Kommunisme som entreprenørskap

En revolusjon i dag må handle om at undertrykte må ta makten på en ny måte, ikke om privat eiendomsrett og nasjonal identitet.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Da Michael Hardt og Antonio Negris Empire udkom i 2000, medførte den et veritabelt jordskælv. Selvfølgelig havde der været utallige kritiske analyser af den historiske udvikling efter Berlinmurens fald, men ingen af dem havde effektivt formået at udfordre neoliberalismens som dét Perry Anderson samme år, i tidsskriftet New Left Review, kaldte «verdenshistoriens mest succesfulde ideologi». 1989 var aldrig blevet den frisættelse som mange marxister havde håbet. Murens fald og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud var ikke en åbning, men en afslutning. I stedet for en gentænkning og opdatering af Marx’ kritik af den kapitalistiske økonomi og kommunismens revolutionære projekt, så stod 1990’erne i den kapitalistiske globaliserings tegn.

Fukuyamas beskrivelse af Vestens liberale markedsdemokrati som «historiens afslutning» var blot ét udtryk for periodens overdrevne tiltro til kapitalens evne til selvreform. Den stalinistiske historiker Eric Hobsbawms opgivende The Age of Extremes var et andet. Da Empire udkom og ikke blot præsenterede en analyse af denne nye globaliserede verden som et kapitalistisk imperium, men også argumenterede for fremkomsten af et nyt, kollektivt og heterogent revolutionært subjekt der truede denne verden indefra, skete der noget. Alle de nedslående forfaldshistorier blev med ét omgjort og erstattet af en fortælling om nye muligheder, om en potentielt revolutionær og overskridende multitude der allerede var i færd med at ødelægge kapitalen indefra.

Overgangen fra økonomi til politikk lar vente på seg, noe som skyldes protest-bevegelsenes manglende evne til politisk organisering.

Ny syntese. Samarbejdet mellem den yngre amerikanske litteraturprofessor Hardt og den gamle italienske professor og aktivist Negri var et overbevisende forsøg på at iværksætte en tidssvarende materialistisk økonomikritik. Deres kritiske analyse af ændringer i forholdet mellem kapital og arbejde præsenterede et nyt subjekt der skulle omvælte imperiet og indløse den kognitive kapitalismes potentialer. Empire blev siden fulgt op af bøgerne Multitude fra 2004, Commonwealth fra 2009 og den lille pamfletbog Declaration fra 2012. Den sidste var en hurtig analyse af de nye pladsbesættelsesbevægelser, som Hardt og Negri analyserede som afvisninger af hvad de kaldte «de fire neoliberale subjektiveringsformer»: det forgældede subjekt, det repræsenterede subjekt, det medierede subjekt og det sikkerhedsgjorte subjekt. Assembly udgør en fortsættelse af den lille bog, men nu i form af en ny, stor syntese, hvor de gør status over den nye protestbølge der så dagens lys efter 2008, i kølvandet af finanskrisen, og spredte sig fra Sydeuropa til Nordafrika, videre til Grækenland (2008–12), den grønne revolution i Iran (2009), det arabiske forår, de indignerede i Spanien, optøjer i London (2011), studenterprotesterne i Chile (2011–12), modstanden mod forhøjede transportafgifter i Brasilien (2013), demokratiprotester i Hong Kong (2014), BLM-bevægelsen i USA, der delvist overlappede med Occupy, men for alvor har været aktiv siden januar 2015, og Nuit debout i Paris (2016). Den nye protestbevægelse må være udgangspunktet for enhver kritisk samtidsanalyse.

Hvor er vi? Vi har allerede flere vigtige statusopgørelser, der forsøger at give en vurdering af situationen, af kapitalens krise og de nye protester, deriblandt Comité invisibles Maintenant og Rancières lille interviewbog En quel temps vivons-nous? De forsøger alle at analysere hvorfor opstandene ikke er kommet videre og udviklet sig til egentlige revolutioner. For Comité invisible er opstanden det vigtige – det der sker i konfrontationen med den kapitalistiske normalitet, dens politi og skærme. De formulerer projektet negativt; det handler om destitution som en afsættelse af magten, hvor der sker en frisættelse og opstår noget levende på gaden i kampen mod staten. Rancière formulerer naturligvis ikke noget program – han er ikke for ingenting «den uvidende lærer» – men han noterer sig de besværligheder som protestbevægelserne har med at forbinde alternative kollektivformer med kampen mod en fjende – forbinde autonomi med klassekamp.

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.