Da Michael Hardt og Antonio Negris Empire udkom i 2000, medførte den et veritabelt jordskælv. Selvfølgelig havde der været utallige kritiske analyser af den historiske udvikling efter Berlinmurens fald, men ingen af dem havde effektivt formået at udfordre neoliberalismens som dét Perry Anderson samme år, i tidsskriftet New Left Review, kaldte «verdenshistoriens mest succesfulde ideologi». 1989 var aldrig blevet den frisættelse som mange marxister havde håbet. Murens fald og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud var ikke en åbning, men en afslutning. I stedet for en gentænkning og opdatering af Marx’ kritik af den kapitalistiske økonomi og kommunismens revolutionære projekt, så stod 1990’erne i den kapitalistiske globaliserings tegn.
Fukuyamas beskrivelse af Vestens liberale markedsdemokrati som «historiens afslutning» var blot ét udtryk for periodens overdrevne tiltro til kapitalens evne til selvreform. Den stalinistiske historiker Eric Hobsbawms opgivende The Age of Extremes var et andet. Da Empire udkom og ikke blot præsenterede en analyse af denne nye globaliserede verden som et kapitalistisk imperium, men også argumenterede for fremkomsten af et nyt, kollektivt og heterogent revolutionært subjekt der truede denne verden indefra, skete der noget. Alle de nedslående forfaldshistorier blev med ét omgjort og erstattet af en fortælling om nye muligheder, om en potentielt revolutionær og overskridende multitude der allerede var i færd med at ødelægge kapitalen indefra.
Overgangen fra økonomi til politikk lar vente på seg, noe som skyldes protest-bevegelsenes manglende evne til politisk organisering.
Ny syntese. Samarbejdet mellem den yngre amerikanske litteraturprofessor Hardt og den gamle italienske professor og aktivist Negri var et overbevisende forsøg på at iværksætte en tidssvarende materialistisk økonomikritik. Deres kritiske analyse af ændringer i forholdet mellem kapital og arbejde præsenterede et nyt subjekt der skulle omvælte imperiet og indløse den kognitive kapitalismes potentialer. Empire blev siden fulgt op af bøgerne Multitude fra 2004, Commonwealth fra 2009 og den lille pamfletbog Declaration fra 2012. Den sidste var en hurtig analyse af de nye pladsbesættelsesbevægelser, som Hardt og Negri analyserede som afvisninger af hvad de kaldte «de fire neoliberale subjektiveringsformer»: det forgældede subjekt, det repræsenterede subjekt, det medierede subjekt og det sikkerhedsgjorte subjekt. Assembly udgør en fortsættelse af den lille bog, men nu i form af en ny, stor syntese, hvor de gør status over den nye protestbølge der så dagens lys efter 2008, i kølvandet af finanskrisen, og spredte sig fra Sydeuropa til Nordafrika, videre til Grækenland (2008–12), den grønne revolution i Iran (2009), det arabiske forår, de indignerede i Spanien, optøjer i London (2011), studenterprotesterne i Chile (2011–12), modstanden mod forhøjede transportafgifter i Brasilien (2013), demokratiprotester i Hong Kong (2014), BLM-bevægelsen i USA, der delvist overlappede med Occupy, men for alvor har været aktiv siden januar 2015, og Nuit debout i Paris (2016). Den nye protestbevægelse må være udgangspunktet for enhver kritisk samtidsanalyse.
Hvor er vi? Vi har allerede flere vigtige statusopgørelser, der forsøger at give en vurdering af situationen, af kapitalens krise og de nye protester, deriblandt Comité invisibles Maintenant og Rancières lille interviewbog En quel temps vivons-nous? De forsøger alle at analysere hvorfor opstandene ikke er kommet videre og udviklet sig til egentlige revolutioner. For Comité invisible er opstanden det vigtige – det der sker i konfrontationen med den kapitalistiske normalitet, dens politi og skærme. De formulerer projektet negativt; det handler om destitution som en afsættelse af magten, hvor der sker en frisættelse og opstår noget levende på gaden i kampen mod staten. Rancière formulerer naturligvis ikke noget program – han er ikke for ingenting «den uvidende lærer» – men han noterer sig de besværligheder som protestbevægelserne har med at forbinde alternative kollektivformer med kampen mod en fjende – forbinde autonomi med klassekamp.
