Kolonial voyeurisme genbesøgt

Det er vanskeligt at afgøre, om dokumentaren African Mirror – baseret udelukkende på arkivmateriale – vil rehabilitere en kolonial bevidsthed, kritisere kolonialisme eller snarere er en essayistisk nostalgi over det koloniale blik.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 31.03.2019
African Mirror

Mischa Hedinger ( Schweiz)

Det er kommet på mode at skabe dokumentarfilm på baggrund af det 20. århundredes (visuelle) arkiver. Denne genre udføres ofte med en grad af kunstnerisk frihed, som undergraver den historisk-dokumentariske værdi, og African Mirror – der hadde verdenspremiere på dette års Berlinale – er et eksempel på denne praksis.

Filmessay

Arkivoptagelser, breve, presseklip og dagbøger er blevet samplet til hvad instruktør Mischa Hedinger kalder et filmessay, der portrætterer den schweiziske rejseskribent, fotograf, filmskaber og foredragsholder René Gardi (1909-2000) og hans blik, perspektiv og folkelige gennemslagskraft.Gardi rejste livet igennem rundt på det afrikanske kontinent, særligt i den del, som i dag er den uafhængige republik Cameroun. Som i andre dokumentarfilm inden for genren får beskueren imidlertid først et godt stykke ud i filmen oplysninger om, hvor på det afrikanske kontinent optagelserne er fra, og der gives kun ganske få detaljer om de konkrete steder og tider.

Det mest interessante ved African Mirror er den tidsrejse, vi bliver taget med på.

Den lokalbefolkning, som udstilles i Gardis optagelser – der optræder ukommenterede i filmessayet – forbliver unavngivne, uspecificerede og uden egen stemme, hvorimod de kolonisatorer, som befolker optagelserne (og dermed filmessayet), er navngivne, deres meritter er nævnt, og de sætter ord på deres holdninger og verdenssyn.Vi ser de koloniale administratorer udføre og tale om deres folketællings- og skatteopkrævningspraksisser, og hører om, hvordan lokalbefolkningens modstand straffes med hus- og markafbrændinger. Dem, der taler og dem, der observerer i African Mirror, er – som sædvanlig – de hvide europæere, og i den forstand reproduceres det koloniale blik og den koloniale repræsentationsmagt.Dette instruktørvalg afmonterer i udgangspunktet enhver form for kolonialismekritik, der måske, måske ikke, har været en del af instruktørens dagsorden. Det er vanskeligt at indse, hvilken legitimitet distributionen af det koloniale blik nogensinde har haft, og endnu vanskeligere at indse, hvilken legitimitet en re-distribution – og i forlængelse heraf rehabilitering – har i dag.
… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Ny Tid i julegave

Legg igjen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.