Det begynder med en næsten for bastant symbolik allerede i Ben Gurion-lufthavnen udenfor Tel Aviv. I ankomsthallens forgreninger møder man to rulletrapper, der går hver sin vej separeret af et voldsomt murværk. En trappe til de, der skal af sted. En trappe til de, der ankommer. En mur til at adskille menneskene.
Indtrykket følges op på taxituren langs Vestbredden mod Jerusalem. Vi passerer et fængsel til palæstinensiske terrorister, som chaufføren udtrykker det. Og vi passerer ikke mindst den iøjnefaldende mur, eller «sikkerhedshegn» som israelerne har døbt konstruktionen, der ved færdiggørelsen skal strække sig mere end 700 kilometer gennem landet som en betonsnog, der dikterer landskabets anatomi. En mur finansieret af amerikanske dollars. En mur som på palæstinensisk side er fyldt med slagord og graffiti, mens israelere på den anden side har tegnet landskaber og solnedgange, der med lethed kan tolkes som en ignorering af virkeligheden; et forsøg på at skabe en illusion om at der ikke findes en anden side. Kun landskab og solnedgang.
Måske ser vi bare det, vi tror, vi skal se. Det, som lever op til vores forventninger og fordomme om Israel og konflikten. Der findes næppe noget område i verden, som er så entydigt i de første tanker, der springer frem, når man hører landet benævnt, og så komplekst ved et nærmere bekendtskab. Tankegodset har man med sig. Det er så vanskeligt at slippe det. Således også på filmfestivalen i Jerusalem, som er grunden til, at jeg er her denne gang. Inviteret af Jerusalem Press Club. Betalt med israelske penge. Hvem er jeg så? Støtter jeg så nogen? Som journalist og filmkritiker har jeg et stærkt ønske om ikke at vælge side. Om at forholde mig kritisk til alt, hvad jeg møder på min vej. Det er et ideal, men et vanskeligt et af slagsen. Kan man møde et israelsk menneske uden at tænke konflikten ind i mødet? Og kan man afkode en israelsk film uden at bruge konflikten som afsæt for afkodningen?
Censur og nye toner. Allerede under festivalens åbningsceremoni blander virkeligheden sig i kunsten. Ganske som forventet måske. I de senere år er der sket en gradvist højredrejning i israelsk politik. Det skyldes blandt andet, at jødiske bosætter-partier har fået mere magt i Knesset. Et af resultaterne af denne højredrejning er en forandring i kulturpolitikken, som naturligvis også sætter sine spor i filmlandskabet. Tydeligst har det manifesteret sig, da den nyligt valgte kulturminister Miri Regev udtrykte et klart ønske om at staten ikke har til hensigt at støtte film, der kritiserer Israel. Og kort før festivalens start advarede Regev filmfestivalen om, at hun ville tilbagetrække finansiel støtte til festivalen, hvis dokumentarfilmen Beyond the Fear, der omhandler Yitzhak Rabins drabsmand Yigal Amir, blev vist. Det endte i et kompromis, hvor filmen blev fjernet fra det officielle program og fremvist i en mindre, privat biograf. Da Regev træder på scenen under aftenens åbningsceremoni, lyder der da også en lind strøm af buhen og råben fra det israelske filmmiljø. Jeg taler med adskillige instruktører undervejs på festivalen. Flere af dem forventer at gå hårdere tider i møde og frygter, at filmkunst må vige til fordel for propagandistiske hyldestværker. Finansiering af kritiske film vil blive vanskeligere, siger nogle, mens andre er mere optimistiske og ikke tror på, at staten kan lykkes med at dæmpe filmkunstens kritiske røster.
AKA Nadia er en voldsom trist affære, og samtidig en subtil kritik af det israelske samfund og den racisme, der gennemsyrer det.
