Israels nevrotiske tilstand

14. mai i år markers 70-årsdagen for proklamasjonen av staten Israel. Historikeren Michael Brenner ser nærmere på det sammensatte og til dels motsetningsfylte grunnlaget for dens eksistens.

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 02.05.2018
In Search of Israel. The History of an Idea
Forfatter: Michael Brenner
Princeton University Press, USA

Den tostatsløsning, som efter manges opfattelse er den eneste vej ud af konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, kom første gang på bordet i midten af 1930’erne. Og det skete ikke som nogen planlagt strategi, men som et tiltag, der var nødvendiggjort af omstændighederne.

Når Israel i denne måned markerer 70-året for statens oprettelse – og palæstinenserne samtidig kan se tilbage på 70 år som flygtninge – er det naturligt at kigge tilbage, og da fremtræder den lange og krogede udvikling op til i dag som noget af en slingretur. Det ideologiske grundlag for den jødiske nationalstat er zionismen, men denne er langt fra at være nogen entydig bevægelse med et fast defineret mål. Det har den aldrig været, og det er uden tvivl en af årsagerne til at resultatet – det Israel som vi ser i dag – på mange måder er en udefinerbar størrelse.

Ideologisk uenighet og flertydig utvikling. Den tyske historiker Michael Brenner, der er professor i jødisk historie og kultur ved Ludwig Maximilian Universität i München, trækker i sin seneste bog de mange tråde i denne flertydige udvikling. Han går den logiske vej ved at starte med Theodor Herzl, den østrigske journalist, der i 1896 skrev sin pamflet, Der Judenstaat. Her opridser han sine visioner for et jødisk nationalhjem, og den er kommet til at stå som udgangspunkt for den politiske zionisme, der en gang for alle skulle gøre op med tidens fremherskende antisemitisme.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”1,2,4,7,9,10,11,12,13″ ihc_mb_template=”1″ ]

Herzl er imidlertid ikke videre klar i spyttet. Han nævner Palæstina som en mulig placering, men er også inde på Argentina, og i det hele taget holder han sin beskrivelse på det meget generelle plan.

Omkring syv prosent af Israels jødiske befolkning lever utenfor landets grenser.

Han stod heller ikke alene. Året efter fik han modspil af en anden jødisk journalist, Asher Ginsberg, der snarere så zionismen som et åndeligt mødested fremfor som et politisk fællesskab. Udgangspunktet var altså lagt i form af ideologisk uenighed om, hvad det hele skulle til for, og billedet blev kun endnu mere broget, da mange forskellige fraktioner begyndte at drøfte, hvordan sådan en stat skulle se ud. Hverken Herzl eller Ginsberg forestillede sig en fuldt uafhængig stat, og andre var inde på en form for autonom enhed eller et protektorat under den britiske krone. Sekularisme var grundideen, men med dette som afsæt skulle jøderne blot være et ud af flere ligestillede folk indenfor en form for konføderation. Sagens fysiske dimensioner var heller ikke nogen given sag. Zionistlederen Vladimir Jabotinsky, der står som det ideologiske ophav for vore dages Likud-parti, var en tidlig fortaler for et Storisrael, som også omfattede store trakter øst for Jordanfloden, men han insisterede på at der skulle være komplet ligestilling for alle, uanset religiøs eller etnisk baggrund. Han brugte eksempelvis Belgien som model for binational sameksistens.

En gruppering ved navn kanaanæerne gik et skridt videre. Efter deres opfattelse skulle de jøder, som bosatte sig i landet, straks kappe enhver forbindelse til resten af det jødiske folk. Med den nye stat, skulle de udskille sig som selvstændig folkegruppe og lade sig integrere i regionen på mellemøstlige betingelser.

Tostatsløsningen. Dette ideologiske kludetæppe anser forfatteren som en vigtig del af den ulykke, der begyndte at tage form med introduktionen af tostatsløsningen i midten af 1930’erne. Da havde de lokale palæstinensere med stigende bekymring set den jødiske indvandring gribe om sig, og eftersom den zionistiske ledelse ikke stillede med nogen entydig og sammenhængende plan til sameksistens, indledte man med en generalstrejke, der hurtigt blev til åbent oprør.

Chancen var forpasset, og allerede her ser vi også grunden til, at Israel faktisk stod ideologisk svagt i skæbneåret 1967. Da seks dages krig i juni det år ændrede landkortet radikalt, og landet med et var blevet besættelsesmagt, var man handlingslammet med hensyn til den messianisme, som de religiøse grupper nu førte sig frem med. Vi taler om bosætterfænomenet.

Sionismens indre konflikter. Brenners argument er, at de zionistiske strømningers sekularisme aldrig havde fundet noget fælles standpunkt, og hver for sig havde de alle brugt den jødiske tradition som elementer i deres selvforståelse. Den første ministerpræsident, David Ben Gurion, var således erklæret sekularist, hvilket dog ikke afholdt ham fra konstante referencer til de bibelske profeter i sin retorik. Den senere leder, Menachem Begin, var lige så sekulær, men lagde ikke skjul på at han beundrede oldtidens kong David.

Og her kommer vi frem til hvad Brenner anser som det egentlige dilemma. Theodor Herzl ønskede at komme antisemitismen til livs, og det kunne kun gøres ved at jøderne blev et normalt folk, ligesom alle andre. Men kun få af de zionistiske ideologer kunne løsrive sig fra den problematiske dualitet, der ligger i det jødiske folks påståede pligt til at være et forbillede for andre folk. Det udvalgte folk, som vi læser om i Det Gamle Testamente. Dette spændte lige fra starten ben for normaliteten, som derfor heller aldrig har indfundet sig.

Sionismen er langt fra å være noen entydig bevegelse med et fast definert mål.

I stedet er den fastgroede konflikt med palæstinenserne blevet til bagtæppe for statens første 70 leveår, og det tilskriver Brenner først og fremmest de mange indre konflikter i selve den zionistiske idé. Og dog ender han med at konkludere, at en vis form for normalitet ikke desto mindre har indfundet sig. Tilværelsen i Israel er ikke enkel. Klimaet er varmt, og det politiske klima endnu varmere, og det har navnlig gennem de seneste årtier fået mange unge israelere til at flytte andre steder hen i verden. Dermed har de genoptaget landflygtigheden, eller «den neurotiske tilstand», som den israelske forfatter A.B. Yehoshua kalder det. Omkring syv procent af Israels jødiske befolkning lever udenfor landets grænser; således har Berlin i dag en jødisk befolkning på omkring 30.000, hvoraf en meget stor del er israelere. Normaliteten i dette ligger i, at udlændigheden og rastløsheden ikke længere er noget specifikt jødisk, men at mobiliteten i den vestlige verden i dag er så stor, at eksilsamfund af lignende omfang snarere er normen end undtagelsen.

Men dette bortforklarer ikke, at zionismen siden sin opståen som moderne nationalbevægelse har bevæget sig i mange forskellige retninger, og stadig har et problem med at finde fælles fodslag. Og dette er i høj grad en original forklaring på Israels første 70 år som selvstændig stat.

[/ihc-hide-content]
Gratis prøve
Kommentarer