Kun én stemme blant mange

Tenkning kan alle bedrive, fremholder filosofen Jacques Rancière, og avviser at massene går rundt i en ideologisk tåke.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

En quel temps vivons-nous? Conversation avec Eric Hazan

Jacques Rancière

La fabrique

Frankrike

Den franske filosof Jacques Rancière har sagt ja til at svare på spørgsmål om den nuværende historiske situation, formuleret af forlægger og forfatter Eric Hazan, der driver forlaget La fabrique. Hazan publicerer dermed nogle af de mest relevante bøger i Frankrig inden for politisk teori og historie, blandt andet Comité invisibles udgivelser, men også Rancières. I forordet skriver Hazan, at Rancière først ikke rigtig ville lave bogen, men så lod sig overtale. Rancières reservation eller skepsis bliver ikke forklaret nærmere, men den er ganske sigende for Rancières intellektuelle og teoretiske position. Han er ikke en læremester, der udlægger teksten og forklarer, hvordan tingene hænger sammen. Mens andre filosoffer og sociologer i Frankrig stadigvæk har travlt med at indtage rollen som en art organisk intellektuel uden parti, der ikke blot analyserer den historiske situation, men også tilbyder strategiske overvejelser, så undlader Rancière meget konsekvent at forklare.

Mens en filosofisk orienteret økonom som Frédéric Lordon forsøger at iscenesætte sig om en art talsmand for Nuit debout, afviser Rancière at gøre sig til talsmand for et identificerbart politisk projekt, endsige parti eller bevægelse. Det betyder selvfølgelig på ingen måde, at vi har at gøre med en tænker, som ikke er optaget af sin samtid og dens politiske udviklinger, men for Rancière er det afgørende ikke at positionere sig som filosofiens store mester eller en intellektuel, der forklarer masserne noget, de ikke ved. Tænkning er ikke en aktivitet reserveret filosoffen, det er noget, alle kan gøre. Rancière afviser stærkt forestillingen om, at masserne er indhyllet i ideologisk tåge, og at filosoffen skal kaste lys over situationen. Som han formulerer det i bogen, er hans tænkning blot én stemme blandt mange andre.

Det er selvfølgelig også derfor, Rancière er skeptisk over for Hazans opdrag. Rancière vil ikke udlægge teksten, han vil ikke forklare «i hvilken tid vi lever» (En quel temps vivons-nous?). Eller det vil han selvfølgelig godt, altså analysere den historiske situation, men han gør det som én stemme blandt mange andre, ikke som en autoritet, en intellektuel, der udstikker handlingsanvisninger eller formulerer et program. Rancière forholder sig til sin samtid og de forskellige politiske tendenser, der er på spil i den, men uden at give en opskrift med hvilken vi kan handle politisk. I stedet foreslår han en teori om det politiske som øjeblikke af overraskende politisk handling, hvor subjekter pludselig afviser den rolle, de er blevet tildelt, og dermed åbner for en anden deling af det sanselige. Men uden at disse øjeblikke giver anledning til nogen overordnet teori om hvad der bør gøres.

Rancières afvisning af rollen som forklarende eller belærende filosof er knyttet til hans definition af det politiske som verificeringen af en forudgående lighed, det faktum at alle kan tale og alle kan tænke, og således er politiske subjekter i aktiv forstand. Ligheden er udgangspunktet. Men den bliver hele tiden forsøgt afvist af de etablerede institutioner. For Rancière er dét, vi almindeligvis forstår som politik, nemlig at forstå som fraværet af politik. Det politiske system og den politiske styring af samfund definerer han som «politiet», hvormed han betegner den naturaliserede opdeling af pladser og handlingsrum, altså den strukturering ifølge hvilken nogen gør én ting, mens andre gør noget andet: Nogen vedtager love i Folketinget, mens andre går i skole.

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.