Loff og sirkus mens demokratiet dør

Nielsen er bosatt i København.

Fake News. Når virkeligheden taber

Vincent F. Hendricks og Mads Vestergård

Gyldendal

Danmark

Klimaforandringer, økonomisk ulighed, folkevandringer, befolkningstilvækst og tab af biodiversitet truer civilisationen. Men ifølge Global Risk Report 2017, udsendt i forbindelse med World Economic Forums møde i januar samme år, kan misinformation føje sig yderligere ind i rækken af de menneskeskabte risici, der kan true vores eksistens. Misinformation truer i første række med at underminere den demokratiske styreform.

Alternative facts. Hvor i verden finder vi de kræfter, der i tide kan mobiliseres til at vende udviklingen? Det spørgsmål toner frem efter læsningen af bogen Fake News. Når virkeligheden taber af filosofferne Vincent F. Hendricks og Mads Vestergaard. Når omfattende krige kan startes og præsidenten for verdens mægtigste stat kan vælges med baggrund i falske nyheder, så er den røde lampe tændt.

Desværre giver bogen ikke antydninger af et svar på, hvorledes vi kan vende udviklingen – men et bidrag kan måske findes i det forklaringsskelet, som forfatterne stiller op til forståelse af fake news-fænomenet.

Med valget af Trump til præsidentembetet i USA har en ny type af begivenheder i nyhedsstrømmen set verdens lys. Da Trumps rådgiver Kellyanne Conway op imod den uafviselige kendsgerning, at der var færre til Trumps indsættelse som præsident end til Obamas, kunne rådgiveren fastholde det modsatte under henvisning til, at der var tale om alternative facts.

Ligeledes kunne Trump afvise Parisaftalen om klimaet i en forståelsesramme, der har sit udgangspunkt i en påstand om, at de menneskeskabte klimaforandringer er et kinesisk fupnummer, der reelt dækker over en skummel plan om at undergrave USA’s konkurrenceevne.

De «alternative fakta», Trumps afvisning af klimaaftalen og en vedvarende strøm af tilsvarende statements nødvendiggør en kortlægning og bevidstgørelse af hvad der sker og ikke mindst, hvad en demokratisk indstillet verden må stille op med det.

Oppmerksomhet. Forfatterne Hendricks/Vestergaard har sat sig som opgave at beskrive, hvordan demokratiet kan ende i en postfaktuel tilstand. En sådan tilstand opstår i et demokrati, «når politisk opportune, men faktuelt misvisende narrativer erstatter kendsgerninger som grundlag for politisk debat, meningsdannelse og lovgivning». Misinformation i den digitale tidsalder vil kunne medføre, at vi yderligere vil blive afledt fra at se de bagvedliggende strukturelle betingelser, som misinformation trives under og dermed også blive afskåret fra den nødvendige indgriben.

Informasjon bombarderer oss fra alle kanter; man kan nesten kalle det en informasjons­forurensning.

Information bombarderer os i den digitale tidsalder fra alle kanter, så man måske ligefrem kan tale om en informationsforurening. Med en kamp om at positionere sig på verdensmarkedet – for nationer for såvel som for virksomheder – er der først og fremmest tale om at opnå opmærksomhed. Det er indgangen til vores bevidsthed og dermed også, hvad der optager os og hvordan vi orienterer os i livet, som borgere og som forbrugere. Hver især tvinges vi til en omfattende selektion i de enkeltstående informationer og i strømmen af mere sammenhængende meddelelser og budskaber. I området dominerer en opmærksomhedsøkonomi, hvor opmærksomhed udgør en knap ressource, som kan videresælges til marketings- og reklameformål.

Aviserne, der ikke som en selvfølge bestræber sig på at være sandhedssøgende, kæmper med oplagstal for at overleve. I det hele taget, så eksisterer der en kamp om læsernes opmærksomhed, der bevirker, at produktet slet ikke er avisen, men læserne, hvis opmærksomhed kunderne (annoncørerne) køber sig adgang til. Som med tv, Google og Facebook: Brugeren er ikke kunden, men produktet.

Også vælgernes opmærksomhed kan købes, lige som den information, der skal til for at påvirke dem i en ønsket retning. Barack Obama gjorde det i 2008, og Trump og Hillary Clinton gjorde det i 2016 forud for det amerikanske præsidentvalg.

