forfatteren.
Som resultat af en pågående læreproces vil ifølge Sustania frygt således kunne transformeres til tillid, risici til muligheder, apati til empowerment, fremmedgørelse til inklusion, fragmentering til engagerede fortællinger, post-truth til en ny oplysningstid, «bevidstløse» behov til forstandige behov, lineær innovation til eksponentiel innovation, profit for profit til profit for life – og endelig så vil rastløshed kunne transformeres til forpligtende samarbejde.
Sustainia anviser i det 18. mål ikke noget bottom-up-perspektiv for hvordan borgeren kan organisere sig i communities, men alene hvorledes borgeren kan bidrage som enkeltstående forbruger. Den enkelte borgers indsats for at etablere bæredygtige, resiliente lokalsamfund der samtidig folder sig ud inden for rammerne af en regenerativ kultur, for eksempel med tanke på biosfæren, ligger uden for Sustainias koncept. Singularity University med kunstig intelligens og machine learning skal understøtte en fortsat økonomisk vækst og naturligvis være humanity-centered, som det tilføjes i bogen.
Back to basic. Alle dage har der været klaget over den måde myndighederne forvalter samfundet på, uanset forvaltningsniveau. Det offentlige administreres «borgerfjernt», «usammenhængende» og «uøkonomisk», har kritikken lydt. Modbilledet hertil – den «moderniserede» forvaltning – er præget af en omfattende indførelse af informationsteknologi, præcision, hastighed, rentabilitet og borgernærheden hævdes garanteret. I dag bygger de fleste forvaltnings-reformer på et idealbillede med et sådant indhold.
Udviklingen i retning af den digitaliserede forvaltning har været i gang længe. Og naturligvis bør moderne teknik bidrage til at løse de omfattende opgaver en offentlig administration i dag stilles over for med betalingsprocesser, formularer og deres behandling, klageadgange med videre. Men udviklingen har også medført at forvaltningen mere og mere udgør et upersonligt apparat. Sagsbehandleren – som et menneske – anonymiseres og forsvinder ganske enkelt bag en facade af teknik. Hermed forsvinder også en genkendelig ansvarlighed.
Fortalerne for disse tendenser er overbeviste om at digitalisering er i borgernes interesse i højere grad end den kendte, traditionelle forvaltningspraksis. Sandt er det at «kunden» i mange henseender nyder godt af den offentlige forvaltnings opgaveløsning ved digitalisering. Herunder hører hurtig tilgængelig information om lovgivningen og de planer som måtte foreligge og afventer at blive foldet ud. Alligevel er det et spørgsmål i hvor høj grad digitaliseringen, som den har udviklet sig, er i borgerens interesse.
I årevis er en udvikling blevet fremmet hvor borgeren ikke længere behøver fysisk at henvende sig til den offentlige forvaltning. Henvendelse hertil sker kun i helt særlige tilfælde som ved pas- og kørekortudstedelse. På grund af personalemangel oplever «kunden» derimod nu ikke sjældent at svar via den digitale tjeneste udsættes i op til flere uger.
Lønsomt eller ei? Det er velkendt at udviklingen mod digitalisering indenfor denne offentlige administration ikke er kommet til verden efter ønsker hos borgeren, men er blevet til efter erhvervsøkonomiske kalkulationer, som kan være nyttige i erhvervslivet, men kun har begrænset anvendelighed ved offentlig forvaltning. Fortalerne har formået at overbevise politikerne og det offentlige embedsværk om at deres tekniske apparat og dets vedligehold ville medføre lavere omkostninger – at man derved først og fremmest ville kunne spare personale. Ingeniører og informationsteknikkere har vedholdende præsenteret alle apparatets fordele, men behovet for informationsteknik blev præsenteret uden at de samlede konsekvenserne ved indførelse i forvaltningsprocesserne på forhånd blev klarlagt. Besparelseskvoten blev blot skønsmæssigt vurderet – og den blev ikke så høj som forventet. Også teknikken medførte betydelige udgifter til anskaffelse, programmering, vedligeholdelse, indgriben ved uregelmæssigheder og uddannelse af personel – og ofte omkostninger ved mislykkedes dataprojekter for millioner. Hertil kommer de menneskelige konsekvenser: Med maskinernes indtog er personellet blevet marginaliseret med blandt andet stress og trauma til følge.
Det menneskelige. Et andet aspekt i forholdet mellem staten og borgerne er måske endnu mere betydningsfuldt: Maskinerne arbejder skematisk, efter algoritmer, som i stedet for kun at forholde sig til den enkeltstående sag forholder sig til helheden af tilfælde. Når det derfor drejer sig om en afgrænset sagsbehandling med retsbegreber eller udøvelse af skøn, så er den automatiske databehandling ikke til nogen hjælp. En sagsbehandler – med den relevante uddannelsesmæssige baggrund – kan ubesværet leve op til individuel sagsbehandling; hun er ved den retslige sagsbehandling af afvigelsen enhver maskine overlegen. Forvaltningens nye særdeles vanskelige opgaver – miljøbeskyttelse, samfundsmæssig tilsyn og kontrol, social bistand – vil heller ikke kunne løses med nok så raffinerede automatiserede beregninger. Kunstig intelligens kan ikke erstatte social kundskab og kompetence, idet teknisk funktionsformåen er den menneskelige tanke- og dømmekraft underlegen og også vil vedblive at være det.
Politikken der ligger til grund for den offentlige forvaltnings praksis skulle én gang for alle erkende at teknikken alene kun kan være hjælpemiddel og at det er vigtigere at tage hånd om et nødvendigt personel og sørge for dets uddannelse.
