Kunst, der forstyrrer

TEL AVIV: Billedkunstner David Reebsudstilling Disturbancesudfordrer Israels storetabu: besættelsen af Palæstina.

(Translated from Norwegian by Google Gtranslate)

Den etablerede israelske billedkunstner David Reeb har gennem de senere år givet sin produktion en tydelig politisk kant. Med jævne mellemrum filmer han sammenstød mellem palæstinensere og israelske soldater på Vestbredden, og med enkelte frames som forlæg skaber han derefter store malerier, der fanger konflikten i nuet. Galleriet HaMidrasha i Tel Aviv har et lille udvalg af hans seneste billeder på væggene. De retter sig mod to markante sager – dels Ahed Tamimi, den unge palæstinensiske kvinde, der blev et vigtigt symbol på modstanden, da hun blev anholdt og fængslet sidste år, og Khan el Ahmar, en beduinlandsby, som myndighederne længe har haft planer om at rydde.

«Udstillingen hedder Disturbances», siger udstillingens kurator, Avi Lubin. «Det er jo billedernes tema, men David Reeb valgte også titlen for at undersøge, hvordan kunst kan forstyrre omgivelsernes politiske vanetænkning. Men han har også taget nogle af sine abstrakte billeder med i udstillingen for at vise, hvordan den abstrakte kunst og den politiske forstyrrer hinanden.»

Hvordan forstyrrer hans kunst? «Ved at udstille billederne direkte ud til gaden. Vi har store vinduer, så man ikke kan udgå at se det politiske, når man går forbi, på vej til stranden. Næsten alle andre gallerier her i byen er lukket af for verden, og kunsten bliver kun set af dem, der kommer specielt med det for øje.»

Så hvordan er reaktionen ude i byen? «Der er mange tabu-emner i vores moderne verden. Jeg ved, at offentlige institutioner i Europa er meget forsigtige med at mene noget om religion, og i den forbindelse gør jeg mig mange tanker om min samfundsmæssige rolle som kurator. Her i landet er det konflikten som er tabu, og jeg ser det som min rolle at bruge kunsten som debatforum. I øvrigt fungerer det. Når folk kommer her for at se billederne, kører debatten straks, og det er spændende fordi kunsten åbner mulighed for at se den ubehagelige sandhed på en ny måde.»

- annonse -

Har du oplevet tilfælde af politisk censur? «Der er klart mere opmærksomhed om teater og film, hvor der har været et par markante sager om politisk censur. Et enkelt eksempel er Barbur, et galleri i Jerusalem, der for et par år siden blev truet med lukning, men det var fordi de inviterede en foredragsholder, der kritiserede besættelsen. Selve billedkunsten bliver som regel opfattet som ren kunst og dermed ufarlig, og det er noget af det, jeg ser det som min opgave at lave om på.»

Ved siden af sit job som kurator er Avi Lubin redaktør for Tohu, et aktivistisk online kunstmagasin: Tohu Magazine

 

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Du vil kanskje også likeRELATERT
Anbefalte

En landbrugsklynge – et topmoderne industrielt kompleks

MAD: Problemet er adgangen til mad. Alle skal spise for at leve. Skal vi spise, må vi købe. For at købe, må vi arbejde. Vi spiser, fordøjer, og skider.

Dydens diktatur

KINA: Kinas kommunistparti praler i dag med, at det er i stand til at genkende enhver af landets 1.4 milliarder borgere inden for få sekunder. Europa må finde alternativer til den stigende polarisering mellem Kina og USA – mellem et statsligt overvågende diktatur og den liberalistiske individualismes hensynsløse selvudlevelse. Måske en form for anarkistisk samfundsorden?

Protest kan koste deg livet

HONDURAS: Nina Lakhanis farlige søken etter sannheten bak drapet på miljøaktivisten Berta Cáceres ender opp i flere spørsmål enn svar.

Det kulturelle bindemiddelet

ROMAN: DeLillo iscenesetter en slags allmenn, paranoid tilstand, en mistenksomhet som har global rekkevidde.

Kreativ ødeleggelse

SØPPEL: Norge er ikke rigget for tekstilsortering. Selv om vi sorterer søppel, er vi ikke i nærheten av steder i Japan, som kan resirkulere i 34 ulike kategorier. Der er målet at kommunene ikke sitter igjen med noe avfall – og uten søppelbiler!

Kontrollsamfunnet og det uregjerlige

SENMODERNE: Mennesker i dag får mer og mer kontroll over omgivelsene – men mister kontakt med verden. Hvor går grensen for målinger, kvalitetssikringer, kvantifiseringer og byråkratiske rutiner?