I disse dage bløder Amazonas’ jungle som aldrig før. Skovbrænde i et antal det ikke er set før, hærger et gigantisk område. Den brasilianske præsident Bolsonaro hævder at brændende er påsat af indianere eller bønder eller sympatisører, der forsøger at stille hans politik i et dårligt lys. En præsident der har gjort ekspandering af kvægavl og kødproduktion til en landbrugspolitisk mærkesag!
For den franske filosof og psykiater Félix Guattari (1930-92) ville slikt blot være et udtryk for oplysningsfornuftens sidste krampetrækninger. For når det bløder i Amazonas, er det fordi det bløder i menneskesindet, et mentalt liv, der er taget til fange af abstrakte forestillinger om mennesket over dyret og naturen. Dette er kulturen som modsætning til naturen, industriel mekanik sat over alt levende livs egen kapacitet til at danne forbindelser (maskinel dynamik) – en mental nedsmeltning der gør det umuligt at undslippe kapitalismens totalisering.
Vi må blive forskellig fra os selv, lyder denne utopi.
Bolsonaros politik baseret på the Bible, beef and bullet (Gud, kød og militær) er en politik der har gjort ikke alene enhver biotop til en kapitalistisk profit, men også opløst enhver social modstand og forandring i en hierarkisk orden – med et voldsmonopol. Det nuværende Brasilien ligner Guattaris værste mareridt. Han rejste selv dertil i første halvdel af 1980’erne og så dengang stedet som et spændende laboratorium for sociale eksperimenter. Bogen De tre økologier (original 1989) er delvis inspireret af disse rejser og hans tidligere filosofiske udveksling med sin franske kollega Gilles Deleuze.
Med den aktuelle politik i Brasilien bliver det ikke desto mindre tydeligt hvad der er grundlæggende galt med kapitalismen som den har udviklet sig. Og måske også hvordan vi kommer videre.
Sindets økologi
Bæredygtighed er underlagt den strukturelle vold om øget produktion som påvirker alle led i kæden. Ifølge Guattari kommer vi ikke videre før vi stopper op og forstår sindets egen økologi. Subjektiviteten er i kapitalismens navn blevet en homogen maskine der ikke producerer andet end et kompetitivt subjekt: Jeg shopper og er derfor entreprenant; jeg søger job ved at gøre mig selv attraktiv overalt hvor jeg færdes; jeg køber økologisk mad og realisere mig selv etc.
Subjektiviteten er gået i selvsving. Overalt er der nye muligheder med nettet og teknologien, men alligevel truer kapitalismen vores tid med standardisering og ensretning. Og dermed truer den ikke bare den biologiske omverden, men også det han kalder de eksistentielle territorier. Eksistens er ikke først en mangel, men en konstant dannelse af våre meningsfulde praksisser der ikke afhænger af subjektet, men af gentagelsen (omkvæd) der skaber forbindelser mellem mig og omverden. Det kan være gennem madlavning, skakspil i parken, fugles parringsdans eller berigende samtaler med en tilfældig forbipasserende. Som kan gøre noget med os. Eksempelvis springer borgerløn og ikke-forbrugsorienterede værdisætning ud af sindets økologi.
Eksistentielle territorier
Forandring begynder ikke med individet, men med det kollektive. Vejen går ikke fra det individuelle subjekt til de sammenhænge, det indgår i, men omvendt. Det som sætter noget nyt i gang, er det som sker imellem individerne, det som løber på tværs. Det er ikke mit begær der opfyldes af mobiltelefonen. Det er snarere begyndelsen på en potentiel aktivering af en fælles dynamik som kan skabe forandring. Det har intet med mine behov eller med mig at gøre. Sindets økologi er et antiliberalt program der bryder med den vestlige selvforståelse om at vi begærer for at bekræfte vores individualitet og identitet.
Jeg shopper og er derfor entreprenant; jeg søger job ved at gøre mig selv attraktiv overalt.
Problemet med økologi og bæredygtighed er, ifølge Guattari, ikke et spørgsmål om at beskytte naturen og stoppe forurening, men at opfinde nye former, få ting og omgivelser til at meddele sig for os på nye måder. Vi må blive forskellig fra os selv, lyder denne utopi – det vil sige finde nye måder at være til på der giver mening, vi må «genoprette Amazonas’ lunge og få Sahara til at genopblomstre», frembringe nye levende plante- og dyrearter. Eller vi må koble jordbrugsbegæret til permakultur og skovlandbrug som eksistentielle territorier, som Peter Borum skriver i sit efterskrift.
Anarkisme og animisme
Guattari er især blevet kendt og berygtet for sin anarkistiske mikropolitik i 1970’erne, hvor han eksperimenterede med alternativ psykiatri på La Borde-klinikken udenfor Paris. Her betjente han sig af teaterstykker og alternative samtaleterapiformer.
Mere interessant er at Guattaris mentale revolution lægger op til en animisme som Maurice Lazzarato og Angela Melitopoulos beskriver i deres optrykte artikel Maskinel animisme. Animisme er ikke blot tingenes fredfyldte besjæling, men en aktiv måde hvorpå tingene meddeler sig igennem os på. Via den arkaiske tænkning og de gamle indianere lærte Guattari at et subjekt er det mest almindelige i verden. «Sjælen er det virkeliges kerne, men det er ikke en immateriel sjæl i opposition eller som en modsætning til materien. Det er tværtimod materien, der er gennemtrængt af sjælen.» For indianeren er det evident at ånder befolker tingene, træerne og landskabet med historier.
Før vi er subjekter, er vi gennemtrængt af sjæl, det vil sige materiens historier og lag, som ikke er færdige med sig selv. Animismen er ikke en idealistisk antropologisering, men en ekspressionisme, hvor de mindste partikler, ting, substanser meddeler sig ved at udtrykke sig på forunderlige måder. Beskeder går direkte til os via kroppe, gestus, støj og billeder.
Vi fantaserer om naturlige folkeslag, naturlige miljøer og bevaring af naturen, men det vi har brug for, er at få øjnene op for at natur er en måde at udsige andre historier på. Man kan let læse De tre økologier som endnu en utopisk søgen mod det intense liv, men man kan også læse det som et bidrag til en vestlig verden i åndelig krise.
