Kunsten å omgås mennesker

Julebordssesongen er over oss nok en gang, med alle de mulighetene for sosiale flauser og ubehjelpeligheter det måtte medføre. Men det finnes råd å få før man kaster seg ut i «Omgang med allehaande Slags Folk».

Ny Tid

Ny Tids arkiv av artikler, skrevet av diverse skribenter.
(Se nederst i artikkelen, evt kontakt oss for skribent).

Især kan det være verdt å ta imot råd fra et av 1700-tallets sosiale unikum, friherre Adolph von Knigge, forfatteren av Kunsten at omgaas Mennesker.

For det er ikke alltid den vakreste og mest lærde som stråler mest i selskapslivet. Tvert imot, det er gjerne slik at «de aandrigste, af Naturen udrustede med alle indre og ydre Fortrin, ofte mindst forstaar at behage og at glimre». Det er selvfølgelig ikke om å gjøre å spille bort sine beste sider «paa den finere og den lavere Pøbels Beundring», men den som ikke har all verdens naturlig begavelse på feltet, bør allikevel «erhverve sig Menneskekundskab, en vis Smidighed, Selskabelighed, Eftergivenhed, Tolerance, til rette Tid Selvfornægtelse, Magt over stærke Lidenskaber, Agtpaagivenhed overfor sig selv og et stedse ligevægtigt Sinds Munterhed». Fremdeles et klokt råd, som har en lei tendens til å bli ignorert etter at juleøl og akevitt er fortært i altfor store doser.

Forfattere og journalister

Blant de mange yrkesgrupper Adolph von Knigge advarer mot at man kan komme til å støte på i selskapslivet, er forfatterne en av de mer vriene. De er derfor viet et eget avsnitt under tittelen «Omgangen med Lærde og Kunstnere», underpunkt 2: «Om man kan bedømme den Lærde efter hans Skrifter og om en Forfatter ogsaa i Omgang altid maa tale anderledes end almindelige Mennesker». Dette er jo et stort spørsmål.

Von Knigge levner da også forfatterstanden relativt lite ære. For allerede på 1700-tallet var begrepet lærd begredelig utvannet av mennesker som «misbruger Publikums ubegribelige Overbærenhed med at lade udgive i Trykken hele Bind fulde af Dumheder, Daarskaber og Gentagelser af Ting, der for længe siden er sagt bedre». Disse lømlene man kaller diktere har det jo også med å la «feberagtig Fantasi gaa for Løftelse og Inspiration», mens de «lader sit Sammensurium indrykke i afvekslende korte og lange Linier i en eller anden Kalender».

Man kan dog skille klinten fra hveten til en viss grad, men bør vokte seg for å fornærme en forfatter ved å innrømme manglende kunnskap til hans verker. «Den ene tager til Takke med, om du siger ham lige ind i Øjnene, at han er en stor Mand, den anden er tilfreds, om du, uden at sige imod, giver ham Lov til at sige det samme om sig selv, den tredje forlanger ikke andet af dig end Jobs Taalmodighetd, naar han læser sine elendige Produkter op for dig.»

Forfatterne er derfor, ifølge von Knigge, en prøvelse å konversere med.

Stort bedre blir det ikke om man er stilt overfor en journalist. «Med den Slags Folk er det imidlertid nødvendigt at iagttage en særlig Forsigtighed i Omgang,» advarer von Knigge. For «De samler Rygter og Historier, som de efter Omstændighederne kalder Dokumenter, eller ogsaa forfølger de med Bagtalelsens skarpe, tveæggede Sværd enhver, der ikke vil sværge til deres Fane, og stopper Munden paa dem, der vover at tvivle paa deres Ufejlbarlighed». Von Knigge mener at det kan være på sin plass med en kraftig siling av hva man måtte finne på å meddele denne yrkesstanden.

Omgang med laverestilte

Men selskapslivet er jo, takk og lov, ikke bare befolket av orddragerne. Også i omgang med «laverestillede» er det visse nyttige regler som gjelder.

