Kulturhistorisk monument over situationistenes modsætninger

SITUATIONISTERNE: Hvad er situationismens relevans i og for den digitale tidsalder, hvor punkens nihilistiske cut-and-paste-æstetik synes afløst af trolling og internettets meme-kultur?

Avatar
Routhier er fast kritiker i Ny Tid.
Email: q.routhier@gmail.com
Publisert: 11.09.2019
           These are Situationist Times! An inventory of reproductions, deformations, modifications, derivations, and transformations
Forfatter: Ellef Prestsæter
Torpedo Press, Norge

Meget er sket siden den amerikanske rockjournalist Greil Marcus i sin kultbog Lipstick Traces: A Secret History of the 20th Century fra 1989 beskrev en dengang relativt ukendt avantgarde-gruppering ved navn Situationistisk Internationale som punk-kulturens «hemmelige» anarkistiske forløbere. I dag er gruppen, som eksisterede fra 1957 til 1973, bredt kendt som en af de sidste større avantgarde-satsninger i det tyvende århundrede, og hvert et blad i dets historie er efterhånden vendt og beskrevet. Utallige museumsudstillinger, bøger, antologier og tidsskriftsartikler har siden da været dedikeret til denne enigmatiske gruppe, der i forlængelse af mellemkrigstidens avantgarde-grupperinger som dada og surrealismen udviklede en original samfundskritisk kunstpraksis. Som den seneste store udstilling på Haus der Kulturen der Welt i Berlin sidste år gjorde klart, revolutionerede situationisterne ikke blot tressernes æstetiske formsprog, men spillede med deres kritik af hverdagslivets monotoni tillige en nøglerolle i optakten til det lange forløb af spredte protester, opstande og strejker der (noget summarisk) er gået over i historien som «maj 68».

Jacqueline de Jong.

Nu føjes der med den nysudkomne bog These are Situationist Times! – som følger op på et andet udstillingskoncept der rammer Danmarks Museum Jorn i september – endnu et kapitel til situationisternes historie. Men hvor fokus hidtil primært har været på Guy Debord som situationisternes chef-strateg i Paris – der koordinerede de uregerlige tropper i et kompliceret sekterisk magtspil, der endte i offentlige tilsvininger, ekskluderinger og interne brud – så tager denne bog en kærkommen drejning. Dermed følger bogen op på og giver nyt stof til de seneste års internationale interesse for alternative fortællinger om situationismen – der forgrener sig vidt og bredt fra Paris og havde sit «andet centrum» i Skandinavien. I strid kontrast til den stramt stiliserede politiske æstetik der kendetegnede den franske sektion omkring Debord, præsenterer bogen os for en relativt overset, men svimlende kunstnerisk-eksperimenterende situationistisk afdrift i form af The Situationist Times, som var et tidsskrifts-projekt drevet af en af de få kvindelige situationister, hollandske Jacqueline de Jong. The Situationist Times udkom i seks eksemplarer mellem 1962 og 1967, med lejlighedsvis assistance fra de Jongs mere berømte daværende partner, den danske kunstner Asger Jorn.

«Et tankeeksperiment»

Debord havde oprindeligt forestillet sig en engelsksproget ekstension af det franske hovedorgan, det stilfuldt komponerede magasin internationale situationniste, men allerede i første nummer af The Situationist Times trodsede de Jong meget eksplicit Debords anvisninger og satte trumf på sin egen afdrift ved at klistre Debords hoved på et menneskefoster. De Jongs collage er åben for fortolkninger: Er det et feministisk «fadermord» eller en (minimal) anerkendelse af Debords betydning for det «genfødte» situationistiske projekt? For de Jong var den slags modsigelser selve ærindet med projektet: «misforståelser og modsigelser er ikke blot ekstremt værdifulde, men faktisk også grundlaget for al kunstnerisk skaben», som hun citeres for et sted i bogen. Som bogens redaktør, Ellef Prestsæter, rammende formulerer det i sin indledning til bogen, så er det «et morsomt tankeeksperiment at forestille sig den ideelle læser af The Situationist Times» for «ikke blot skulle denne være i stand til at læse både tysk, fransk, italiensk og engelsk, plus de lejlighedsvise skandinaviske sproganstrøg, men også kunne omsætte nodenotation til musik, eksekvere algoritmer, løse ligninger og sætte politiske programmer i omløb. Nummer 6 fordrer endog en ‘analfabetisk’ læser. Ikke engang de Jong selv stod mål med dette, og det var naturligvis en del af pointen».

Jacqueline De Jong

Institute for Computational Vandalism

Bogen These are Situationist Times! er da også, som titlen antyder, ude i et ærinde om ikke blot at genfremstille, men genaktualisere de Jongs tidsskrift The Situationist Times. Derfor rækker ambitionen ud over blot at genoptrykke tidsskrifterne, der i øvrigt foreligger til fri benyttelse på udstillingsstederne. Bogens indhold er i stedet en lang række perspektiverende og videreførende essays af forskere, kunstnere og kulturteoretikere suppleret af en virtuel «fjerde dimension», bogens vigtige online interface (se link) udarbejdet af Institute for Computational Vandalism. Medens de Jongs tidsskrift således tidligere har været udgivet i faksimileudgave, og kan købes som traditionelt bokssæt, får man her som læser mulighed for et mere omfattende blik bag kulisserne og adgang til et interaktivt arkiv, hvor man kan bladre gennem tidsskrifterne sideløbende med at man «læser» med over skulderen på de Jong, der bladrer gennem materialet i afstemte video-sekvenser mens hun indlevende fortæller og gestikulerer.

The Situationist Times var et tidsskrifts-projekt drevet af en af de få kvindelige situationister. Hollandske Jacqueline de Jong.Situationismen
havde sit «andet centrum» i Skandinavien.

Med sin særegne blanding af kunstnerisk syretrip og videnskabsteoretisk grundlagstænkning, som tydeligt foregriber tendenser i post-68 modkulturens «hippie modernisme», foreligger «De Jong Times» (som Debord sarkastisk kaldte tidsskriftet) som et kulturhistorisk monument over rigdommen i den situationistiske bevægelses egne interne modsætninger. Med sin ekstremt ambitiøse og totalt set vellykkede hybrid-funktion tager bogen op det vigtige spørgsmål om situationismens relevans i og for den digitale tidsalder, hvor punkens nihilistiske cut-and-paste-æstetik synes afløst af trolling og internettets meme-kultur. These are Situationist times, indeed!

Spørgsmålet er så selvfølgelig, hvad der sker med arkivmaterialets egen analoge og delvist resistente billedøkonomi når den sættes i digitalt potenseret cirkulation i en museal kulturarvsformidlingskontekst? Kan man i denne gestus fastholde blikket på det nødvendige kritiske perspektiv for arkivet som billedkunstner Jakob Jakobsen, i et af bogens mest engagerede bidrag, kalder en «visuel kommunisme»?


Se http://vandal.ist/
thesituationisttimes/

Gratis prøve