Kina og den nye geopolitikken

Kinas nye silkevei blir presentert som et teknisk investerings­prosjekt, men har politiske effekter vi umulig kan overskue.

Models parade on a catwalk in the desert of Whistling Sand Mountain on the outskirts of Dunhuang in China's northwest Gansu province for iconic French fashion designer Pierre Cardin, 20 October 2007. Cardin launched his spring-summer 2008 collection in the desert of Whistling Sand Mountain on the edge of the Silk Road, almost 30 years after he first launched a collection in China. AFP PHOTO/Peter PARKS
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

De materielle og territoriale konsekvenser af Kinas One Belt One Road, også kaldet «Den nye silkevej», er uoverskuelige, siger Aihwa Ong, professor i kulturel antropologi. Kina kommer til at «omkode» hele det geopolitiske landskab gennem investeringer i jernbaner, vejnet, dybvandshavne, kraftværker og såkaldte Special Economic Zones spredt ud over flere kontinenter. Det store spørgsmål er, om det bliver til gavn for verden, eller til gavn kun for Kina.

Ong har fra forskellige udsigtspunkter – blandt andet muslimske kvinders fabriksarbejde i Malaysia, kinesisk diaspora i de øvre økonomiske lag og bioteknologi i Asien – altid forsket i, hvad hun kalder «globale koblingspunkter» (global assemblages). Nu undersøger hun, hvordan infrastrukturelle teknologier bliver brugt til at «genskabe Kina» i landets forsøg på at gennemføre «selvhævdende interventioner» uden for de nationale grænser.

Den infrastrukturelle stat. Silkevejsprojektet drejer sig om handel, om energi, om produktionsforhold, om ingeniørkunst. Og så handler det om politik. Kina skal forbindes med eksisterende og nye transport- og produktionsknudepunkter over hele verden, og intet sted er for utilgængeligt. En af de seneste knopskydninger er således at indarbejde genopbygningen af Syrien i One Belt One Road-strategien med historisk reference til, at adgangen til Europa og Afrika gik herigennem på den gamle silkevej for godt to årtusinder siden.

Ambitionsniveauet for projektet er ubegribeligt, siger Ong, og tilføjer: «Men kinesere arbejder hurtigt.» Dette blev hun mindet om, da hun for en tid tilbage genbesøgte hovedstaden i Yunnan-provinsen, Kunming, der indtil fornylig blot var en af Kinas mange mindre storbyer.

«Det er eksplosivt, de forandringer, der er sket der,» siger Ong. I 2014 offentliggjorde de kinesiske myndigheder en plan om at gøre byen til knudepunkt for den panasiatiske højhastighedsforbindelse, som skal forbinde Kina, Thailand, Vietnam, Singapore, Laos, Cambodja og Myanmar, samt udvide Kunmings bygningsmasse med 40 procent over blot et par år.

Silkeveiprosjektet dreier seg om handel, om energi, om produksjonsforhold, om ingeniørkunst. Og om politikk.

Som The Economist dengang konstaterede: «Kinas største byer kan i vid udstrækning håndtere befolkningsvæksten. Udbredelsen af beton kan vise sig at blive et større problem.»

Ong mener, at Kina kan betegnes som en «en infrastrukturel stat» på to niveauer: dels konkret byggeri og dels kreditstrømme.

«Den infrastrukturelle stat har været så ekspansiv, at der lige nu er et overudbud af kredit, beton og teknologi inden for Kinas grænser. Et af formålene med silkevejsinitiativet er altså at eksportere en del af denne overskudskapacitet til fattige stater i regionen.»

Selvom One Belt One Road potentielt omfatter det meste af verden – og vestlige observatører er mest optaget af de projekter, der er planlagt i østeuropæiske lande – er det ifølge Ong Sydøstasien, der har første prioritet for Kina. Særligt efter valget af Trump og dermed USA’s opgivelse af både Pivot to Asia-strategien generelt og frihandelsaftalen TPP (Trans-Pacific Partnership) specifikt er spillebanen blevet overladt til Kina.

«Sydøstasien er Kinas baghave, sådan ser de det,» siger forfatteren, og i den baghave er Kina i fuld gang med at «rulle sin infrastrukturelle dygtighed ud».

Sivilisatorisk praleri. Strategien blev officielt lanceret under navnet «One Belt One Road» i maj i år på en konference i Beijing, hvor de økonomisk stærkeste stater i Sydøstasien, Singapore og Thailand, i parentes bemærket ikke var inviteret.

Fattige land overlater økonomiske soner og utviklingskorridorer til utenlandsk kapital og mannskap.

«Her præsenterede præsident Xi Jinping projektet gennem fortællingen om Admiral Zheng Hes ekspeditioner til Sydøstasien og Afrika for godt 500 år siden, som blandt andet gik ud på at etablere kinesisk overherredømme, symbolsk og konkret,» siger Ong.

«Zheng He rejste rundt med sin flåde for at imponere verden med nådige gaver og modtage dens hyldest. Som en form for civilisatorisk praleri.»

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here