Bestill sommerutgaven her

Israel på god vei mot apartheid

Et Israel som i loven nå defineres som «jødisk», kan ikke lenger kalle seg demokratisk.

I slutningen af juli blev tegneren Avi Katz fyret fra det politiske magasin The Jerusalem Report. Han havde begået en satirisk tegning hvor premierminister Benyamin Netanyahu fremstår som general Napoleon. Netanyahus politikerkolleger er også med, og alle står de med grisetryner under Orwell-citatet om at «nogle dyr er mere lige end andre».

Tegningen er en pastiche over et pressefoto som på kort tid er blevet ikonisk. Her tager det kontroversielle bulgarske parlamentsmedlem Oren Hazan en selfie med Netanyahu & co. som baggrund, og det selvsikre smil på alles ansigter skyldes vedtagelsen af den såkaldte nationalstatslov. – som den 19. juli satte på skrift at det jødiske vægter tungere end det demokratiske i det officielle Israels definition af egen identitet.

«Redaktøren har svigtet sin demokratiske pligt ved at fyre Avi Katz,» siger journalisten Haim Watzman, der protesterede ved at tage sin afsked fra bladet: «Medierne handler i frygt for hvordan omgivelserne vil reagere, og det er et faresignal. Både fyringen og loven er små skridt i retning af fascisme og totalitarisme.»

Racistisk lov

«Den jødiske nationalstatslov indeholder alle grundelementerne i apartheid. Dette er ikke bare amoralsk, men også forbudt og i strid med international lovgivning,» lyder det fra Hassan Jabareen, som er muslim og står i spidsen for Adalah, Centeret for arabiske mindretalsrettigheder i Israel. Jabareen er en af de markante talsmænd for de 20 procent af Israels knappe 9 millioner indbyggere som er ikke-jødiske. «Jeg ser loven som rendyrket racisme,» fortsætter han.

«Den som ikke har lyst til å leve her som minoritet, kan jo bare reise et annet sted!»

- annonse -

Ifølge lovteksten tilhører landet nu det jødiske folk. Med denne formulering er ejerskabet udvidet til at gælde eksempelvis en jødisk canadier fra Vancouver, eller en belgisk jøde fra Antwerpen, mens det frasorterer Hassan Jabareen, hvis familie har boet i Haifa i generationer.

«Diskrimination har altid været en realitet i dette land, men med denne loven har Israel gjort diskrimination til en konstitutionel værdi,» siger han: «Den ser helt bort fra den binationale virkelighed.»

Tegneren Avi Katz, som ble kastet ut som tegner, har også gitt oss hans tidligere tegning av Ariel Sharon, som den historiske napoleon.

Lige siden sin grundlæggelse har Israel fremstillet sig selv som både jødisk og demokratisk. Dette er en selvmodsigelse, for ved at definere sig selv som jødisk, har staten jo på forhånd tilsidesat den ligeret for mindretallene som er forudsætningen for et demokrati. Dette er en af grundene til at Israel endnu ikke har fået nogen forfatning, som jo netop omhandler den slags basale forhold. I stedet har man henholdt sig til Uafhængighedserklæringen, som blev til i forbindelse med statens grundlæggelse i maj 1948. Her bruger man ikke formuleringen «en jødisk stat», men taler om en stat for det jødiske folk, og med lige rettigheder for alle borgere.

«Dette har altid været en tynd fernis,» forklarer Jabareen videre: «I 1948 flygtede 750 000 palæstinensere, men 200 000 valgte at blive boende i det som blev til Israel. Det er denne gruppe der er blevet til 1,8 millioner mennesker, og selv om vi har statsborgerskab, har vi gennem alle disse 70 år levet som borgere på anden klasse. I de senere år er dette blevet værre, og nu er det så blevet til en lov.»

Intet er ændret

Vi spørger Ariel Bulshtein, advokat og mangeårig aktivist i regeringspartiet Likud, om hans mening om sagen. Han håber på at sikre sig en plads i Knesset ved næste valg. «Loven stadfæster jo kun hvad vi hele tiden har vidst, nemlig at dette er en jødisk stat,» forklarer han:«Det er vigtigt at understrege at den kun taler om kollektive værdier. På det individuelle plan er hver eneste borger stadig ligestillet, så loven ændrer ikke noget som helst.»

Nasjonalstatloven av 19. juli inneholder alle grunnelementer i apartheid.

Han argumenterer med at næsten alle vestlige stater har en forfatning der fastslår den fælles identitet. I Norge, siger han, nævner Grundlovens paragraf 2 det kristne og humanistiske som fælles værdigrundlag, og den irske forfatning nævner på samme måde Jesus Kristus som en integreret del af den nationale selvforståelse.

