Katekisme over døden

Simon Critchleys dødebok er en oppvisning i sokratisk ikke-viten og kan være en tankevekker for mange.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 02.07.2018
De døde filosoffers bog
Forfatter: Simon Critchley
Klim, Danmark

Med denne bog skriver Simon Critchley sig ind i den tradition hvor filosofi ikke kun er en metode til at forstå, men også et værktøj som dens udøvere kan bruge til at ændre sig selv med ved at skabe et nyt forhold til verden, til viden, til sandhed og historie. Kendte eksempler er Kejser Aurelius’ Tanker til sig selv; Senecas Livets korthed; Montaignes Essays, samt Villy Sørensens Seneca. Humanisten ved Neros Hof.

 

Boken er et alternativ til «europeisk buddhisme», hvor vi dyrker vårt indre potensial samtidig som vi forblir apolitiske, uengasjerte og ulykkelige.

Liv og tænkning er forbundet, og vi forstår hvorfor et «ureflekteret liv ikke er værd at leve» (Sokrates). Critchleys dødebog handler ikke om at sige: «I ræser rundt og sidder i hamsterhjulet fordi I er bange for døden, stop nu op.» Derimod viser forfatteren at der er en sammenhæng mellem at leve et ureflekteret liv og at leve et tomt og falskt liv. Hvordan vende sig mod det førstnævnte? Critchleys svar er gennem en bevidstgørelse om døden eller alt hvad der omgiver døden. Hans greb er brugen af det konkrete livseksempel hos tænkere af enhver art. Ikke en helgenskildring (hagiografi) men en doxografi
(filosofiskildring), hvor det eksemplariske ikke ligger i tænkerens hellighed, men i den «måde hvorpå de fremviser deres svagheder og styrker».

Tro på dine begrænsninger

For Critchley lærte religionen os tidligere noget som vi i dag har glemt: En accept af vores skabthed, at vi er afhængig af noget udenfor os selv. I religionen en Gud. Men man behøver ikke at gå til religionen for at forstå dette. Vi har nemlig vores dødelighed. Critchleys dødebog er en tro for dem som ikke tror på Gud, men på «eksistensens begrænsethed». I et reflekteret liv opdager vi det gode og skabende der faktisk har vores svaghed og begrænsethed som sit udspring. Stillet overfor eksamener, jobbyrde, børn og flygtninge møder vi overalt vores egen utilstrækkelighed. Konkret etik handler ikke først om skrevne normer, men om at vi er afhængige af hinanden, at vi er svage. De døde filosoffers bog handler derfor ikke om den biologiske død, men om hvordan dødelighedens skygge – sorg, aldring, sygdom, sårbarhed og svaghed – lærer os at tænke, leve mindre falskt, praktisere omsorg for andre. Critchley kalder selv sin bog et alternativ til «europæisk buddhisme» og selvhjælpsindustri hvor vi dyrker os selv, eneren og vores indre potentialer samtidig med at vi forbliver apolitiske, uengagerede og ulykkelige.

Døden: en absolut horisont

«Hvor underlig det enn måtte lyde, mener jeg at det først er i sorgen man kommer tettest på å være den man virkelig er.»
Simon Critchley

Døden er ikke en social konstruktion vi bare kan relativere os ud af, men en absolut horisont. Smerten, sorgen og aldringen er det vi ikke kan fake og undslippe. Filosofien begynder med denne anfægtelse over at noget ikke stemmer, derfor er den ikke et spørgsmål om viden, men om kærlighedens værk. Dødens horisont, dens realitet og livets usikkerhed er vores chance for forvandling, at sætte spørgsmålstegn til alt. Døden og endelighedens kraft sætter noget afgørende i gang hos os som vælter de kulturelle kegler af bordet. For Critchley går alvor og humor (latter) hånd i hånd: Jo mere vi accepterer og forstår vores begrænsethed og fejlbarlighed, desto nemmere kan vi grine ad os selv, hvilket kan vise sig at være et meget godt udgangspunkt for etisk og politisk vækkelse. Når latteren gør ondt, er den som en tanke der anfægter os.

Svagheden som styrke

«Det er de excentriske detaljer i en filosofs liv der gør dem tilgængelige for os: Hobbes’ forkærlighed for at spille tennis og synge i sit soveværelse, Kants svaghed for engelsk ost og angst for sved og Marx’ bylder.» Næsten 200 eksempler er der på døde filosoffer fra det antikke Grækenland til i dag. Paulus, der viser os at tanken om livets værdi kræver dødens eksempel (Kristus); japanske buddhisters udfærdigelse af dødsdigte viser en måde at «afvente øjeblikket lige før sin død»; kineseren Zhuang Zi viser hvordan vi først kan leve ordentligt når vi har lært at acceptere egen ydmyghed; Lyotards eksempel viser at troen handler om at «blive en gåde for sig selv, at blive gammel, håbe på en løsning.

Heraklit ble kvalt i kumøkk; Diogenes døde ved å holde pusten; Diderot da han spiste en aprikos.

Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag …» Sorgen er det der for Critchley bringer os tættest på døden og egen svaghed: «Hvor underligt det end måtte lyde, mener jeg at det først er i sorgen man kommer tættest på at være den man virkelig er.» Ikke den selvdyrkende selverkendelse, men en indsigt i den del af en selv som man uigenkaldeligt har mistet når man mister sin elskede. Livskunsten handler om at nå frem til en ro i relation til et elsket menneskes bortgang, skriver han.

At dø leende

Critchleys liste af sjove dødsepisoder er lang, fra Heraklit, der blev kvalt i komøg, over Diogenes, der døde ved at holde vejret, til Diderot, der blev kvalt til døde da han spiste en abrikos, antageligt for at vise at man kunne opleve nydelse til sidste åndedrag. For Critchley er humor en etisk kategori. Mens ironiens lille latter blot bekræfter ens egen status og identitet (de andre er nogle idioter), ler man i humorens høje latter dybest set af sin egen skrøbelighed, intethed, tro. Den der ikke kan få øje på sin egen begrænsning (også filosoffen eller den højtuddannede), har ingen klogskab. Måske er hele Critchleys dødebog en opvisning i sokratisk ikke-viden. Selv synes jeg nok at hans bog om Bowie er bedre – mere koncentreret om én figur. Med næsten 200 opslag vil mange læsere gå til hans bog som de surfer på nettet. Selv tror jeg at Villy Sørensens bog om Seneca (ved samme emne) sætter dybere spor. Men Critchleys bog vil for mange alligevel nok være en øjenåbner om et vigtigt tema.

Gratis prøve
Kommentarer