Kaos som styreform i USA

Målet med Trumps politikk er kaos, hevder den amerikanske kulturteoretikeren Lawrence Grossberg i en ny bok.
Donald Trump
Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 01.06.2018

Under the Cover of Chaos: Trump and the Battle for the American Right

Lawrence Grossberg

Pluto Press

Storbritannia

Konfronteret med valget af Donald Trump som præsident i USA var de fleste af os overraskede, hvis ikke ligefrem lamslåede. Hvordan kunne en narcissistisk, paranoid, racistisk, kvindefjendsk, nationalistisk og uvidende millionær vinde det amerikanske præsidentvalg? Godt nok har USA haft en hel del specielle præsidenter gennem tiderne, men Trump var nu alligevel noget andet. Mange troede så, at tingene måske ville stabilisere sig, at Trump på en eller anden måde ville vise sig at være mere normal end det fremgik af hans valgkamp, eller at han ville støde panden mod den dybe stats mur og blive tvunget til at rette ind, men det har ikke været tilfældet. Trump har haft travlt, og ikke bare på Twitter, men også med at gennemføre en lang række politiske ændringer, indenrigspolitisk såvel som udenrigspolitisk, fra store skattelettelser til firmaer og de rigeste til 25 procent flere deportationer af immigranter, indførsel af et indrejseforbud fra muslimske lande, afviklingen af en lang række klimareguleringer, told på import af stål, opsigelse af handelsaftaler og udtrædelse af Iran-atomaftalen.

Konjunkturell analyse 

Den amerikanske kulturteoretiker Lawrence Grossberg forsøger i sin nye bog Under the Cover of Chaos: Trump and the Battle for the American Right at finde mening i galskaben og præsenterer, hvad han i forlængelse af de britiske Cultural Studies kalder en konjunkturel analyse, hvor han tager udgangspunkt i den nuværende krise og analyserer dens historiske oprindelser. Trump er nemlig ikke blot noget nyt, et novum, han er også fortsættelsen af en allerede eksisterende amerikansk højrepolitik. Han er både kontinuitet og diskontinuitet. Grossberg advarer mod at blive for opslugt af alle Trumps bizarre påhit og daglige udfald. Risikoen er at man overvældes og desperat forsøger at følge med i den autoerotiske billedpolitik, Trump har gang i, og at man derfor mister overblikket.

Trump er det morbide symptom på en pågående mutasjon.

Grossberg gør en del ud af at pointere, at Trump på mange måder blot er en fortsættelse af det nye højre, der opstod i 1960’erne. En ny højrefløj, der reagerede mod 1960’ernes ungdomskultur og forsøgte at tage kampen op med den ikke-dogmatiske venstrefløj ved at satse på højreorienteret identitetspolitik. Hvis vi zoomer lidt ud, bliver det ifølge Grossberg tydeligt, at Trumps opførsel er en fortsættelse af en politik, som det nye højre har praktiseret i mere end 50 år i USA. En politik der består af racistiske udfald, antielitisme, antiintellektualisme, affektpolitik og en udbredt brug af misinformation pakket ind i visioner om en national genfødsel (eksemplarisk med Reagans «Morning in America» og nu så Trumps «Make America Great Again»). Trump er en fortsættelse af denne politik.

Men, fortsætter Grossberg, Trump er ikke kun fortsættelsen af det nye højre, han er også en del af et skifte henimod et mere reaktionært nyt højre, der er endnu mere racistisk og misogynt end tidligere, og som tager afstand fra det republikanske parti og dets funktion i det amerikanske nationaldemokrati. Det er et nyt højre, der er opstået inden for de seneste år og som vi kender i form af Tea Party-bevægelsen, men selvfølgelig også de forskellige dele af den såkaldte alt-right-bevægelse, de post-libertære provokatører som Milo, de neoreaktionære anført af skikkelser som Moldbug og trumpister som Publius. Alle står de for en mere radikal reaktion, hvad Grossberg beskriver som «en revolution mod det politiske» (76).

Reaksjonær mot-modernitet og organisk kaos

Grossberg kalder denne nye reaktionære tendens for «reaktionær mod-modernitet». Projektet er hvidt herredømme, og vejen dertil er provokationer og chok. Det handler om at skabe panik og usikkerhed, målet er kaos. Det er en form for omvendt eller reaktionær avantgarde, der vil undergrave samfundet i reaktionær retning. Grossberg hæfter sig ved den udbredte modstand mod Trump i det republikanske parti og ser den som et udtryk for, at der foregår en kamp på højrefløjen mellem en række forskellige positioner. Højrefløjen er således ikke en samlet blok, men er ligesom venstrefløjen splittet og uden noget samlet program. I Trumps regering kommer det til udtryk i splittelsen mellem Bannon på den ene side og Kuchner på den anden, mellem etno-nationalistisk protektionisme og en mere globaliseringsvenlig plutokratisk finanskapital. Noget af det interessante ved denne konflikt er, at Trump ikke synes at være opsat på eller i stand til at løse konflikten, skriver Grossberg. Der er ikke rigtigt noget forsøg på at skabe hegemonisk enhed i Trump-projektet, mod-modernisterne forsøger ikke at overtale de andre dele af højrefløjen til at slutte sig sammen med dem, i stedet strides fraktionerne, men måske er det meningen, skriver Grossberg. Hvad nu hvis det kaotiske er intenderet, måske er det sådan, det nye reaktionære højre styrer.

Grossberg skriver med referanse til Gramsci, at det gamle er ved å dø, og det nye ennå ikke født.

Grossberg beskriver resultatet af denne politik som «organisk kaos». Hvor pointen er, at det kaotiske ikke er et resultat af Trumps manglende evne til at føre politik, eller er et resultat af modstand mod hans dagsorden, men tværtimod er selve projektet, kaos er simpelthen målet. Som Grossberg skriver, producerer Trumps kamp mod massemedierne, brug af ‘alternative facts’ og evnen til hele tiden at overraske «en form for barok assemblage, hvis umiddelbare effekt er en overvældende følelse af kaos» (126). Det barokke kaos er Trumps politik. Underholdningskultur som panikskabende xenofobi.

Trump som overgangsfigur?

Grossbergs bog er et vigtigt bidrag til analysen af de nye reaktionære kræfter og deres tilegnelse af en tidligere progressiv venstrepolitisk provokationsæstetik. Som sin læremester Stuart Hall standser Grossberg før han kommer til en egentlig økonomi- og statskritik, men hans analyse af de reaktionære mod-modernister er et godt udgangspunkt for en analyse af den nuværende konjunktur og de mulige fremtidige scenarier. Ifølge Grossberg kan det nemlig hurtigt gå hen og blive endnu værre. Trump er måske i virkeligheden blot en overgangsfigur, der åbner døren for endnu mere autoritære tendenser i kapitalens centrum. Som Grossberg skriver med reference til Gramsci, er det gamle ved at dø, og det nye endnu ikke født, og Trump er det morbide symptom på en igangværende mutation.

Kommentarer