Slumbeboere fordrives for at rumme boligkomplekser og golfklubber

På Filippinene fordrives fattige landsbyboere når luksuskvartaler udbygges til millioner av nyrige, tilbakevenden udenlandsarbeidere.
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 02.01.2019
Neoliberalizing Spaces in the Philippines. Suburbanization, Transnational Migration, and Dispossession Ateneo de Manila
Forfatter: Arnisson Andre Ortega
University Press, Filippinene

I 1973 forlod Josie Høgh sin barndoms landsby Ibayo, udenfor Filippinernes hovedstad Metro Manila, for at arbejde i København. Det var ikke planen da hun rejste ud, men hun endte med at slå sig ned i Danmark. I dag er kun én af hendes syv søskende tilbage. De andre er migreret til andre dele af landet eller til udlandet. Ibayo findes ikke mer: Landsbyen er blevet til kvarteret Santo Nino i et larmende og tæt befolket byområde omringet af en international lufthavn, kasinoer, megahoteller og megamalls.

For et par år siden opkøbte en privat investor den forhenværende landsbys sidste dambrug og hældte jord i. Nu er der bygget et stort boligkompleks, Arista Place, omgivet af høje mure og sikkerhedsvagter og eleveret over resten af kvarteret, som derfor er i akut fare for oversvømmelser når monsunregnen begynder.

Josie og Ibayos historie har jeg beskrevet i bogen Profession: Filippiner. Kvinder på arbejde i Danmark gennem fire årtier, der udkom i 2013. Nu har geografen Arnisson Andre Ortega undersøgt det byggeboom – en motor for «kapitalakkumulation og fordrivelse» – som raserer Filippinerne.

Moralsk gjenopplæring

Neoliberalizing Spaces in the Philippines. Suburbanization, Transnational Migration, and Disposession beskriver overgangen fra det autoritære Marcos-regime, der blev bragt til fald i 1986, og den nuværende neoliberale orden, der blev indvarslet med demokrati-ikonet Corazon «Cory» Aquino fra slutningen af 1980’erne.

«We Build the Filipino Dream,» lyder det fra bygherrer dertjener milliarder på at tusinder fordrives.

Udover arbejdsmigration – og hele den industri af rekruttering, træning, reintegreringsprogrammer og pengeoverførsler der udgør migrationens infrastruktur – er fast ejendom blevet en af de hurtigst voksende markeder i Filippinerne. Og de to økonomier er tæt forbundne, viser Ortega.

Imens bliver marginaliserede befolkningsgrupper systematisk fordrevet for at gøre plads til de indhegnede boligkomplekser, indkøbscentre og golfklubber der ikke mindst markedsføres til filippinere i udlandet.

Neoliberal ideologi

Da Ferdinand Marcos og hans autoritære socialdemokratisk inspirerede og eksportorienterede New Society-vision blev væltet af borgerne i den såkaldte EDSA-opstand i 1986, var jorden perfekt gødet for neoliberal ideologi og omstilling.

Den nye filippiner i det nye «frie» markedssamfund skulle, skriver Ortega, oplæres med slagordene sipag, tiyaga, pagnenegosyo: hårdt arbejde, udholdenhed og entreprenørskab. En ideel homo economicus som ville kunne trives i «et neoliberalt terræn, der fordrer individualisme, privatisering og markedsgørelse af hverdagslivet».

Denne «moralske genoplæring» af den filippinske befolkning har også resulteret i en kultur hvor de der ikke klarer sig, nådesløst bebrejdes for deres egen fattigdom. Det indebærer ifølge Ortega også retfærdiggørelse af byggeinvestorers fordrivelse af fattige fra byområderne.

«Hele befolkningsgrupper eksileres som overskydende,» skriver forfatteren, og det går især ud over jordløse bønder, slumbeboere og oprindelige befolkninger.

Tilbakevending og fordrivelse

Under Cory Aquino (1986–1992) blev der sat gang i jordreformer, der snarere end reel omfordeling lagde betingelserne til rette for jordspekulation og byggeboom – først af Special Economic Zones og anden økonomisk infrastruktur målrettet mod udenlandske investorer, og siden privatboliger. Efter et kort tilbageslag i kølvandet på den asiatiske krise i slutningen af årtiet tog byggeriet igen fart i midten af 2000’erne.

Det var på det tidspunkt at bygherrer systematisk begyndte at markedsføre nye boligkomplekser direkte til filippinerne i udlandet. Dels de såkaldte OFW’s – Overseas Filipino Workers – på korttidskontrakter, og dels OF’s – Overseas Filipinos – der bor permanent i udlandet, men ønsker enten at vende tilbage med pensionen, tjene penge på ejendomsinvesteringer eller tilkøbe en fast bolig som de kan anvende i ferier.

De jordreformer Cory Aquino havde sat i gang, var blevet omformet og omgået adskillige gange siden, ikke mindst ved at omregistrere jordbesiddelserne fra landbrug til andre formål, herunder byggespekulation. Det benyttede Aquino-klanen sig selv af. Deres 6 000 hektar store jordbesiddelse Hacienda Luisita blev omdannet til et børsnoteret selskab, hvor de bønder der arbejdede for haciendaen, på papiret blev aktieindehavere.

Der er skabt en kultur hvor de der ikke klarer sig, nådesløst bebrejdes for deres egen fattigdom.

Da Luisita-bønderne i en protest i 2004 alligevel insistererede på deres ret til jordejerskab, blev de beskudt og syv dræbt. Siden har Hacienda Luisita Incorporated indgået en række offentlig-private partnerskaber (PPP), som har været et andet slagord i Filippinerne de seneste årtier. Disse PPP-projekter omfatter blandt andet Luisita Golf and Country Club med tilhørende boligkompleks, hvor man kan «nyde livet i fredelige omgivelser» og sikkerhedsvagter nok skal sørge for at de jordløse bønder, der stadig kræver deres ret, ikke kan høres.

Den filippinske drømmen

I Josie Høghs forsvundne landsby koster den mindste enhed i Arista Place – dette «Asian tropical theme»-boligkompleks – 2,6 millioner peso (420 000 norske kroner). I et område hvor mindstelønnen netop er blevet hævet med storslåede 25 pesos (fire norske kroner), til i alt 537 pesos om dagen, skal man ikke være matematikgeni for at regne ud at ikke bliver Josies tilbageværende bror der kommer til at «opgradere sin livsstil». Det bliver heller ikke Josie – for Arista Place har udslettet det sidste fysiske minde om den landsby hun engang forlod. Til gengæld er andre OFW’s og OF’s flyttet ind.

«We Build the Filipino Dream,» lyder det fra bygherrer der tjener milliarder på at der hver dag er tusinder der rejser ud for at tjene penge, og måske en dag vender tilbage – hvorpå nogle andre så må fordrives. Enten til udlandet, eller længere ud i fattigdom og urban periferi.

Som Ortega skriver i Neoliberalizing Spaces in the Philippines: «Det aktuelle byggeboom hviler på et spinkelt grundlag i en usikker national økonomi og er intimt forbundet med tyveri fra jordløse filippinere, hvis drømme bliver knust.»

Kommentarer