Korona nat


PROSADIKT: Hva er våre tanker, hvor befinner vi oss, eller noen av oss, under epidemi-faren med Koronavirus?

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2020-03-12
       

Jeg vender mig ingen steder hen, for at kunne fortsætte. Et ubegribeligt stille sted imellem. Det er godt som det er. Uden at falde på plads. Uden at være i orden. Jeg ved ikke hvad jeg vil, hvad der gavner mig. Jo, jeg ved det godt. Det som findes for klarhedens skyld. Som aldrig er nemt at holde rede på, fordi uklarheden smyger sig ind over alt.

Kaldesignalerne, sendesignalerne, som man venter på, mens der kommer flere. Jeg vender mig i en retning, hvor jeg tror tingene findes. En hånd på en mørk baggrund laver et tegn. Arme og ben strakt ud til siden. En besynderlig bøn, som én der griber om noget der ikke findes. Som en skål man holder med begge hænder. Man går åbent uden at tabe vandet. Hånden bærer, ryggen bærer, leret bærer. Indtil det skvulper over. Jeg kan ikke holde på vandet. Ingen kan holde på vandet. Det løber ud over kanten. Vandet. Vinterregnen. Kaldesignalerne. Smittebærerene. Koronavirus. Dødsånde over store afstande, der fanger hinanden, som enkebørn der leger i sandet. Uden hjemsted, alene, men mange. Jeg er i en krop der dør, den dør hele tiden, uden at bevare noget, den ved det, kroppen, den ved det ikke, sommetider er det det ene eller det andet. Hvilken vej skal man gå?

Ud af munden vælter det med mennesker og bakterier.

Hvem vil gå sejrrigt ud? Hvem ligger i mørket mens kaldesignalerne sender sine impulser gennem den mørke mund, mundens mørke hul? Ud af munden vælter det med mennesker og bakterier. Ud af munden kommer narreskibet sejlene. Her sejler vi, i den samme båd. Gennem min mund skal vi forsones med hinanden. En åben mund får mig til at huske døden. Det eneste der tæller, er genopstandelsen. Så døden. I min mund ligger ligene sig til rette. Hvem hører de uvedkommende spørgsmål? Kan ikke se forskel på helvede og paradis, det ene er det andets lepra, en spasme, en mørk vej, en mørk vej gør det lettere at se, det jeg allerede har set, bag mig er det allerede foran mig, som om jeg var alene nogle sekunder, et eller to bare, på en tom perron, på en stor station, tror det var der det begyndte. Uden begyndelse. Uden slutning. Overvejer at placere mig et andet sted. Men hvor?

En mund af sand hvor mineraler og smitte løber igennem.

Kan så let gro fast i det som ikke …

Abonnement kr 195/kvartal

Kjære leser. Du har allerede lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?


       

Legg igjen et innlegg

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)