Kinas bløde – og mindre bløde – magt i Sydøstasien

Da Barack Obama bekendtgjorde sin ‘pivot to Asia’-strategi, var det ikke mindst et svar på Kinas stigende indflydelse i regionen. I en ny antologi vurderes Kinas succes med at sætte fodaftryk i nabolandene.
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 13.03.2019
China’s Footprints in Southeast Asia
Forfatter: Maria Serena I. DioknoHsin-Huang Michael HsiaoAlan H. Yang (red.)
NUS Press, Singapore

Da den filippinske historieprofessor Maria Serena I. Diokno forrige sommer var inviteret som hovedtaler i et panel om autoritære tendenser i Sydøstasien på International Conference of Asia Scholars i Chiang Mai i Thailand, holdt hun en inspireret og indigneret tale om historisk revisionisme og strategisk glemsel under den siddende filippinske Duterte-regering. En af præsident Rodrigo Dutertes hovedgerninger har været at knytte tætte og nærmest betingelsesløse bånd til Kina, et land som Filippinerne ellers har haft et anstrengt forhold til i årtier – ikke mindst på grund af den havterritorielle konflikt mellem de to lande. Duterte er gået så vidt som at se bort fra en international dom fra 2016, der giver Filippinerne medhold i konflikten.

Derfor er det også lidt skuffende, at den nye antologi China’s Footprints in Southeast Asia, som Diokno er medredaktør af, kun marginalt berører Kinas stigende økonomiske og politiske indflydelse i Filippinerne de senere år.

Ifølge kritikere er præsident Duterte decideret i færd med at sælge Filippinerne til Kina.

Antologiens bidrag dækker de fleste sydøstasiatiske lande med momentvise historiske rids, mens det primære fokus er på perioden fra 1990’erne til 2010’erne. Hvad angår Filippinerne, er analysen imidlertid begrænset til tiden under Gloria Macapagal-Arroyo (2001-2010), hvor flere store kinesisk finansierede projekter kuldsejlede på grund af omfattende korruptionsskandaler. Det giver et skævt indtryk af Kinas fodaftryk i netop dette land, eftersom den nuværende præsident Duterte – der i øvrigt har trukket Macapagal-Arroyo tilbage ind i den politiske varme – ifølge kritikere decideret er i færd med at sælge Filippinerne til Kina.

Strategien bag Confucius-institutterne

China’s Footprints in Southeast Asia tager udgangspunkt i Joseph Nyes berømte teori om ‘blød magt’ – en teori, som kinesiske akademikere og toppen af kommunistpartiet læste med stor interesse og indarbejdede som en form for ideologisk ledetråd i udviklingen af Kinas udenrigspolitiske ambitioner.

Et af de redskaber, der undersøges i antologien, er Confucius-institutterne, som i USA, Canada og flere europæiske lande – heriblandt Norge – er kontroversielle, men som nyder stor opbakning fra den lokale elite i de fleste sydøstasiatiske lande. Blandt andet den norske diskussion har fokuseret på spørgsmålet om, hvorvidt Confucius-institutterne, der er finansieret og politisk styret af den kinesiske stat, bliver brugt som redskab til at fremme kinesiske interesser og verdenssyn på bekostning af forskningsfriheden.

ET CONFUCIUS-INSTITUTT ER OPRETTET VED CHULALONGKORN UNIVERSITY. (FOTO: CHULALONGKORN UNIV.)

Selvom der er forskel på, hvordan disse institutter fungerer lokalt alt afhængig af national kontekst og konteksten på det enkelte værtsuniversitet, tyder meget på, at Kina – ikke overraskende – netop bruger institutterne strategisk og til mere end blot udbredelse af kendskab til kinesisk sprog og ‘kultur’.

Det første Confucius-institut (CI) blev ifølge antologien etableret i Seoul i Sydkorea i 2004. Siden spredte de sig som en steppebrand over hele verden, og i 2016 var der flere end 500 Confucius-institutter og 1000 såkaldte Confucius Classrooms (CC) – sproginstitutter oprettet på gymnasier og grundskoler – fordelt i 134 lande. Selvom de fleste CI’s og CC’s er oprettet på værtsinstitutioner i Nord- og Sydamerika, er Asien central for netop denne del af Kinas blød-magt-strategi, hævder antologien, fordi: «For det første, ulig i USA eller Europa har der været minimal modstand mod CI’s og CC’s i Asien. For det andet byder de fleste af Kinas asiatiske naboer forbindelsen til Kina velkommen, fordi landene nyder godt af Kinas økonomiske opstigen.»

Kinas venner

Antologien, som er socialvidenskabeligt anlagt og i den forstand makrodataorienteret, går desværre ikke i dybden med præcis hvad disse CI’s og CC’s har udvirket i Asien og hvordan de eventuelt påvirker forskningsindholdet på værtsinstitutionerne og den politiske dagsorden i værtslandene. Det ville ellers have været relevant viden for diskussionen om legitimiteten/risikoen ved disse institutioner i de nordiske lande.Lokalbefolkningen i Kinas nabolande begynder at udøve modstand mod de megaprojekter, som ofte gavner Kinas elite og de lokale eliter en hel del mere end de gavner folk flest.

Lokalbefolkningen i Kinas nabolande begynder at udøve modstand mod de megaprojekter, som ofte gavner Kinas elite og de lokale eliter en hel del mere end de gavner folk flest.

Interessant er det dog med det overblik der gives over den massive opbakning fra de lokale eliter i særligt Thailand, Singapore og Cambodja til etableringen av Confucius-institutter i de respektive lande. I Thailand – hvor der er oprettet Confucius-institutter ved to af de mest anerkendte forskningsinstitutioner, Chulalongkorn University og Chiang Mai University – er selveste prinsesse Sirindhorn blevet maskot for Kinas bløde magt i landet, og Kina udnævnte hende i 2010 til en af sine ti bedste venner i udlandet.

Bide our time

Redaktørernes introduktion viser udviklingen fra gensidig skepsis og mistillid mellem Folkerepublikken Kina og de ikke/anti-kommunistiske ASEAN-lande frem til den økonomiske krise i 1997 – og Kinas markedsreformstrategi – bragte dem sammen. De peger samtidig på mulige nye spændinger efterhånden som den bløde magt Kina hævder at udøve i al venskabelighed i sine nabolande, viser sig at være mindre blød, og efterhånden som lokalbefolkningen begynder at udøve modstand mod de megaprojekter, som ofte gavner Kinas elite og de lokale eliter en hel del mere end de gavner folk flest.

Blandt de øvrige mest interessante bidrag er Then-Chi Changs historiske rids over Kinas udenrigspolitiske strategi fra Deng Xiaopings hide our light and bide our time-parole til Xi Jinpings langt mere konfrontative og ekspansive tilgang til nabolandene.

China’s Footprints in Southeast Asia er flere steder lige lovlig studiekompendie-agtig og Joseph Nye-repetitiv, ligesom den savner centrale aktuelle elementer som for eksempel præsident Dutertes ensidige åbning af Filippinerne for Kinas investeringer samt en mere dybdegående analyse af implikationerne af Belt and Road-initiativet. Ikke desto mindre giver den et nyttigt overblik over Kinas manøvrer i en region, som i disse år bliver kulturelt, økonomisk og politisk stadigt mere central for verdensordenen.

Kommentarer