Det er 32. årgang af filmfestivalen i Jerusalem, som dermed må siges at være en af de mere etablerede kulturarrangementer i regionen, men det er bestemt ikke altid helt ligetil at få festivalen gennemført. Sidste år faldt filmfestivalen sammen med en voldsom eskalering af konflikten med utallige raketangreb fra Gaza og det israelske modangreb, som fik navnet «Operation Protective Edge». Flere udenlandske filmfolk boykottede festivalen for at støtte palæstinenserne, og flere af de inviterede filmgæster turde ikke møde op i den krigstruede by. «Jeg havde ellers personligt garanteret for, at vi nok skulle få ram på samtlige palæstinensiske raketter,» joker vores vært Uri Dromi fra Jerusalem Press Club, idet han finder et foto frem på sin iPhone, der viser nedskydningen af en palæstinensisk raket under festivalen sidste år – på præcist samme sted, vi står et år senere. Uri Dromi har en fortid i luftværnet og har været talsmand for både Rabin- og Peres-regeringerne. I dag lever han vist nok mest af at hive udenlandske pressefolk til Jerusalem.
Subtil kritik. 32. årgang er mindre dramatisk. Med kulturministerens udmeldinger kommer årets festival i højere grad til at afspejle en kiggen indad. Dette sker også i flere af festivalens film, nok mest tydeligt i Tova Aschers AKA Nadia. Ascher har en baggrund som en af israelsk films mest markante filmklippere, som står bag internationalt kendte værker som Citrontræet (2008). AKA Nadia er hendes debut som instruktør, og det er en yderst stærk debut: En fortælling om den unge arabiske kvinde Maya, der er forelsket i den palæstinensiske aktivist Nimer, som hun rejser fra Israel til London for at være sammen med. Noget går galt i London, og den eneste måde Maya kan komme tilbage til Israel på, er ved at anskaffe et forfalsket pas og en ny identitet. Som jøde vel at mærke! Derpå følger et tyve år langt ægteskab med en jødisk mand, som hun får to børn sammen med. Kærligheden mellem dem er oprigtig, og hendes liv synes godt trods de store ofre, hun har måtte tage undervejs. Men en dag banker fortiden på døren, og hendes falske identitet bliver afsløret. Den jødiske mand er chokeret over at have været gift med en arabisk kvinde, og forlader hende straks. Også de to børn må hun opgive at se mere til. Mest af alt for at skåne dem for det ubehag, de vil møde i det israelske samfund, hvis de skal have en arabisk mor. AKA Nadia er en voldsom trist affære, og samtidig en subtil kritik af det israelske samfund og den racisme, der gennemsyrer det.
«Jeg ville ikke vise konflikten med raketter og vold, men derimod den hverdag, som udspringer af at leve under denne betændte situation,» siger Tova Ascher til mig efter filmen. Hun forklarer springet fra filmklipper til instruktør således:
«Mit land er blevet et sted, hvor man hader den anden. Vi har mistet mere og mere humanitet. Dette had mod den anden var jeg nødt til at reagere på. Og den anden skal her forstås på mange niveauer. Det er både den sorte etiopier, det er kvinden, det er den fattige, det er den asiatiske immigrant, men den ultimative anden i vores samfund er araberen.»
AKA Nadia er en undtagelse. De fleste spillefilm på festivalen er ellers forholdsvist svage værker. Sikkert fordi de bedste spillefilm får premiere på større festivaler i udlandet. Helt håbløs er horrorfilmen Jeruzalem, hvor to amerikanske backpackers oplever et nærmest bibelsk splatter-mareridt i Jerusalem. Filmen minder mest af alt om et mislykket forsøg på at lave en israelsk pendant til Blair Witch Project og samtidig formmæssigt mimes First Person Shooter-computerspil og virtuelle briller på ikke videre vellykket vis. Da jeg forlader filmen og går hjemad, møder jeg på fortovet foran King David Hotel et makabert syn. En hvid skjorte smurt ind i blod ligger henkastet foran mig. Min første tanke er, om det er et smagløst pr-stunt for den blodige horrorfilm. Næste dag finder jeg ud af, at den blodige skjorte ikke er en rekvisit, men resultatet af et knivoverfald foran hotellet. Virkelighed endnu engang.