«Man maa være høflig og venlig ogsaa mot saadanne Mennesker,» poengterer von Knigge, «og man bør ære «den sande Fortjeneste og det virkelige Menneskeværd ogsaa i en lavere Stand.» Og til tross for at det kan være fristende å hovere over den slags mennesker i selskapslivet, er ikke dette å anbefale. På den andre siden gjelder det å opprettholde en viss verdighet, og ikke «blot af Egennytte og Forfængelighed foretrække de lavere Klasser for at bringe Folkets Røst paa sin Side». Og man må for all del ikke tro at «man bliver almindelig afholdt og naturlig ved at efterabe Pøbelens Maade at være paa».

Man skal heller ikke ty til et høyttravende språk den lavere klasse ikke forstår noe av. Sistnevnte er især en «almindelig Fejl hos Hoffolk. De anser deres Jargon for det eneste gængse Sprog og gør sig derved ofte, trods den beste Vilje, latterlige eller mistroede».

Samtidig gjelder det å ikke bli for familiær. Derfor må «man tage sig i Agt for at være ubegrænset fortrolig med Folk, der savner finere Opdragelse. De misbruker let vor gode Vilje, kræver stadig mere og bliver ubeskedne».

Og husk: «Kræv ikke for høj en Grad af Dannelse og Oplysning af Mennesker, hvis Bestemmelse det er at leve i de lavere Stænder.» Det er heller ikke nødvendig å pådytte sådanne individer umulige åndelige ideer og kunnskap som kunne forlede dem til å tenke på at de kanskje kunne hørt hjemme på en annen hylle her i livet. Slikt er «Daarskab og fører til Fordærv».

Kvinners eiendommelige innfall

Kvinner treffer man jo til stadighet på i selskapslivet, og for en bedrestilt herre er dette en stadig utfordring. Og kvinnene har sin verdi: «De lægger de ædlere Farvetoner ind i Karakteren, de giver mangt et haardt Sind mildere og finere Nuancer.»

Kvinner er jo opptatt av følelser, og dette er derfor et godt tema. Men «i det Øieblik, da man snakker til dem om Følelser, maa man ogsaa føle eller synes at føle, hvad man siger, og det kun for dem». Og husk at «Kvinder har undertiden ejendommelige Indfald», og «Selv de ædleste Kvinder har temmelig omskiftelige Sind». «Følsomme Nerver, der lettere angribes ved allehaande Sindsbevægelser, og en svagere Konstitution, der er udsat for mange ubehagelige Affekter, som vi ikke kender, er Aarsager dertil.»

Noen kvinner har også en lei tendens til å sette seg fore «at være litterær eller endog paa at være lærd», hvilket von Knigge ikke helt kan forstå hensikten med: «Hvad hjælper det dem at ville kappes med Mænd i saadanne Sager, som de ikke er voksen?» spør han. Til tross for at enkelte kvinnemennesker kan avsløre forbløffende talenter. Slikt bør imidlertid ikke oppmuntres: «Det vækker sandelig, om ikke Lede, saa i det minste Medlidenhed, naar man hører en saadan stakkels Skabning dristigt vove sig ind paa de viktigste Spørgsmaal, saadanne, som i Aaringer har været Genstand for store Mænds møjsommeligste Forskninger.»

Men det finnes råd også for omgangen med denne rasen: «De fleste Kvinder vil stadig mores,» beretter von Knigge, og det kan derfor være et godt tips å gå inn for å pirre nysgjerrigheten deres. «Derfor maa man ogsaa i Omgangen med Kvinder forstaa i rette Tid at indvirke paa denne Svaghed og alt efter Omstændighederne vække, beskæftige og tilfredsstille den.» Dette kan gjøres på mange slags vis, men man kan jo legge seg på minne at «Selv de mest blødhjertede af dem føler ofte en uovervindelig Trang til at se skrækindjagende Optrin, Operationer, Henrettelser, til at betragte Saar o.l. – eller at høre haarrejsende Mordhistorier blive fortalt». Jo mer grotesk en historie er, desto bedre.

Så skulle vel konversasjonskunsten være på plass.

---
DEL

Legg igjen et svar