Landet er fullt!

Israelsk forsker bruker sitt eget land til å demonstrere hvordan folketallet kan løpe løpsk.

Tel Aviv
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Publisert dato: 02/07/2018

The Land Is Full. Addressing Overpopulation In Israel

Alon Tal

Yale University Press

USA

Israels første ministerpræsident David Ben Gurion brød sig ikke om smalltalk. Han gik altid direkte til sagen. Når han mødte en kvinde, var han således kendt for at spørge hende hvor mange børn hun havde. Sagde kvinden «tre», kom det prompte fra Ben Gurion: «Hvorfor ikke fire?»

Tettest i OECD

Dette var tilbage i 1950’erne. Den israelske befolkning havde lige rundet en million, og det blev betragtet som en sag af stor national betydning at få folketallet i vejret med alle midler. Filosofien bag dette var at kun med et komfortabelt befolkningsflertal kunne den jødiske stat gøre sig gældende og vinde respekt i regionen.

Denne tænkning er på mange måder intakt den dag i dag, og det ses på folketallet. Norge fylder nærmere 19 gange så meget på landkortet som Israel, hvor der i dag lever næsten 9 millioner mennesker. Det betyder at Israel sammen med Sydkorea er det tættest befolkede land i OECD, og det har den højeste befolkningstilvækst. Ifølge de mest dystre prognoser vil 36 millioner mennesker i 2050 skulle klemme sig ind på det samme stykke land.

Befolkningskapløb

The Land Is Full er titlen på en ny bog, hvor Alon Tal, der arbejder med demografi ved Universitetet i Tel Aviv, beskriver udviklingen og dens dystre konsekvenser. Og ikke mindst redegør han for hvordan det er kommet så vidt, og hvorfor israelerne stædigt fastholder denne katastrofekurs. De tidlige generationers tro på børnetallet er en vigtig faktor. Det gjaldt om at gøre sig gældende regionalt, og med til billedet hørte også en iboende trang til at kompensere for nazismens drab på 6 millioner jøder under Anden Verdenskrig. Der blev også lagt stor vægt på at Israel skulle fremstå som fristed for alverdens jøder. En stadig gældende lov betød at enhver jøde kunne blive statsborger med nærmest øjeblikkelig virkning. Men ydermere var der hvad man kom til at kende som «det demografiske kapløb». Børnetallet var nemlig også højt blandt palæstinenserne, så mange børn var en nødvendighed for at opfylde den zionistiske drøm om en stat med jødisk befolkningsflertal.

Da han var ung, var det forfatterens ambisjon å få seks barn – ett for hver million som omkom under holocaust.

Alt dette har overlevet. Og i de seneste årtier er der kommet endnu et element til, nemlig en voksende religiøsitet, som har kendetegnet udviklingen i hele Mellemøsten. Religiøse jøder efterlever blandt andet det bibelske bud om at blive mangfoldige, og det har ført til endnu større børneflokke, og dét ikke nødvendigvis i den produktive del af befolkningen. Hvor det for blot 25 år siden var almindeligt at en ultraortodoks familie havde 5–7 børn, ligger antalet i dag ofte på 10–12.

Udviklingen

Tal beskriver skråplanet ud fra den model hvor den amerikanske demograf Warren Simpson Thompson i 1929 beskrev den menneskelige udvikling som fire faser. Første fase dækker perioden fra landsbrugets opståen for mere end 10 000 år siden til det 18. århundrede. I al den tid satte mennesket mange børn i verden som en alderdomssikring, men befolkningstilvæksten var samtidig beskeden fordi dødeligheden var høj. De første tegn på anden fase så man i 1700-tallets Europa, hvor udbyttet af landbruget begyndte at vokse, ledsaget af industrialisering og urbanisering. Vaccinen gjorde også sit indtog, og mennesket fik forståelse for nytten af rent drikkevand og personlig hygiejne. Men man fik fortsat mange børn, for hvad det angår, er mennesket konservativt. Ifølge Alon Tal befinder lande som Nigeria, Jemen og Afghanistan sig heromkring i dag. I tredje fase begynder tilvæksten at aftage. Den forbedrede sundhedstilstand får folk til at indse at der nok skal være nogen til at tage sig af en, selvom man vælger kun at få et par børn, og pensionsordninger og sociale sikkerhedsnet øger trygheden. Endelig er der fjerde fase, som nok bedst kan beskrives som det højteknologiske samfund. Her kan man tillade sig at leve med faldende befolkningstal, fordi økonomien fortsætter med at vokse alligevel.

Forringet livskvalitet

Israel hænger stadig fast i en række forestillinger. Ben Gurion sidestillede kvinder der ikke fik børn, med militærnægtere, og så grelt opfattes det naturligvis ikke i dag. Men det er stadig noget af et tabu ikke at have børn.

Alt dette sætter sig. Morgentrafikken ind mod storbyen Tel Aviv er et daglig helvede af kødannelser. Om eftermiddagen, når arbejdsdagen er slut, gentager det sig i modgående retning. Samfundsøkonomien lider under al denne spildtid, og det går ud over den almindelige livskvalitet. Miljøet er også hårdt belastet af de mange menneskers gøren og laden.

Morgentrafikken inn mot Tel Aviv er et daglig helvete av kødannelser.

Forfatteren fortæller indigneret at han engang var med på vognen. Da han var ung, var det hans ambition at få seks børn – et for hver million der omkom under holocaust. Men i dag har han genvundet fatningen, og bogen er derfor lige dele grundforskning og partsindlæg i en vigtig debat. Han protesterer eksempelvis over at staten diskriminerer mod ham ved at betale forhøjet børnepengesats til store familier – eller «børnevelsignede familier», som det hedder på hebraisk.

Håb om fred

Det er ikke for sent at vende udviklingen, men det er på høje tid. Og Tal ser en tendens i den rigtige retning. Frustrationen over høje boligpriser er mærkbar, og dette fænomen kan ses som en direkte følge af befolkningstilvæksten. En almindelig israelsk børnefamilie skal i dag bruge 191 månedslønninger for at købe en gennemsnitsbolig, hvilket er fem gange så meget som i Skandinavien, påpeger han. Der er et udbredt ønske blandt israelere om et bedre liv og et mere retfærdigt samfund, og meget af det bunder i dette. Og hvis man kan nå frem til en løsning på dette område, er det muligt at den israelske befolkning helt af sig selv også kræver et bedre forhold til naboerne, nemlig palæstinenserne, hvilket altså kan blive til et håb om fred.

Kommentarer