En søgen efter alternativer. Virkelighed er der også masser af i de israelske dokumentarfilm på festivalen, som ofte er mere interessante end deres fiktionspendanter. En af de bedre dokumentarfilm er Jerusalem Boxing Club, der har været fire år undervejs. Instruktøren Helen Yanofsky lykkes med at portrættere ikke bare fire–fem vidt forskellige karakterer, men også selve stedet, der er et bemærkelsesværdigt fristed, hvor jøder, armenere, og israelske arabere kan mødes i et næsten apolitisk rum. Men hvordan er det egentligt at være dokumentarist et så politisk betonet sted som Jerusalem? Det spurgte jeg Yanofsky om, og hun svarede:
«Vi er omgivet af kontroverser og konflikter, men her er også en hverdag. Liv som går videre. Som filmskaber i denne region søger man altid efter muligheder, løsninger og alternativer, og her mener jeg også alternativer til den virkelighed, som medierne videregiver,» siger Helen Yanofsky, der frygter, at den nye politiske linje vil påvirke israelsk dokumentar:Helt håbløs er horrorfilmen Jeruzalem, hvor to amerikanske backpackers oplever et nærmest bibelsk splatter-mareridt i Jerusalem.
«Allerede nu mærker vi, at det bliver vanskeligere at finde israelske midler til at lave film for. Vi kan sagtens finde international kapital, men med udenlandsk finansiering bliver perspektivet også udenlandsk, og derved vil en kritisk dokumentarfilm være mindre slagfærdig, end hvis den var lavet for israelske penge.»
Se bort fra konflikten? Flere gange undervejs på festivalen hører vi, at det er gyldne tider for israelsk film. De nationale værker har et stort hjemmepublikum, og international opmærksomhed er blevet israelsk film til dels med værker som The Kindergarten Teacher (2014) og Zero Motivation (2014).
Under en paneldebat med udenlandske og israelske filmkritikere diskuteres opfattelsen af israelsk film. Mange pointerer, at israelsk film lider under den særlige optik, hvormed de anskues af et internationalt publikum. Der er en anden geografisk bevidsthed til stede, når vi ser en israelsk film, som ikke er til stede, hvis vi ser en film fra Filippinerne eller Peru – og det er forkert, mener flere:
«Vi bør se israelsk film blot som film. Filmene er ikke nødvendigvis nogen afkodning af virkeligheden. Det bør være journalistikkens rolle. Hvis vi for alvor skal tage israelsk film alvorligt, skal vi som internationalt publikum undlade at læse konflikten og vores fordomme ind i alt, hvad der kommer fra Israel,» lyder det fra den tyske kritiker Frédéric Jaeger.
Spørgsmålet er om denne neutrale tilgang er en utopi. Om vi vitterlig kan viske tavlen ren, når vi indtager kunsten. Spørger man Tova Ascher, kan den særlige afkodning ligefrem være en fordel:
«Det giver filmene fra området et særligt lag. Kunst er at stille spørgsmål til virkeligheden og få folk til at reflektere over livet og vores samfund. Hvis man er tilfreds med vores samfund, er man ikke en sensitiv person. Og er man ikke sensitiv, kan man ikke være filmkunstner.»
Sensitiv og subtil kritik. Horror og had. En filmfestival med et nærmest skizofrent mangfoldigt indhold fra en nation præget af på en gang fortællemæssigt overskud og skrøbelig usikkerhed over filmfremtiden.
I afgangshallen stikker taxichaufføren mig sit visitkort. Han ved, jeg vender tilbage.
Moestrup er journalist og filmkritiker.
moestrup@gmail.co
