Kun én stemme blant mange

Tenkning kan alle bedrive, fremholder filosofen Jacques Rancière, og avviser at massene går rundt i en ideologisk tåke.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

En quel temps vivons-nous? Conversation avec Eric Hazan

Jacques Rancière

La fabrique

Frankrike

Den franske filosof Jacques Rancière har sagt ja til at svare på spørgsmål om den nuværende historiske situation, formuleret af forlægger og forfatter Eric Hazan, der driver forlaget La fabrique. Hazan publicerer dermed nogle af de mest relevante bøger i Frankrig inden for politisk teori og historie, blandt andet Comité invisibles udgivelser, men også Rancières. I forordet skriver Hazan, at Rancière først ikke rigtig ville lave bogen, men så lod sig overtale. Rancières reservation eller skepsis bliver ikke forklaret nærmere, men den er ganske sigende for Rancières intellektuelle og teoretiske position. Han er ikke en læremester, der udlægger teksten og forklarer, hvordan tingene hænger sammen. Mens andre filosoffer og sociologer i Frankrig stadigvæk har travlt med at indtage rollen som en art organisk intellektuel uden parti, der ikke blot analyserer den historiske situation, men også tilbyder strategiske overvejelser, så undlader Rancière meget konsekvent at forklare.

Mens en filosofisk orienteret økonom som Frédéric Lordon forsøger at iscenesætte sig om en art talsmand for Nuit debout, afviser Rancière at gøre sig til talsmand for et identificerbart politisk projekt, endsige parti eller bevægelse. Det betyder selvfølgelig på ingen måde, at vi har at gøre med en tænker, som ikke er optaget af sin samtid og dens politiske udviklinger, men for Rancière er det afgørende ikke at positionere sig som filosofiens store mester eller en intellektuel, der forklarer masserne noget, de ikke ved. Tænkning er ikke en aktivitet reserveret filosoffen, det er noget, alle kan gøre. Rancière afviser stærkt forestillingen om, at masserne er indhyllet i ideologisk tåge, og at filosoffen skal kaste lys over situationen. Som han formulerer det i bogen, er hans tænkning blot én stemme blandt mange andre.

Det er selvfølgelig også derfor, Rancière er skeptisk over for Hazans opdrag. Rancière vil ikke udlægge teksten, han vil ikke forklare «i hvilken tid vi lever» (En quel temps vivons-nous?). Eller det vil han selvfølgelig godt, altså analysere den historiske situation, men han gør det som én stemme blandt mange andre, ikke som en autoritet, en intellektuel, der udstikker handlingsanvisninger eller formulerer et program. Rancière forholder sig til sin samtid og de forskellige politiske tendenser, der er på spil i den, men uden at give en opskrift med hvilken vi kan handle politisk. I stedet foreslår han en teori om det politiske som øjeblikke af overraskende politisk handling, hvor subjekter pludselig afviser den rolle, de er blevet tildelt, og dermed åbner for en anden deling af det sanselige. Men uden at disse øjeblikke giver anledning til nogen overordnet teori om hvad der bør gøres.

Rancières afvisning af rollen som forklarende eller belærende filosof er knyttet til hans definition af det politiske som verificeringen af en forudgående lighed, det faktum at alle kan tale og alle kan tænke, og således er politiske subjekter i aktiv forstand. Ligheden er udgangspunktet. Men den bliver hele tiden forsøgt afvist af de etablerede institutioner. For Rancière er dét, vi almindeligvis forstår som politik, nemlig at forstå som fraværet af politik. Det politiske system og den politiske styring af samfund definerer han som «politiet», hvormed han betegner den naturaliserede opdeling af pladser og handlingsrum, altså den strukturering ifølge hvilken nogen gør én ting, mens andre gør noget andet: Nogen vedtager love i Folketinget, mens andre går i skole.

For Rancière er dét vi vanligvis forstår som politikk å forstå som fraværet av politikk.

