Kierkegaard som en tænker af tiden

Bladartikler 1834-36, 1842-51, 1854-55
LITTERATURKRITIK / Et udvalg af Søren Kierkegaards bladartikler er ingen let introduktion til hans tænkning. Derimod fungerer de som markør af tænkeren som stemme i sin samtid.

Vi har anerkendt kvinden for hendes evner udi den huslige praksis. Men kvinden er mere end det. Hun uddanner sig nu også i en teoretisk retning. Hun beviser sit værd som taler og tænker. Og så har hun en dyb indsigt i naturens hemmeligheder. Det var derfor, man i sin tid frygtede kvinden, fældede heksedomme og brændte kvinden på bål.

Vi er ikke i MeToo-alderen, men derimod tilbage i 1834. Men vi er midt i en tekst, der diskuterer kvindens rolle i verden. Hendes evner og kapacitet. Hendes ret til at være til. Ikke som appendiks til manden, men som selvstændigt væsen med alt hvad dertil hører. Skribenten er den danske filosof Søren Kierkegaard, og teksten – som kan findes i den nyligt udgivne samling af Kierkegaards bladartikler – viser med tydelighed tænkerens rækkevidde.

Bladartiklerne afstedkommer en anden form for kommen i øjenhøjde
med tænkeren end hans filosofiske værker gør.

Søren Aabye Kierkegaard – velsagtens en af Nordens største filosoffer hvis ikke den største – sad nemlig ikke i et elfenbenstårn og tænkte. Han deltog tværtimod aktivt i samtidens debatter. Han blandede sig og øste ud af sin viden, sine holdninger og refleksioner. I den forstand kan han med rette ses ikke blot som filosof, men som intellektuel. Når man læser disse bladartikler, fornemmer man, hvordan han var en del af sin tid. En stemme i den.

At gengive den 16-åriges liv

Kierkegaards var også en københavnsk flanør. Ofte gik han gaderne tynde – tænkte og talte med folkene på sin vej. Denne flydende strøm af ord og tanker fornemmes også i bladartiklerne. Bestandig er tanken på vandring. Hans stil er springende og associativ.

Tag eksempelvist artiklerne om skuespillerindens krise. Specifikt er anledningen til teksterne, at Johanne Luise Heiberg som 34-årig skulle overtage rollen som Julie i Shakespeares tragedie Romeo og Julie. Heiberg overtog rollen fra den blot 16-årige Emma Meier. Dette får Kierkegaard til at spinde en række refleksioner ikke kun om skuespillerindens misundelsesværdige liv – som ifølge Kierkegaard slet ikke er misundelsesværdigt – men også om alder, aldring og erfaring. Hvordan en erfaren kvinden med større klangbund kan gengive den 16-åriges karaktertræk, fordi hun har gennemlevet dem og fået dem på afstand. Artiklerne er et prægtigt eksempel på hvordan Kierkegaard formår at kombinere filosofiske tanker om tidens gang med langt mere konkrete overvejelser om blandt andet berømthedens paradoksale indretning. Hvordan fans af en skuespillerinde med tiden vil vænne sig til at hylde vedkommende, og at denne tilvænning med tiden vil fjerne en del af hendes mystik og udefinerbare karakter, som netop er med til at skabe dragningen. I tilvænningen og kendskabet til hende fjernes da en del af grunden til at hylde og dyrke hende. Den slags tanker synes nærmest direkte overførbare til vor tids celebrity-kultur og den måde, som det private iscenesættes og anvendes på i sociale medier.

En udvidelse af værket

Artiklerne er næppe en let adgang til Kierkegaards filosof. Dertil er de for springende i tematikker og for svære at læse. Men de afstedkommer en anden form for kommen i øjenhøjde med tænkeren end hans filosofiske værker gør. Dette skyldes nok følelsen af samtidighed. At teksten relaterer til datidens aktuelle emner, og at man derved har fornemmelsen af at være til stede side om side med Kierkegaards pen.

Ofte gik Kierkegaard gaderne tynde – tænkte og talte med folkene på
hans vej.

Sproget er dog en hindring på vejen, og derfor er det yderst glædeligt, at Niels Jørgen Cappelørn har gjort så mesterligt et stykke arbejde. Noteapparatet er således voldsomt omfattende – fylder hen ved halvdelen af bogen – men er samtidigt uhyre præcist. Ikke et ord synes overflødigt. Tværtimod giver noterne en kærkommen assistance i læsningen af Kierkegaards ikke altid helt ligefremme sprog og hans anvendelse af ord, de fleste af os i dag enten har glemt eller aldrig lært. Man vil således ofte finde sig selv springende fra Kierkegaards skrift til Cappelørns forklaringer og i symbiosen mellem de to finde en tekst, der nok er forfattet i midten af 1800-tallet – men bestemt lever og ånder anno 2019.

Kvinderoller eller religion

Hvori består da relevansen i dag? Den er naturligvis lettest at få øje på, hvis man vedkender sig en interesse for Kierkegaards øvrige forfatterskab og filosofi. Gør man det, vil bladartiklerne kunne fungere som en udvidelse af værket. Især sidste del af bogen, med dens mange artikler om religionens væsen, vil være interessant at studere sammenholdt med Kierkegaards filosofiske behandling af det religiøse. Men selv uden synderlig viden om tænkeren og hans tænkning vil flere af artiklerne vække noget i læseren. Tematikkerne er ingenlunde bedagede. De går i clinch med alt fra kvinderoller og skuespil til teologiske diskussioner om sandhed og retskaffen kristendom. De fremviser tænkerens vid og intellektuelle rækkevidde. Kierkegaard var ikke blot en tænker med tiden, men også af tiden.

Abonnement kr 195 kvartal