Det firma, som Trump hyrede til at lede sin valgkampagne, Cambridge Analytica, benytter databaseret profilering og udarbejder psykologiske profiler (af brugere, vælgere, borgere) med henblik på præcisionsbombardementer. Verden har endnu ikke set enden på, hvad opmærksomheds- og dataøkonomien kan udvikles til med os mennesker som produkter (gennem manipulation af adfærd).

Mediernes rolle udfolder sig inden for en medielogiks rammer, som Hendricks/Vestergaard mener kan defineres inden for tre dimensioner afhængigt af medieinstitutioner, miljøer og marked: journalistiske idealer, kommercielle interesser og teknologiske betingelser.

Uinformert vs. misinformert. Med tv ændredes samfundskommunikationen radikalt. Medieteoretiker og -kritiker Neil Postman fastslog: «Underholdning er den overliggende ideologi for al diskurs på tv.» Og «godt tv» leverede Trump i sin valgkamp som spektakulær, konfliktsøgende og dramatisk.

Folk med markante ideologiske holdninger er også dem som har tendens til å ta mest faktuelt feil.

Internettet har budt på yderligere nye muligheder for opmærksomhedsøkonomien. Med borgerne som potentielle civiljournalister på online nyhedsplatforme og som bloggere har nyhedsdiversiteten dog ikke ændret sig. Det er fortsat nogle få store spillere, der lægger beslag på størstedelen af folks opmærksomhed. Mulighederne, for at komme til orde over for magthaverne eller for at få indflydelse på dagsordenen, er uændrede.

Trumps Twitter-konto har vist sig at være et effektivt instrument i opmærksomhedsøkonomien, dels for præsidentens budskaber, dels for at blokere for et mere substantielt indhold i den begrænsede opmærksomhedsøkonomi. Med signallovgivning og symbolpolitik kan der bedrives spekulation på opmærksomhedsmarkedet, hvad der forårsager politisk bobledannelse, hvorved forfatterne forstår en «kollektiv afvisning af virkeligheden».

Meget er vi, som borgere, ikke informeret om. Men der er forskel på at være uinformeret og at være misinformeret. Misinformation  handler om at afgørende momenter i en kontext er bagatelliseret, uteladt eller forvrængt. Er vi derimod desinformeret, så er der tale om, at budbringeren har været ude i en bevidst og intenderet misledning ud fra begvedliggende interesser og motiver. Forfatterne opererer med en skala over informationskvalitet, spændende fra «sande udsagn» til «fake news», hvor fake news «giver sig ud for at være journalistik og sandhedssøgning, mens målet reelt er et helt andet».

Stammekrig. At være konfronteret med kendsgerninger, vi ikke selv føler er rigtige (kognitiv dissonans), kan afføde, at vi bekvemt udvælger information og informationskilder, der matcher, hvad vi gerne vil høre (selektionsbias). Udvikles en holdning gennem selektionen, taler man om motiveret ræsonnering. Ikke overraskende viser undersøgelser, at folk med markante ideologiske holdninger også er dem, der har tendens til at tage mest faktuelt fejl. Men studier viser også, at det samtidig er disse personer, som er mest skråsikre og overbeviste om at have ret. Nu er vi fremme ved «stammetænkningen», hvor der tænkes i os-versus-dem. Og her finder vi de «blå løgne», som skal være stammen til gavn.

I denne spiral i påvirkning af opinionen er negative følelser (vrede og frygt) og positive følelser (ærefrygt og fascination) midler til at mobilisere til handling. Op imod eliten foregiver populismen her at repræsentere folkets sande vilje. I den verden lider du på grund af dem, og kritisk sans er slået over i konspiratorisk tænkning, hvor de alternative facts sluges råt som del af stammefortællingen.

Forfatterne afviser det faktuelle demokrati for at være et teknokrati og åbner op for en bred diskussion om, hvad vi stiller op med de postfaktuelle symptomer, som kan resultere i demokratiets forfald, når «magthaverne, som et fuldendt teknokrati, ikke stilles til regnskab. Selv ikke, hvis de afsløres i en direkte løgn».

---
DEL