Korona nat

PROSADIKT: Hva er våre tanker, hvor befinner vi oss, eller noen av oss, under epidemi-faren med Koronavirus?

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
PROSADIKT: : Hva er våre tanker, hvor befinner vi oss, eller noen av oss, under epidemi-faren med Koronavirus?

(Maskin-oversatt fra Norsk av Gtranslate (utvidet Google))

Jeg vender mig ingen steder hen, for at kunne fortsætte. Et ubegribeligt stille sted imellem. Det er godt som det er. Uden at falde på plads. Uden at være i orden. Jeg ved ikke hvad jeg vil, hvad der gavner mig. Jo, jeg ved det godt. Det som findes for klarhedens skyld. Som aldrig er nemt at holde rede på, fordi uklarheden smyger sig ind over alt.

Kaldesignalerne, sendesignalerne, som man venter på, mens der kommer flere. Jeg vender mig i en retning, hvor jeg tror tingene findes. En hånd på en mørk baggrund laver et tegn. Arme og ben strakt ud til siden. En besynderlig bøn, som én der griber om noget der ikke findes. Som en skål man holder med begge hænder. Man går åbent uden at tabe vandet. Hånden bærer, ryggen bærer, leret bærer. Indtil det skvulper over. Jeg kan ikke holde på vandet. Ingen kan holde på vandet. Det løber ud over kanten. Vandet. Vinterregnen. Kaldesignalerne. Smittebærerene. Koronavirus. Dødsånde over store afstande, der fanger hinanden, som enkebørn der leger i sandet. Uden hjemsted, alene, men mange. Jeg er i en krop der dør, den dør hele tiden, uden at bevare noget, den ved det, kroppen, den ved det ikke, sommetider er det det ene eller det andet. Hvilken vej skal man gå?

Ud af munden vælter det med mennesker og bakterier.

Hvem vil gå sejrrigt ud? Hvem ligger i mørket mens kaldesignalerne sender sine impulser gennem den mørke mund, mundens mørke hul? Ud af munden vælter det med mennesker og bakterier. Ud af munden kommer narreskibet sejlene. Her sejler vi, i den samme båd. Gennem min mund skal vi forsones med hinanden. En åben mund får mig til at huske døden. Det eneste der tæller, er genopstandelsen. Så døden. I min mund ligger ligene sig til rette. Hvem hører de uvedkommende spørgsmål? Kan ikke se forskel på helvede og paradis, det ene er det andets lepra, en spasme, en mørk vej, en mørk vej gør det lettere at se, det jeg allerede har set, bag mig er det allerede foran mig, som om jeg var alene nogle sekunder, et eller to bare, på en tom perron, på en stor station, tror det var der det begyndte. Uden begyndelse. Uden slutning. Overvejer at placere mig et andet sted. Men hvor?

En mund af sand hvor mineraler og smitte løber igennem.

Kan så let gro fast i det som ikke længere er min egen retning. Ikke længere bevæge mig, dreje omkring mig selv uden at nogen lyser, det der lyser uafbrudt. Også bag lyset, ligger skeletter på knæ, kun ben tilbage uden hoveder, der svinger som vinden i et åndedræt, som vejer frem og tilbage i vinden, som et kaldesignal, en elektrisk impuls, der kaster sine lange skygger alt imens det oplyser verden omkring mig. En mund af sand hvor mineraler og smitte løber igennem. Et stillads uden arbejdere. En tv-station uden sendetid. En by uden mennesker. En perron uden toge. Hvad er der tilbage over det sted, hvor jeg kunne opholde mig? Hvad er der tilbage af mit væsen? Min egen oplevelse af tingene? Bunden i denne oplevelse, som også er jeres? Som kunne være jeres. Hvem skriver næste bind om erfaringens fattigdom?

Hvad er der tilbage, når jeg ikke har nogen steder at gå hen, så går jeg derhen, det er det jeg plejer at gøre, til de ukendte gader, til et håb om ingen steder, der stadig kunne betyde noget. Steder der endnu ikke er oplyste. Steder der stadig kan sige mig noget. Steder der tænker uden at mene noget. Hvor tingene endnu har lethed. Som tager imod lyset, som planter. Ikke at kunne tage derhen længere. Jeg troede at det var enden. En ubegribelig afslutning, som er min begyndelse. En anden begyndelse. Der hvor jeg skal hen. Nu er det ikke mig der forsætter. Jeg står stille. Det kan ikke siges. Hvem skal jeg sige alt dette til?

Nu kommer den stund hvor lyset falder umenneskeligt på os, det uudholdelige lys. Hvis liv er det? Kan jeg dø i det liv. Kan du dø i mit? Snart bliver tingene mindre og større uden at vi forstår hvordan og hvorfor. Snart skinner det mærkeligt, og vi går hver til sit.

Abonnement kr 195 kvartal