Multitudens autonomi. Hardt og Negri er vanen tro noget mere optimistiske i deres analyse end de andre, omend de er med på at det ikke er muligt at vende tilbage til en eller anden keynesiansk løsning à la perioden efter 2. verdenskrig. Det projekt er forbi, skriver de. Men Hardt og Negri ser muligheder hvor de andre ser problemer og blokeringer, noget som på én og samme tid er styrken og svagheden ved deres analyse. Kombinationen af den kopernikanske vending i den italienske arbejderisme, hvor arbejderklassen (det levende arbejde) er den egentlige skaber af værdi, og Foucaults dynamiske magtanalyse af modstandens «forrang» muliggør ikke blot en analyse af de nye vilkår – «finansielt herredømme og neoliberal styring» kalder de det i den nye bog – men udpeger også den allerede igangværende overskridelse af disse. Som de skriver: «I dag er produktionen i stigende grad social i dobbelt forstand. På den ene side producerer mennesker stadigt mere socialt, i netværkssamarbejder og gennem interaktion, og på den anden side er resultatet af produktionen ikke bare varer, men sociale forhold og i sidste instans samfundet.» Analysen af denne udvikling er både beskrivelsen af en mere og mere invasiv kapital og en udpegning af dens parasitære væsen – og dermed en udpegning af multitudens autonomi, dens evne til at producere et samfund; et andet samfund, selvfølgelig. Den neoliberale styring og finanskapitalen regerer ganske vist over alle produktive forhold, men der er også modstand over det hele. Faktisk viser den overvældende repression hvor bange den herskende klasse er for multituden og dens sammensatte krea-
tivitet.
Neoliberalismen har prøvd ta eierskap til forestillingen om entreprenøren, men det er jo mengden og det levende arbeid som er de virkelige entreprenører.
Fra økonomi til politikk. Hardt og Negri anerkender selvfølgelig at de nye protestbevægelser endnu ikke er lykkedes med deres projekt. Mulighedsbetingelserne for et brud er tilstede, men bruddet er åbenbart ikke sket. Overgangen fra økonomi til politik lader med andre ord vente på sig, noget som ikke mindst skyldes bevægelsernes manglende evne til at tænke politisk organisering. De to forfatterne går i rette med idéen om horisontalitet – hvilket til dels er en selvkritik, da Hardt og Negri mere end nogen andre har været fortalere for at organisere modstanden mod imperiet og kapitalismen som et fladt og udstrakt netværk uden centrum. I Declaration hyldede de pladsbesættelsesbevægelserne for ikke at have ledere og talspersoner, men nu skriver de at de horisontale bevægelser ikke er nok i sig selv; de må også have ledere. Det har været rigtigt at kritisere arbejderbevægelsens politiske partier og den leninistiske avantgarde, men det er en fejl at tro at revolutionen ikke skal organiseres, skriver de nu. Dette er nyt.
Problemet er selvfølgelig at de gamle politiske organiseringsformer er blevet ødelagt, og at der endnu ikke er blevet udviklet nye. Hardt og Negri foreslår derfor en løsning på den klassiske modsætning mellem spontanitet og ledelse, hvor bevægelsen nu agerer strategisk og ledelsen taktisk. Almindeligvis er det jo omvendt. Herefter skal bevægelsen udstikke en langsigtet retning, mens ledelsen kan få lov til at agere taktisk i specifikke situationer, som i demonstrationer. Udgangspunktet for denne omvending er at bevægelsen allerede har den nødvendige viden og den organisatoriske evne til at kæmpe imod og ikke mindst producere noget andet. Som forfatterne skriver i en af bogens mere tankevækkende formuleringer, er multituden kendetegnet ved entreprenørskab. Neoliberalismen har forsøgt at tilfangetage forestillingen om entreprenøren, men det er jo multituden og det levende arbejde der producerer verden og derfor er de virkelige entreprenører. Derfor skal termen generobres. Kommunisme som entreprenørskab!
En ny type revolusjon. Denne generobring finder sted i overensstemmelse med Hardt og Negris brug af Foucaults magtbegreb, der ifølge dem var en nødvendig udvidelse af marxismens forestilling om magt. Når det sociale bliver produktivt, udvides udbytningen eller magten jo. Derfor skal analysen af den kapitalistiske produktions dispositiv udvides hinsides fabrikkens udbytning. Det var dét Foucault havde gang i med sin magtanalyse, og som forfatterne derfor ser som en afgørende videreudvikling af den vestlige marxisme. Magten er overalt, og den er iboende i det sociale. Men endnu vigtigere: Det er en dynamisk relation, hvor de dominerede kan gøre modstand og afvise magten. Magten er slik set altid usikker – der er ikke nogen omnipotent hersker, hverken Leviathan eller Empire. Derfor er projektet for Hardt og Negri ikke at tage magten, men at «tage magten på en anden måde»; hinsides den private ejendomsret og den nationale identitet, hvor multituden kaster kapitalens mediering af sig og skaber et andet samfund.
