Israels umulige catch-67

Den israelske idéhistorikeren Micha Goodman gir en god analyse på hvorfor israelerne ikke lenger ser noen løsning på Israel–Palestina-konflikten. 

Fafner er ny kritiker i Ny Tid.

Catch 67

Micha Goodman

Israel

Det israelske arbejderpartis nye leder, Avi Gabbay, taler et sprog man ikke er vant til at høre på landets venstrefløj. Han har fået mange partiveteraner op på tæerne ved at erklære at han ikke ser grund til at rømme en eneste bosættelse fra Vestbredden i forbindelse med en fredsslutning. Han har også afvist at gå i samarbejde med Den arabiske fællesliste hvis han får til opgave at danne regering efter et valg. Ikke uden grund betegner mange ham som «det nye Likud».

Hans tilsyneladende modstykke, ministerpræsidenten og Likud-formanden Benyamin Netanyahu, taler også et andet sprog end hvad man hørte fra tidligere generationer af politikere fra hans del af spektret. Væk er snakken om territorier og Storisrael, og i stedet minder han konstant om den såkaldte iranske trussel og taler om sikkerhed, sikkerhed og atter sikkerhed.

Sosialisme og revisjonisme. Denne modsætning, hvor det efterhånden bliver vanskeligere og vanskelige at se forskellen på de to, er som taget ud af konklusionen i en bog der gennem de seneste måneder har været et omdrejningspunkt i den israelske debat. Bogen er først nu ved at blive oversat til engelsk, hvor den vil hedde Catch 67. Forfatteren er religions- og idéhistoriker Micha Goodman, der her giver et signalement af den ideologiske nedsmeltning israelerne har udsat sig selv for gennem de 50 år der er gået siden krigen i 1967. Eller måske skal bogen snarere ses som en slags diagnose.

Historikeren Shabtai Tevet betegner seieren i 1967 som «den forbannede velsignelse».

Goodmans analyse starter dog tilbage i begyndelsen af det 20. århundrede. Jødernes frigørelse i århundredet før havde slået fejl, og den eneste vej til at bekæmpe antisemitismen var at tage initiativet og gøre jøderne til en nation som alle andre. Vejen ud af eksilet indebar at separere sig selv politisk fra Europa, at skille sig ud og etablere en egen stat.

Denne tanke affødte to konkurrerende ideologier. På den ene side stod den socialistiske zionisme, der blandt andet kom til udtryk ved kibbutzbevægelsen. Målet var at skabe en jødisk flertalsstat som levede i fred med sine naboer. På den anden side stod den revisionistiske zionisme, der i dag er videreført i form af det regerende Likud-parti. Den havde også en jødisk stat som mål, men med maksimalisme og liberalisme som bærende elementer. Hvor socialisterne stillede sig tilfreds med en mindre stat, blot den var klart jødisk, arbejdede revisionisterne for en stat med det størst mulige areal, og i liberalismen lå en respekt for individet og fulde rettigheder for samtlige borgere, uanset om de var jøder eller ej.

Hverken det ene eller det andet blev til noget, og det er Goodmans pointe. Revisionisterne mente at de kunne skabe et Storisrael og fastholde et jødisk befolkningsflertal ved massiv jødisk indvandring, og både denne og den socialistiske zionisme er i dag døde ideologier. Hovedforklaringen er krigen i 1967, der står som det dramatiske vendepunkt.

I en fremmed kropp. På det tidspunkt blev Israel en besættelsesmagt. Det bragte en tredje drøm på banen, og den handlede om forløsning: en guddommelig forløsning, som tidligere var blevet formuleret af rabbiner Avraham Yitzhak Kook. I modsætning til de sekulære zionister mente han ikke blot at landet tilhørte det jødiske folk, men at landet var en integreret del af det jødiske folk. I hans tænkning har ethvert folk en sjæl, som er dets kultur, og en krop, som er dets land. Så for ham var normalitet ikke et spørgsmål om at blive medlem af nationernes familie, men om at få sjælen tilbage i kroppen. Og det skulle være den rigtige krop.

Allerede i maj 1948 var det rabbinerens søn, Zvi Yehuda Kook, som videreførte faderens teologi, og det var ham der i 1967 blev bosætterbevægelsens åndelige fyrtårn. Den unge Kook græd da staten blev proklameret – for i hans øjne havde den jødiske sjæl ikke taget bo i sin egen krop, men i kroppen lige ved siden af. På bibelsk tid havde jøderne ikke boet på kystsletten hvor Tel Aviv ligger og hvor 75 procent af den israelske befolkning bor i dag. Dér boede filistrene og andre folkeslag dengang, mens jøderne boede oppe i bjergene, på Vestbredden. I Jerusalem, Hebron og Nablus.

Intifadaenes alarmklokke. Denne tænkning har i tiden efter 1967 slået de to sekulære ideologier af banen, og der er her vi møder det israelske catch. Lærestykket for de to blev de to palæstinensiske intifadaer, der af Goodman fremstilles som den ultimative reaktion på krigen. Under den første intifada fik revisionisterne for alvor øjnene op for at der i landet rent faktisk lever et andet folk med nationale aspirationer, og det lukkede luften ud af drømmen om Storisrael. Den anden, Al Aqsa-intifadaen, bibragte venstrefløjen den erkendelse at man ikke kan kontrollere et andet folk for evigt. Ved den lejlighed døde visionen om fred.

Rabbineren Avraham Yitzhak Kook mente ikke bare at Israel tilhørte det jødiske folk, men at landet var en integrert del av dette folket.

En anden israelsk historiker, Shabtai Tevet, betegner sejren i 1967 som «den forbandede velsignelse», og Goodman giver ham helt ret. For som resultat af disse kolbøtter har den religiøse fløjs forestillinger om landets hellighed sat sig godt og grundigt i befolkningen, hvilket navnlig hænger sammen med at de to andre ikke rigtig har noget reelt at byde på længere. Højrefløjens territorielle ambitioner et borte, så dagens argument for at holde fast på de besatte områder er sikkerhed. Venstrefløjen pipper fortsat om tostatsløsning og rømning af de besatte områder, men i mangel på substans og troværdighed nævnes ikke længere ordet «fred». I stedet tales det om menneskerettigheder og sameksistens – om overhovedet dét.

Ja takk, begge deler. Dette er sortsyn i højeste potens, men Goodman har noget at have sin argumentation i. For han ser at israelerne ikke længere formår at vælge mellem de to ideologier, men foretrækker at have dem begge på én og samme tid. De ønsker sikkerhed, hvilket er en diffus størrelse, men alligevel til at tage og føle på – og de ønsker samtidig hensyn til palæstinenserne og menneskeret. Tager man sin fornuft med i sin fulde brug, er dette naturligvis uforenlige størrelser, men det er dagens triste realitet – og grunden til at det på en eller anden måde giver mening når Netanyahu og Gabbay tilsyneladende taler med samme mund, selv om de i princippet repræsenterer to stærkt divergerende ideologier.

Heri ligger sejrens forbandede velsignelse, eller – i forfatterens formulering – Israels umulige catch-67.

---
DEL