For Rancière er politik, når dette funktionsopdelte samfund udfordres, når nogen pludselig befinder sig et andet sted, end det er meningen, de skal være, og dermed demonstrerer, at de faktisk også kan tale og handle som politiske subjekter. Når papirløse migranter besætter en kirke i Paris, når arbejdere i 1830’ernes Lyon skriver digte og komponerer musik, eller når parisiske studerende går på gaden i maj ’68 og synger, at de er tyske jøder. Det er eksempler på politisk subjektivering, hvor der viser sig en anden verden. Hvor en anden måde at dele det sanselige på åbenbares gennem forskydning. Hvor kroppe afviser den identitet, de er blevet tildelt og pludselig er et andet sted, er mellem identiteter eller er et «forkert» sted. Der er en grundlæggende konflikt mellem eksistensens anarki og magtens forsøg på at indskrive det værende i den herskende orden.

Det politiske har sin egen dynamik og kan ikke forklares med henvisning til sociologiske eller socioøkonomiske forhold. Ikke at disse er irrelevante, det er de ikke, men for Rancière rummer den politiske begivenhed en overskridelse af disse forhold. Den politiske begivenhed er autonom, idet der sker et brud eller en glidning, hvor de etablerede hierarkier udfordres og viser sig som tilfældige. På den måde kan man betegne Rancières tænkning som en antisociologisk begivenhedsfilosofi, hvor det vigtige er at være affirmativ over for af-identifikationen og de faktiske forsøg på at dele det sanselige på andre måder.

En stor del af den nye bog handler om vanskelighederne ved at analysere samtiden og dens forskellige politiske udtryk som Nuit debout og pladsbesættelsesbevægelserne i Sydeuropa. Et af problemerne har at gøre med de overleverede fortolkningsparadigmer, først og fremmest marxismen, som Rancière fortsat er skeptisk overfor. Marxismen opererer ifølge Rancière med en idé om en økonomisk determination, som han afviser til fordel for idéen om en æstetisk revolution, hvor den kreative, revolutionære gestus ikke peger hinsides, men åbner et rum her og nu. Der er ikke nogen lovmæssig forbindelse mellem de sociale forhold og frigørelse, der er ikke nogen udviklingslove, ikke noget endeligt opgør. Marxismen ser forbindelser, hvor der ikke er nogen, ser revolutionen i udbytningen og underkastelsen, men det revolutionære brud er ikke den anden side af de socio-økonomiske forhold ifølge Rancière, det er en proces, hvori der opstår noget nyt, hvor folket dukker op som politisk subjekt. Man kan ikke, som marxismen gøre det, forudsætte folket eller arbejderklassen, de eksisterer først bagefter som resultater af processen. For Rancière er såvel dominans som frigørelse således langt mere sammensatte processer, og de lader sig ikke aflæse af hinanden. Der findes ingen lige forbindelse mellem fabrikken og proletariatet (eller revolutionen).

Rancières problematisering af forestillingen om en direkte forbindelse mellem dominans og revolution, mellem kapitalisme og socialisme er højst relevant, men den tenderer til at blive ahistorisk, når han skriver, at der ikke er nogen forskel på 2016, 2005 eller 1850. Vi kan givetvis ikke gå direkte fra eksempelvis profitratens tendentielle fald til den revolutionære ophævelse af pengeøkonomien, men det betyder ikke, at vi helt kan udelade visse større strukturelle transformationer inden for kapitalen i analysen af den historiske situation. Forholdet mellem revolution og samfund lader sig enormt vanskeligt analysere, og det er rigtig godt, at Rancière afviser nemme forbindelser, men når han kategorisk afviser enhver forbindelse mellem politisk begivenhed og socio-økonomisk udvikling, er han faretruende tæt på at forstå politiske subjektivering som en abstrakt formel uden nogen historisk konsistens, hvor modsætningen mellem institution og brud bliver en art transhistorisk princip, der hele tiden indfinder sig og forsvinder igen.

---
DEL