Kolonial voyeurisme genbesøgt

Det er vanskeligt at afgøre, om dokumentaren African Mirror – baseret udelukkende på arkivmateriale – vil rehabilitere en kolonial bevidsthed, kritisere kolonialisme eller snarere er en essayistisk nostalgi over det koloniale blik.
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 31.03.2019

African Mirror

Mischa Hedinger

Schweiz

Det er kommet på mode at skabe dokumentarfilm på baggrund af det 20. århundredes (visuelle) arkiver. Denne genre udføres ofte med en grad af kunstnerisk frihed, som undergraver den historisk-dokumentariske værdi, og African Mirror – der hadde verdenspremiere på dette års Berlinale – er et eksempel på denne praksis.

Filmessay

Arkivoptagelser, breve, presseklip og dagbøger er blevet samplet til hvad instruktør Mischa Hedinger kalder et filmessay, der portrætterer den schweiziske rejseskribent, fotograf, filmskaber og foredragsholder René Gardi (1909-2000) og hans blik, perspektiv og folkelige gennemslagskraft.

Gardi rejste livet igennem rundt på det afrikanske kontinent, særligt i den del, som i dag er den uafhængige republik Cameroun. Som i andre dokumentarfilm inden for genren får beskueren imidlertid først et godt stykke ud i filmen oplysninger om, hvor på det afrikanske kontinent optagelserne er fra, og der gives kun ganske få detaljer om de konkrete steder og tider.

Det mest interessante ved African Mirror er den tidsrejse, vi bliver taget med på.

Den lokalbefolkning, som udstilles i Gardis optagelser – der optræder ukommenterede i filmessayet – forbliver unavngivne, uspecificerede og uden egen stemme, hvorimod de kolonisatorer, som befolker optagelserne (og dermed filmessayet), er navngivne, deres meritter er nævnt, og de sætter ord på deres holdninger og verdenssyn.

Vi ser de koloniale administratorer udføre og tale om deres folketællings- og skatteopkrævningspraksisser, og hører om, hvordan lokalbefolkningens modstand straffes med hus- og markafbrændinger. Dem, der taler og dem, der observerer i African Mirror, er – som sædvanlig – de hvide europæere, og i den forstand reproduceres det koloniale blik og den koloniale repræsentationsmagt.

Dette instruktørvalg afmonterer i udgangspunktet enhver form for kolonialismekritik, der måske, måske ikke, har været en del af instruktørens dagsorden. Det er vanskeligt at indse, hvilken legitimitet distributionen af det koloniale blik nogensinde har haft, og endnu vanskeligere at indse, hvilken legitimitet en re-distribution – og i forlængelse heraf rehabilitering – har i dag.

African Mirror. Regissør Mischa Hedinger

Uden samtykke

I African Mirror bliver beskueren taget med på René Gardis rejser, hvor han ærgrer sig over, at hans hjemland ikke har egne kolonier, og dermed ikke bidrager til den – i hans opfattelse – på én gang noble og ødelæggende mission om at civilisere sorte befolkningsgrupper i fremmede lande.

Det mest interessante ved filmessayet er den tidsrejse, vi bliver taget med på, som viser, hvordan den europæiske modtagelse af Gardis arbejde forandrer sig fra hyldest og høj efterspørgsel til granskning og kritik af Gardis koloniale og stadigt mere bedagede blik. Gardis billeder og voiceovers minder mest af alt om dyreoptagelser; lokalbefolkninger bliver skamløst udstillet i deres mest intime øjeblikke og uden samtykke, kommenteret af personen bag kameraet. De bliver ikke blot nægtet en egen stemme, men antages at være uden stemme i det hele taget i deres konstruerede primitivitet.

Graden af kunstneriske frihed i dokumentarfilm som er skabt på baggrund af det 20. århundredes (visuelle) arkiver, undergraver ofte den historiskdokumentariske værdi.

Ved at dedikere omfattende og ukommenteret plads til genfremvisning af Gardis arbejde begår Mischa Hedinger den klassiske forbrydelse at gentage overgrebet på de mennesker, der udstilles. Hvad meningen end er, er der ikke nogen god undskyldning for et sådant valg.

Hvis pointen er at undersøge det koloniale blik, burde Gardis arkiv flyttes til Cameroun og blive gjort tilgængeligt for filmskabere og forskere der. Hvis denne type optagelser tilhører nogen, så må det være efterkommerne af de mennesker, som så respektløst blev gjort til genstand for en selvimponeret schweizisk kameraejers nostalgiske hobby og karriere.

Kolonial fantasi genforestillet

En af Gardis teknikker var at overtale de lokale – sommetider med en form for (ussel) betaling – til at opføre, hvad han forestillede sig, var deres autentiske traditioner foran kameraet. Hvis de nægtede eller protesterede mod hans forestillinger om, hvad deres traditioner bestod i, reagerede han ikke med refleksion, men ved at insistere på, at de fulgte hans ideer.

Det har en vis værdi at afsløre, hvordan folk, der engang blev opfattet som sandhedsvidner til «den andens» eksotiskhed, benyttede den type teknikker. Men i den form, fremstillingen har i African Mirror, forbliver latterliggørelsen bundet til objekterne for den koloniale voyeurisme.

Medvidende eller ej bidrager African Mirror til at understøtte den ulige repræsentationsmagt, og som sådan er dokumentaren først og fremmest et spejl af sig selv.

Sent i filmessayet hører vi en forpint Gardi – formentlig rekonstrueret fra breve og dagbøger – spekulere over, hvad der er blevet af ”hans» autentiske frihedsparadis i det, der i mellemtiden er blevet republikken Cameroun, som på det tidspunkt bliver oversvømmet af europæisk turisme og udsat for postkolonial udnyttelse, mens landets indbyggere samtidig forsøger at opbygge deres selvrespekt og selvbestemmelse; forsøg som i vid udstrækning blev opfattet som latterlige af både Gardi og de forhenværende koloniale administratorer.

Det tabte sted og den tabte tid, som Gardi længes efter, er et sted og en tid, hvor han havde friheden til at underkaste de lokale sit (vide)begær og sine fantasier, og til at kunne imponere sit europæiske publikum med indbildte indsigter, fortolkninger og repræsentationer.

Mens arven efter Gardi og hans ligesindede, de koloniale administratorer og det forlystede hvide europæiske publikum, stadig tynger verdens tilstand, bidrager African Mirror – medvidende eller ej – til at understøtte den ulige repræsentationsmagt, og som sådan er dokumentaren først og fremmest et spejl af sig selv.

 African Mirror hadde verdenspremiere på den 69. filmfestivalen
i Berlin i februar.

 

Gratis prøve
Kommentarer