Kirken og militæret

RUSSLAND: Kom egentlig annekteringen af Krim fra religiøse kredser? Medlemskab i den russisk-ortodokse kirke er fremmende for den militære karriere.

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 01.10.2019
           Russian Nuclear Orthodoxy. Religion, Politics, and Strategy
Forfatter: Dmitry Adamsky
Stanford University Press, USA

Efter Sovjetunionens ydmygende exit fra Afghanistan i 1989 var kirken i stor grad med til at højne moralen, og det er den proces, der er fortsat op til i dag. Det er på mange måder en farlig tendens.

I samfundsmæssig sammenhæng startede den fornyede interesse for troen som et græsrodsfænomen, men det har lidt efter lidt bredt sig til toppen og er afgørende med til at forme den nationale identitet. Putin er selv et religiøst menneske, og han bruger bevidst kirken til at skabe alliancer. Dette ses meget tydeligt i militær sammenhæng, hvor den kirkelige indflydelse har bidraget til at give atomvæbningen højere status end de konventionelle værn. I dag er der præster med ved alle større militære manøvrer, og alle våben er forsynet med et ikon. Der er ligefrem en tendens til at medlemskab af den russisk-ortodokse kirke er fremmende for karrieren, fuldstændig som den kommunistiske partibog var det i Sovjetunionen.

Sarov som eksempel

I 1927 blev det russisk-ortodokse kloster ved Sarov lukket. Det var det år, bolsjevikkernes systematiske forfølgelse af kirken for alvor tog fat. I Sarov henrettede de alle præster og munke. Med årene blev de gamle klosterbygninger lidt efter lidt omdannet til center for de sovjetiske atomprogrammer, og Sarov blev til en lukket by. Den fik navnet Arzamas-16.

Putin er selv et religiøst menneske, og han bruger bevidst kirken til at skabe alliancer.

Stedet var cremen af den vidt forgrenede sovjetiske våbenindustri, og forskere og officerer levede en privilegeret, om end gedulgt tilværelse. Derfor ramte chokket måske også så meget desto hårdere i den isolerede by, da Sovjetunionen op gennem 1980’erne begyndte at smuldre. Varemangel blev dagens kost, som alle andre steder i imperiet, og rådvildheden bredte sig.

Det var tiden med perestrojka, og mange sovjetborgere knyttede håbet til kirken, der atter dukkede op på scenen. Det skete også i Arzamas-16. Atomforskerne havde samme behov for et ståsted i de kaotiske tider, og da Sovjetunionens endelige sammenbrud kom, blev dette behov bare endnu mere akut. For det isolerede samfund var ikke bare blevet frataget den privilegerede status, men blev også lagt for had. Almindelige borgere betragtede dem som indbegrebet af den pamperklasse, som havde levet i luksus, og katastrofen på atomkraftværket ved Tjernobyl i 1986 kom til at stå som tydeligt tegn på, at eksperterne ikke havde været pengene værd.

Ny Tid i julegave

… OBS. teksten fortsetter …
Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)

Legg igjen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.