Israels umulige catch-67

Den israelske idéhistorikeren Micha Goodman gir en god analyse på hvorfor israelerne ikke lenger ser noen løsning på Israel–Palestina-konflikten. 

Hans Henrik Fafner
Fafner er ny kritiker i Ny Tid.

Catch 67

Micha Goodman

Israel

Det israelske arbejderpartis nye leder, Avi Gabbay, taler et sprog man ikke er vant til at høre på landets venstrefløj. Han har fået mange partiveteraner op på tæerne ved at erklære at han ikke ser grund til at rømme en eneste bosættelse fra Vestbredden i forbindelse med en fredsslutning. Han har også afvist at gå i samarbejde med Den arabiske fællesliste hvis han får til opgave at danne regering efter et valg. Ikke uden grund betegner mange ham som «det nye Likud».

Hans tilsyneladende modstykke, ministerpræsidenten og Likud-formanden Benyamin Netanyahu, taler også et andet sprog end hvad man hørte fra tidligere generationer af politikere fra hans del af spektret. Væk er snakken om territorier og Storisrael, og i stedet minder han konstant om den såkaldte iranske trussel og taler om sikkerhed, sikkerhed og atter sikkerhed.

Sosialisme og revisjonisme. Denne modsætning, hvor det efterhånden bliver vanskeligere og vanskelige at se forskellen på de to, er som taget ud af konklusionen i en bog der gennem de seneste måneder har været et omdrejningspunkt i den israelske debat. Bogen er først nu ved at blive oversat til engelsk, hvor den vil hedde Catch 67. Forfatteren er religions- og idéhistoriker Micha Goodman, der her giver et signalement af den ideologiske nedsmeltning israelerne har udsat sig selv for gennem de 50 år der er gået siden krigen i 1967. Eller måske skal bogen snarere ses som en slags diagnose.

Historikeren Shabtai Tevet betegner seieren i 1967 som «den forbannede velsignelse».

Goodmans analyse starter dog tilbage i begyndelsen af det 20. århundrede. Jødernes frigørelse i århundredet før havde slået fejl, og den eneste vej til at bekæmpe antisemitismen var at tage initiativet og gøre jøderne til en nation som alle andre. Vejen ud af eksilet indebar at separere sig selv politisk fra Europa, at skille sig ud og etablere en egen stat.

Denne tanke affødte to konkurrerende ideologier. På den ene side stod den socialistiske zionisme, der blandt andet kom til udtryk ved kibbutzbevægelsen. Målet var at skabe en jødisk flertalsstat som levede i fred med sine naboer. På den anden side stod den revisionistiske zionisme, der i dag er videreført i form af det regerende Likud-parti. Den havde også en jødisk stat som mål, men med maksimalisme og liberalisme som bærende elementer. Hvor socialisterne stillede sig tilfreds med en mindre stat, blot den var klart jødisk, arbejdede revisionisterne for en stat med det størst mulige areal, og i liberalismen lå en respekt for individet og fulde rettigheder for samtlige borgere, uanset om de var jøder eller ej.

Hverken det ene eller det andet blev til noget, og det er Goodmans pointe. Revisionisterne mente at de kunne skabe et Storisrael og fastholde et jødisk befolkningsflertal ved massiv jødisk indvandring, og både denne og den socialistiske zionisme er i dag døde ideologier. Hovedforklaringen er krigen i 1967, der står som det dramatiske vendepunkt.

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here