Efter Sovjetunionens ydmygende exit fra Afghanistan i 1989 var kirken i stor grad med til at højne moralen, og det er den proces, der er fortsat op til i dag. Det er på mange måder en farlig tendens.
I samfundsmæssig sammenhæng startede den fornyede interesse for troen som et græsrodsfænomen, men det har lidt efter lidt bredt sig til toppen og er afgørende med til at forme den nationale identitet. Putin er selv et religiøst menneske, og han bruger bevidst kirken til at skabe alliancer. Dette ses meget tydeligt i militær sammenhæng, hvor den kirkelige indflydelse har bidraget til at give atomvæbningen højere status end de konventionelle værn. I dag er der præster med ved alle større militære manøvrer, og alle våben er forsynet med et ikon. Der er ligefrem en tendens til at medlemskab af den russisk-ortodokse kirke er fremmende for karrieren, fuldstændig som den kommunistiske partibog var det i Sovjetunionen.
Sarov som eksempel
I 1927 blev det russisk-ortodokse kloster ved Sarov lukket. Det var det år, bolsjevikkernes systematiske forfølgelse af kirken for alvor tog fat. I Sarov henrettede de alle præster og munke. Med årene blev de gamle klosterbygninger lidt efter lidt omdannet til center for de sovjetiske atomprogrammer, og Sarov blev til en lukket by. Den fik navnet Arzamas-16.
Putin er selv et religiøst menneske, og han bruger bevidst kirken til at skabe alliancer.
Stedet var cremen af den vidt forgrenede sovjetiske våbenindustri, og forskere og officerer levede en privilegeret, om end gedulgt tilværelse. Derfor ramte chokket måske også så meget desto hårdere i den isolerede by, da Sovjetunionen op gennem 1980’erne begyndte at smuldre. Varemangel blev dagens kost, som alle andre steder i imperiet, og rådvildheden bredte sig.
Det var tiden med perestrojka, og mange sovjetborgere knyttede håbet til kirken, der atter dukkede op på scenen. Det skete også i Arzamas-16. Atomforskerne havde samme behov for et ståsted i de kaotiske tider, og da Sovjetunionens endelige sammenbrud kom, blev dette behov bare endnu mere akut. For det isolerede samfund var ikke bare blevet frataget den privilegerede status, men blev også lagt for had. Almindelige borgere betragtede dem som indbegrebet af den pamperklasse, som havde levet i luksus, og katastrofen på atomkraftværket ved Tjernobyl i 1986 kom til at stå som tydeligt tegn på, at eksperterne ikke havde været pengene værd.
Kirkeligt pr-arbejde
Dette er indledningen til en særegen historie, som Dmitry Adamsky beskriver i sin nye bog. Han er professor i statskundskab ved Det Interdisciplinære Universitetscenter lidt udenfor Tel Aviv, men er af russisk afstamning og ekspert i tiden efter Sovjetunionens fald. Han leverer en skræmmende analyse af et fornuftsægteskab mellem kirken og militæret med store konsekvenser for den globale sikkerhedspolitik.
Moskvas patriark, Kirill, der samtidig var ansvarlig for den russisk-ortodokse kirkes eksterne relationer, så en mulighed i Arzamas-16. De gamle klosterbygninger havde været hjem for Serafim, en af de vigtigste helgener i Ruslands historie, så Kirill gik i samarbejde med atomforskerne. De sørgede for at få kirkebygningen genopført og klar til en storslået genindvielse af graven, og til gengæld talte Kirill kirkens sag. Han slog på, hvordan der op gennem Ruslands historie har været et tæt forhold mellem kirken og militæret, og ved at give det hele en stærkt national betoning gik det emotionelle budskab lige ind hos befolkningen.
Det er de ord, vi hører fra Putin i dag. Han repræsenterer et Rusland, hvor atomprogrammerne har fået sin anseelse fuldt ud tilbage, og fordi kirken har holdt denne udvikling i kort snor, er den blevet en betydelig magtfaktor og sidder med ved bordet, hvor de sikkerhedspolitiske beslutninger træffes. Putin har flere gange bemærket at kontrollen over atomprogrammerne svarer til at have scepter og rigsæble i hænderne, og i 2007 sagde han til en gruppe russiske journalister, at den traditionelle tro og det atomare skjold er to nær forbundne forudsætninger for den nationale sikkerhed.
Krim
Allerede i begyndelsen af 00erne fik kirken sine omfattende ejendomsbesiddelser tilbage, og systemet med feltpræster og militære kapellaner blev genindført. Den russisk-ortodokse tro har i dag status af statskirke og er den eneste med officiel blåstempling, og enhver militær kommandant skal underskrive en erklæring om troskab overfor præsteskabet.
I dag er der præster med ved alle større russiske militære
manøvrer, og alle våben er forsynet med et ikon.
Under sit arbejde blev Dmitry Adamsky mødt af en vis skepsis blandt russiske kilder, og han understreger også selv, at man skal være forsigtig med at overvurdere kirkens indflydelse. Men når det er sagt, kan man ikke løbe fra Ruslands kriseramte forhold til Ukraine som et af mange lysende eksempler på det modsatte. En vigtig medspiller i de russiske beslutninger var den statslige tænketank RISI. Lederen var på det tidspunkt Leonid Resjetnikov, en tidligere efterretningsofficer der havde taget religionen til sig, og han omgav sig med en gruppe klerikale analytikere. Herfra kom anbefalingen om at erobre det ukrainske Krim og annektere halvøen, og hovedargumentet lød, at dette er fødestedet for den hellige prins Vladimir, der i det 10. århundrede blev kristen og lod sig døbe på vegne af hele det russiske folk.
Hellig krig
Problematikken er den samme i den russiske mellemøstpolitik. Naturligvis har Rusland nogle strategiske interesser i den del af verden, men der er også et tydeligt åndeligt og messiansk element indblandet. Putin lægger ikke skjul på, at han ønsker at beskytte Mellemøstens kristne mindretal, og i 2017 betegnede patriarken Kirill det russiske engagement i Syrien som hellig krig. Den del af retorikken måtte han dog hurtigt nedtone, for ikke at blive uvenner med de muslimske mindretal i selve Rusland. Der har endnu ikke været eksempler på at Rusland har spillet med sine atomare muskler, men alene tilstedeværelsen af et arsenal giver landet en vis sikkerhedspolitisk pondus. På den led bliver Adamskys grundige analyse af den kirkelige og dermed ikke-militærfaglige indflydelse til et bekymrende indblik i de scenarier, som fremtiden kan bringe.
(Du kan også lese og følge Cinepolitical, vår redaktør Truls Lies kommentarer på X.)
