Da Michael Hardt og Antonio Negris Empire udkom i 2000, medførte den et veritabelt jordskælv. Selvfølgelig havde der været utallige kritiske analyser af den historiske udvikling efter Berlinmurens fald, men ingen af dem havde effektivt formået at udfordre neoliberalismens som dét Perry Anderson samme år, i tidsskriftet New Left Review, kaldte «verdenshistoriens mest succesfulde ideologi». 1989 var aldrig blevet den frisættelse som mange marxister havde håbet. Murens fald og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud var ikke en åbning, men en afslutning. I stedet for en gentænkning og opdatering af Marx’ kritik af den kapitalistiske økonomi og kommunismens revolutionære projekt, så stod 1990’erne i den kapitalistiske globaliserings tegn.
Fukuyamas beskrivelse af Vestens liberale markedsdemokrati som «historiens afslutning» var blot ét udtryk for periodens overdrevne tiltro til kapitalens evne til selvreform. Den stalinistiske historiker Eric Hobsbawms opgivende The Age of Extremes var et andet. Da Empire udkom og ikke blot præsenterede en analyse af denne nye globaliserede verden som et kapitalistisk imperium, men også argumenterede for fremkomsten af et nyt, kollektivt og heterogent revolutionært subjekt der truede denne verden indefra, . . .
Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement (69kr)
