Kunsten og livsfølelsen

Den nylig avdøde kunstteoretikeren Mario Perniola kunne være så søkende i sine bøker at disse kun forstås når siste ord er lest.

Carsten Juhl
Juhl var i en årrekke teoriansvarlig ved Kunstakademiet i København.

Den italienske filosof Mario Perniola døde den 9. januar 2018, i en alder af 76 år, efter et års sygdom. Perniola fik stor betydning for undervisningen i billedkunstens teori og praksis på Kunstakademiet i København i 1980–90’erne, hvor mange af hans tekster blev udgivet på dansk af Billedkunstskolernes forlag i kompendier og småskrifter. Mario Perniola gæstede sidste gang København i november 2015, hvor han holdt to forelæsninger på Kunstakademiets Billedkunstskoler – én om billedkunstens situation efter Kunstbiennalen 2015 i Venezia og en anden om æstetik.

Forelæsningen om æstetik vedrørte modtagelighed og empati og bar titlen «Complimentary. Ancient and new forms of hospitality» og blev siden udgivet i tidsskriftet Ágalma nr. 31, Rom, april 2016. Forelæsningen om kunst – «Who is an ‘artist’? Three an-
swers» – vil blive publiceret i nummeret af Visuel Arkivering som udgives af Billedkunstskolernes forlag i anledning af Perniolas bortgang.

Aktuel og historisk. Mario Perniola fik skrevet og udgivet mange bøger indenfor disse to områder, kunstteori og æstetik. Indfaldsvinklen kunne være aktuel som i Il sex appeal dell’inorganico («Det uorganiskes sexappeal») fra 1994, der på mange måder foregreb de teorier der har cirkuleret i kølvandet på queer- og transæstetikken og som vedrører kroppens kritiske potentiale. Udgangspunktet kunne også være historisk, som i Perniolas mange fortolkninger af den barokke modreformations teologiske og politiske selvforståelse. Hans sidste hovedværk, L’estetica contemporanea («Samtidens æstetik»), stammer fra 2011 og indeholder en omfattende behandling af samtlige problemfelter indenfor Vesterlandets æstetiske tænkning med afgørende udløbere til filosofien i Asien.

Store dele af et andet af Perniolas hovedværker, La società dei simulacri fra 1980, blev oversat til dansk med titlen Blændværker og udgivet af forlaget Sjakalen i Århus i 1982. Mange andre af Perniolas tekster er også blevet oversat til dansk i tidens løb.

Italienerens tanker er blevet brugt og undersøgt af så forskellige danske tænkere som billedkunstneren Pia Arke og filosoffen Peter Borum. I juni 2017 udgav Else Marie Bukdahl bogen The Recurrent Actuality of the Baroque på det danske forlag Controluce: Et afsnit i denne bog bærer titlen «Mario Perniola. The new image theory of the Baroque» og er netop helliget Perniolas arbejde med fortolkningen af det element i de nutidige billeders komposition og forståelse som kan indskrives i den modreformatoriske baroks æstetik.

Tværgående. Perniola havde sit internationale gennembrud i 1970’ernes anden halvdel, da det nystartede kunstcenter Beaubourg i Paris lancerede sit teoritidsskrift Traverses («gennemgange, overgange, kryds»). Sammen med den franske sociolog Jean Baudrillard skabte han her en anden tilgang til kulturelle undersøgelser: symbolsk bytte, simulation, implosion, forførelse, ceremoni, arkiv, dekoration og dokumentation blev alle analytiske greb og emner som muliggjorde netop tværgående opfattelser af fænomenerne i verden og af de menneskelige praksisformer.

Den skæve eller anderledes vinkling af aktuelle emner blev ved med at karakterisere Perniolas og Baudrillards analyser. Det kunne man så konstatere under Golfkrigen i 1991, hvor begge fremlagde egentlige om end indbyrdes meget forskellige medieanalyser centreret om henholdsvis begivenhedens billeder og begivenhedens gennemslagskraft. Mario Perniola blev i den forbindelse interviewet af Jørgen Langdalen og Francesco Bentivegna til Oslo-tidsskriftet Samtiden 4/1992.

Mangfoldig. Det er ikke muligt at etablere nogen enkel genrebetegnelse for Perniolas filosofiske forfatterskab: stramt komponerede monografier veksler med antologier, og somme tider er også monografien så søgende i sit anliggende at det først kan forstås når hele bogen er læst til ende; eller bag efter, som når man siger at «denne bogs tid nu er moden». Det var tilfælde med bogen om det uorganiskes sexappeal, hvis rækkevidde først gik helt og endeligt op for mig da Perniolas datter Ivelise i 2013 organiserede et seminar i Rom om «situationistiske film og billeder», hvor Mario selv deltog med en glimrende oversigt over situationistisk teori der siden er udkommet på flere sprog. Jeg skulle der tale om «oprøret mod kønnet eller kønnets oprør» foranlediget af feministiske slagord og graffiti i de ægyptiske opstande, af Femens deklamatoriske anvendelse af kvindekroppen samt af Pussy Riots parodiske gestus og lyd. Under diskussionen mente ortodokse situationisttilhængere som Anselm Jappe at mine eksempler ikke havde noget med situationistiske happenings at skaffe, mens Mario selv holdt sig sfinksagtigt tilbage: Han kunne godt se at vi hos disse kvindelige oprørere havde at gøre med en anvendelse af det kropsliges muligheder udover det forførende og appellerende, som samtidig opretholdt noget mineralsk eller neutralt i de legeringer og eksplosioner tilskueren forbløffet bevitnet i løbet av de nævnte happenings, med deres mange lag af fortolkningsmuligheder. De var på en måde hinsides intention og vilje: rent udpegende, furiosi og kontemplative midt i opstandenes håndgemæng.

En kategorilære er særlig anvendelig til å forstå ekstrakategoriale fenomener – som kunsten og livsfølelsen.

Anvendelig kategorilære. Udover antologier og monografier samt et par pamfletter om italiensk politik har Mario Perniola også forfattet to historiebøger: om henholdsvis efterkrigstidens italienske æstetik, og om samtidens æstetik i det hele taget – Vesterlandets og Orientens. Den italienske æstetik arbejdede Perniola på indimellem de sidste 20 år, og dens endelige udgave udkom i april 2017. En første udgave blev bragt i det norske tidsskrift Agora 2/3, 2001 i Gry Solbraas glimrende oversættelse og redigering. Den var netop søgende og satsede på at aflede æstetiske anliggender også fra litterære og politiske forfatterskaber. Helt anderledes forholder det sig med den førnævnte L’estetica contemporanea fra 2011: Den følger grundlæggende kategorier med udgangspunkt i æstetisk tænkning og praksis. Perniola skriver: «Denne omfattende og mangeformede aktivitet finder sine rødder i fire begrebslige felter, der hver især lader sig udpege som henhørende under henholdsvis livets, formens, erkendelsens og aktionens begreber.» Hvert begreb har så et kapitel i bogen, og vi får også at vide at de parvis kan føres tilbage til to grundbøger: Immanuel Kants Kritik af dømmekraften og G.W.F. Hegels Vorlesungen über die Ästhetik («Forelæsninger over kunstens filosofi»). Det viser sig så efterhånden at kategorier især er egnede til at vise mellemrummene og overgangsproblemerne imellem sig, som det allerede var tilfældet med Leibniz’ monader. Ikke mindst når læseren til sidst når frem til japansk og kinesisk tænkning, står det klart at indenfor den æstetiske gren af filosofien er en kategorilære især anvendelig til at forstå de fænomener der er ekstrakategoriale, såsom kunsten og livsfølelsen.

---
DEL