Lykkeberg – «en demokratisk socialist»

EMNE: Hvordan skal vi forklare vore børn, at Trump – mod de allerfleste odds – blev præsident i USA?

Niels Johan Juhl-Nielsen
Juhl-Nielsen er bosatt i København.
Email: nielsjohan@gmail.com
Publisert: 02.05.2019
Vesten mod Vesten
Forfatter: Rune Lykkeberg
Informations Forlag, Danmark

Rune Lykkeberg, chefredaktør på det danske dagblad Information, deltog sammen med sin familie i det amerikanske præsidentvalg og rapporterede hjem fra slagets gang, men kunne ikke umiddelbart finde en forklaring. Han måtte efter præsidentvalget gå i tænkeboks og genoverveje situationen. Nu har han leveret en næsten 500 siders forklaring i bogen Vesten mod Vesten.

Guldalderen

Bogen er blevet til i en slags dialog med Lykkebergs samlever og deres to børn – hvor litteratur, musik og film som har haft betydning for de to generationer, har været inddraget som bidrag til etablering af et samlet billede af tidens økonomiske, politiske og kulturelle strømninger. Denne rammesætning om bogen er fascinerende og inspirerende og integrerer mange nye vinkler til belysning af vår tids udvikling.

«De politiske muligheder og virkemidler har aldrig været større», skriver Lykkeberg nu efter at være kommet sig over det chok, som valget af Trump medførte. Muligheder som Lykkeberg og hans generation ikke havde, er den globale offentlighed – en demokratisk kultur, der kan drage magthaverne til ansvar, teknologiske muligheder for at sprede viden og oplysning.

Det lykkedes terrorismen at få de vestlige samfund til at skade sig selv.

Lykkebergs greb om projektet indebærer at perioden fra Anden Verdenskrig inddeles i tre: «Guldalderen» (1945–75), «Reaktionen» (1975–2001) og så «Krisen» helt frem til i dag.

Afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor store dele af verden lå i ruiner, blev indledningen til, hvad Lykkeberg betegner som Guldalderen. Det kan synes at være en noget overfladisk og ahistorisk karakteristik fra en demokratisk socialist, som Lykkeberg kalder sig: USA havde stået uden for krigen og havde masser af overskud til at involvere sig verden over efterpå. USA intervenerede med Marshall-hjælpen, som indebar at landene skulle forpligte sig til at tilpasse deres økonomier efter en USA-strategi. USA var desuden hoveddesigner på et system af internationale institutioner, der ikke blot understøttede et imperativ om vedvarende økonomisk vækst, men også etablerede et globalt sikkerhedssystem med et stort antal amerikanske militærbaser – herunder en militær inddæmning af kommunistiske lande.

Under amerikanernes sikkerhedsparaply blev forebyggelse af krig en central mærkesag med betoning af en udbygning af demokratiet: «Opgøret med Vestens indre fjende, fascismen, åbnede for oprøret med Vesten som kolonimagt.» Dette er en grov forenkling uden blik for dynamikken i vekselvirkningen mellem kampe på forskellige kontinenter: mellem arbejderklassens kampe i de industrialiserede lande, de antibureaukratiske kampe i arbejderstaterne og de antikolonialistiske kampe i de såkaldte udviklingslande. Med 1968 som et klimaks og hvor en neokolonialisme blev en integreret del af den vestlige Washington-konsensus.

Selvskabte problemer

Guldalderen 1945–75 fremstår som de vestlige demokratiers forestilling om fremskridt. Her blev skabt en tiltro i befolkningerne til de politiske institutioner, og perioden er blevet en målestok for velstand, frihed og lighed, som ingen parlamenter og regeringer sidenhen har kunnet levere i samme doser.

For Reaktionen (1974–2001) er det karakteristisk, at Vesten her viser sig ikke at evne at leve op til de værdier og idealer, der blev skabt i perioden fra krigens afslutning og frem til 1975. Det er perioden for autoriteternes fald, med mange krisetegn, nyliberalismen, arbejdsløshed og samtidig Club of Romes forskning i «Grænser for Vækst».

LYKKEBERG. FOTO: SILLE VEILMARK

Krisen fra 2001 karakteriserer Lykkeberg som konfrontationen med selvskabte problemer. Heraf titlen Vesten mod Vesten. Det var de selvødelæggende svar de vestlige samfund gav på terrorangrebene. «Håbløse krige, opgør med retsprincipper, tab af moralsk og politisk autoritet i verden og intern politisk splittelse i Vesten var resultatet af 11. september.» Det var reaktionen på finanskrisen, som i 2008 førte til Tea Party-bevægelsen. Det var Irak-krigen som sammen med finanskrisen begge blev til politiske skandaler, som svækkede de politiske lederes autoritet og de politiske klassers legitimitet. Det lykkedes terrorismen at få de vestlige samfund til at skade sig selv.

Blind spots

Lykkeberg undviger at forholde sig til Empire-projektet, som har medført hele to imperialistiske verdenskrige. Ligeledes er det militære-industrielle kompleks – nu med droner og kunstig intelligens – helt ignoreret. Og at Kina ikke indtager nogen rolle i Lykkebergs analyse, viser, at han ikke er bekendt med indholdet i loven om den ujævne og kombinerede udvikling.

Blind spots som udgør vigtige elementer i et større billede og ikke mindst er vigtige til forståelse af at vi lever med livsstile som havde vi mere end denne ene planet til rådighed, og til forståelse af den omfattende store omstilling vi står overfor.

Vesten mod Vesten og Trumps rolle heri forbliver en underordnet problematik i forhold til «En civilisationsproces vendt mod civilisationen».

Lykkeberg insisterer på, at vi fastholder den institutionelle opbygning, men anbefaler samtidig at der findes strategier og metoder til omsætning af dagens protester til magtudøvelse. For Lykkeberg er opslutningen om svenske Greta Thunbergs demonstrationer en bekræftelse på at kampen skal føres inden for de eksisterende institutionelle rammer. Greta stiller op og kræver ansvarlig handlen af politikerne – tilsyneladende uden viden om og erfaringer fra arbejderbevægelsens og sociale bevægelsers kampe. Det samme gør «De gule veste» i Frankrig – her er ingen initiativer til mobiliseringer af en modmagt, som det eksempelvis skete under den russiske revolution.

En af bogens konklusioner er at Trump – og for den sags skyld Brexit – udgør en åbning af det politiske mulighedsrum. «Afsløring, forklaring, dannelse og oplysning bliver i det 21. århundrede til effektive, aktivistiske strategier», skriver Lykkeberg. Hertil skal vi benytte de eksisterende institutioner. Og tiden er inde til at drage magten til ansvar for dens gerninger. Som redaktør og forfatter har Lykkeberg dog ingen konkrete anbefalinger til en politisk orientering at videregive til unge som ældre. Læseren må nøjes med bemærkningen til fremtiden «Let’s keep it open!».