Livsnødvendig teater

Teateret viser vår egen forvirring i en forvirret tid. Det gir en orienteringsmåte for eksistensen, mener filosofen Alain Badiou.

Alain Badiou
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Alain Badiou: In Praise of Theater. Polity Press, 2015

Badiou_1.indd22 februar 2016 lancerede den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis en ny demokratisk bevægelse for EU. Til denne lancering havde han bevidst valgt det berlinske teater Volksbühne som ramme. Han ville tale direkte til «folkets rum» fordi teaterscenen er et godt sted at søsætte en ny demokratisk idé. Måske havde han også valgt teatret fordi vi lever i en forvirret tid, og fordi noget helt nyt skal ske.  Om han har tænkt på den franske filosof Alain Badiou er ikke til at vide, men tanken er nærliggende. «Vores forvirrede tid er,» siger Badiou, «først og fremmest negativ – følelsen af at idéen er forsvundet.» En rodfæstet nihilisme der siger at vi kan klare os uden idéer, uden orientering og horisont, at det er nok at leve i nuet og dyrke vores forbrug og livsstile. I vores forvirring sidestiller vi idéer med en projektion af egne interesser, øjeblikkelig tilfredsstillelse og nydelse. Gennem den liberale konkurrenceidé om at jagte den konstante «nyhed» søger hver enkelt at udtrykke sin forvirring ved at klamre sig til denne cirkulation af varer. «Det er teatrets ansvar,» siger Badiou, «at vise forvirringen som forvirring.» Teatret «stiliserer og forstærker den indlysende kendsgerning at en forvirret verden er ubeboelig for menneskene. Teatret udstiller en fremmedgørelse af dem som ikke ser at verden har mistet sin vej, og ikke er et resultat af uheldige omstændigheder eller personlig inkompetence.» Teatret lader en uset mulighed komme til syne på scenen. Og denne mulighed er hverken ideologisk eller abstrakt – den udspringer fra subjektet selv, mennesket indlejret i denne forvirring. Teatret som læringsrum vil højne tilskuerens indsigt i sin egen forvirring. Det vil føde en idé – en orienteringsmåde for eksistensen. «Teatret er, når det finder sted, en fremvisning af denne idé: Vi ser kroppe og mennesker der taler og vi ser dem kæmpe med spørgsmålet om hvem de er og hvad de er i stand til.» Men det er kun ved at tage teatret som kunstart alvorligt at teatret kan gøre mennesekt til bærer af en historisk (frigørende) begivenhed.

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here