To af de vigtigste eksponenter for kritisk teori i dag, den amerikanske filosof Nancy Fraser og den tyske filosof Rahel Jaeggi, har sat sig ned og diskuteret den kapitalismekritiske analyses status og betingelser i dag med særligt henblik på spørgsmålet om krise. Resultatet er en længere samtale i fire dele, hvor de diskuterer, hvad det vil sige at bedrive kritisk teori i dag. Deres samtalebog er et vidnesbyrd om en fornyet interesse for at forsøge at foretage en kritisk samtidsanalyse med udgangspunkt i marxismens analyse af den kapitalistiske produktionsmåde. Den umiddelbare baggrund for samtalen er krisen forstået som finanskrisen og den økonomiske krise, men selvfølgelig også klimakrisen og det politiske kaos, som mange nationaldemokratier gennemlever.
Fraser og Jaeggi ser krisen som en systemisk krise, der har at gøre med dybereliggende problemer. Der er ikke blot tale om mindre, lokale udfordringer – en skruppelløs banksektor eller græsk gæld – nej, vi har at gøre med en langt mere omfattende krise. Som Fraser formulerer det i samtalen: «Krisen er ikke kun økonomisk. Den indbefatter også omsorgssvigt, klimaforandringer og afdemokratisering. Men selv den formulering er ikke god nok. Det egentligt problem er, hvad der ligger til grund for disse uløselige vanskeligheder, en fornemmelse af at deres samtidige fremkomst ikke er rent tilfældig, men tværtimod signalerer, at der er noget mere grundlæggende galt i vores samfund.» Samtalens anliggende er at forsøge at finde frem til, hvad der er galt, og hvordan det er muligt at analysere alle disse kriser samtidigt, finde ud af hvordan de hænger sammen.
Som de to filosoffer hurtigt slår fast, er svaret kapitalismen – der på en eller anden måde er fællesnævneren for alle de kriser, vi er konfronteret med i dag. Fraser og Jaeggi skal have ros for at diskutere, hvordan en sammenhængende analyse af det kapitalistisk samfund kan etableres. Som de selv flere gange noterer sig, har ‘kapitalisme’ i en længere periode så godt som været helt fraværende som analyseobjekt. Det vil de råde bod på, og de er ikke bange for at give sig i kast med store sammenhængende analyser.
Adskillelser
I den første del af bogen præsenterer Fraser sin forståelse af kapitalismen som «en institutionaliseret social orden» – kapitalisme er ikke blot et økonomisk system, nej kapitalismen er en samfundsorden. Et samfund, der er kendetegnet ved at adskille økonomisk produktion fra social reproduktion, økonomi fra politik, menneskeskabt socialitet fra naturen og endelig udbytning fra ekspropriation. Fraser analyserer de grundlæggende adskillelser mellem udbytning og ekspropriation og mellem socialitet og natur. I den anden del af bogen redegør Jaeggi for sin analyse af kapitalismen som en «livsform», det vil sige et netværk af sociale praksisser og institutioner der væver kulturelle, sociale og økonomiske dimensioner sammen. Jaeggi vil kombinere en etisk, moralsk og funktionalistisk kritik af kapitalismen med henblik på at kritisere kapitalismen som en irrationel social orden, der begrænser sociale erfaringer og ikke er i stand til at realisere de potentialer, den selv producerer. Dette eksemplificerer Jaeggi med forestillingen om «det frie arbejdsmarked», hvor arbejderen er lige med kapitalisten. Det er imidlertid ikke tilfældet, for arbejderen er «dobbelt fri», som Marx skriver, fri til at sælge sin arbejdskraft til hvem hun ønsker, men også fri for produktionsmidler – og derfor tvunget til at forsøge at få et arbejde (eller risikere at forsøge at overleve i kriminalitet).
En global social proces
Fraser og Jaeggis samtale er et vigtigt bidrag til forsøget på at udvikle en sammenhængende kritisk analyse af kapitalismen i dag uden at reproducere den marxistiske basis-overbygningsmodel, der ikke anerkender det kulturelle og det politiskes relative autonomi. De når dog aldrig rigtigt frem til et svar. De vil gerne være affirmative over for en flerhed af dominansformer (lønarbejde, sexisme, racisme etc.) og er forbeholdne over for eksempelvis Lukács’ forestilling om tingsliggørelse – så analysen falder fra hinanden. Vanskelighederne ved at oparbejde en sammenhængende analyse af dominans, er de selvfølgelig ikke alene om, det er en af de store udfordringer for antikapitalismen i dag.
En ophævelse af den kapitalistiske økonomi forudsætter en ophævelse af dens grundlæggende former som penge og løn.
Hvordan hænger eksempelvis udbytning (af arbejderen) sammen med udslettelse (af «den sorte»)? Hvad er relationen mellem økonomikritik og politisk antropologi, skal de tænkes sammen eller køre parallelt? I modsætning til en anden fortsættelse af den kritiske teori – nemlig den såkaldte værdikritik, som vi finder i nordiske tidsskrifter som Krisis og Exit! – får Fraser og Jaeggi aldrig rigtig beskrevet kapitalismen som en global social proces hvor bytteværdiformerne optræder samfundsmæssigt som abstraktioner, der styrer de samfundsmæssige processer.
Derfor ender de to filosoffer også med at plædere for en helt igennem reformistisk idé om demokratisk kontrol med kapitalakkumulationen. En ophævelse af den kapitalistiske økonomi forudsætter imidlertid en ophævelse af dens grundlæggende former som penge og løn, men Fraser og Jaeggi forestiller sig tilsyneladende, at det kan lade sig gøre at styre produktionen på en anden måde. Det kan det måske godt, men det har så ikke noget med en afvikling af kapitalismen at gøre. Og så vil krisen ikke være overvundet.
Følg redaktør Truls Lie på X(twitter) eller Telegram