«Uafhængighedserklæringen er ikke juridisk bindende,» fortsætter han, «så det var på høje tid at Israel fik dette på plads. Som jøde kan jeg ikke forvente at rejse til Norge og blive en ligestillet del af det kristne fællesskab, men jeg er sikker på at mine minoritetsrettigheder vil blive respekteret fuldt ud. Det samme er tilfældet her, og den som ikke har lyst til at leve her som mindretal, kan jo bare rejse et andet sted hen!»

Sydafrika. «Vi er både vrede og utroligt skuffede,» lyder det fra Fadel Mansour, som er druser – og blandt de tydelige profiler i en folkegruppe som lever i både Israel, Libanon og Syrien. Druserne brød for mange år siden med shia-islam og skiller sig blandt andet ud ved at have en religiøs pligt til ubetinget loyalitet overfor det styre de lever under. Dette medfører at de israelske drusere stemmer massivt på Netanyahus nationalistiske Likud-parti, og næsten uden undtagelse aftjener drusiske mænd militær værnepligt på lige fod med Israels jødiske befolkning. På denne baggrund virker Mansours skuffelse helt forståelig.

Faksimile fra Haaretz

«Vi er fuldgyldige statsborgere og vil gerne have denne stat som vores hjem, men den vil tilsyneladende ikke have os,» siger han.

Da druserne i sensommeren arrangerede en protestdemonstration i Tel Aviv, mødte der 50 000 mennesker frem, hvoraf en meget stor del var ikke-drusiske sympatisører. Men som flere kritikere påpegede, gjorde dette næsten kun ondt værre. Kommentatoren Gideon Levy fra dagbladet Haaretz skrev at det jødiske Israel søgte at dække over loven ved at give et privilegeret mindretal som druserne endnu flere privilegier. Druserne skal naturligvis have deres ligestilling, men dette krav gælder i lige så høj grad muslimerne, som udgør langt den største del af Israels mindretalsbefolkning.

«Vi har altid sagt til os selv at vi aldrig ville ende som Sydafrika, men nu er det ikke desto mindre ved at blive en realitet,» lyder det fra Riad Kabha. Han er muslim og chef for programmerne for jødisk-arabisk dialog på Givat Haviva, et kursuscenter med tæt forbindelse til kibbutzbevægelsen og den israelske fredsfløj. Han har altid vidst at mange israelere betragter ham som andenrangs borger, men har alligevel troet på at demokratiet ville sejre. Han ser diskriminationen på arbejdsmarkedet, hvor jøder konsekvent kommer først i køen til de gode jobs, og på boligmarkedet, der en liknende sortering finder sted. Men alligevel.

En jødisk canadier fra Vancouver der aldrig har været der, har nå eierskap til Israel, mens en muslimsk familie som har bodd der i generasjoner er sortert bort.

«Her på centeret gør vi en masse for den gensidige forståelse og respekt, men i det store og hele er befolkningen apatisk. Det er utrolig frustrerende, og nu ser vi resultatet,» siger han.

Han er stærkt bekymret over den paragraf i loven som gør heb-
raisk til Israels eneste officielle sprog. Indtil nu har arabisk været sideordnet, men nu er det reduceret til et mindretalssprog «med særlig status», som det hedder i lovteksten.

«Det er mit sprog og min identitet,» forklarer Kabha. «Trods de mange forhindringer, har jeg altid følt mig som israeler, men det er jeg ikke i stand til længere. Hvem er jeg? Palæstinenser? Araber? Jeg aner det ikke. Min tro på sameksistens hviler på en illusion.»

Destruktiv nationalisme. For Knesset-medlemmet Zouheir Bahloul, der kommer fra det kristne mindretal, blev loven den foreløbige kulmination på lang tids frustration. I parlamentet repræsenterede han Arbejderpartiet, som i dag er en del af centrumbevægelsen Zionistisk Union, og den vej valgte han i troen på sameksistens. Han sendte sådan det første af hans tre børn i jødisk skole, men da han forsto hvilke omkostninger dette ville have for barnets identitet, kom de øvrige i arabisk.

«Hvis jeg skulle leve mit liv om, ville jeg gå en helt anden vej,» sagde Bahloul til israelsk presse. Han protesterede mod loven ved at nedlægge sit mandat i Knesset.

Fra andet politisk hold er protesterne endnu skarpere. «Dette er en ondsindet, kolonial og racistisk lov,» siger således Jamal Zahalka fra den arabiske fællesliste. «Men Netanyahu har udstyret os med et redskab som vi ikke havde før. Indtil nu har vi ikke haft nogen lov som viser verden hvor meget racisme der er i Israel. Det har vi nu, og vi behøver ikke sige noget som helst, for loven taler for sig selv.»

«Jeg kan ikke forvente å reise til Norge og bli en likestilt del av det kristne fellesskap.» 

Oven i de katastrofale følger for den indre dynamik i Israel, påpeger en række stemmer de større perspektiver i vedtagelsen af loven. 

«Palæstinenserne på de besatte områder bliver ikke direkte berørt af loven,» siger således Mahdi Abdel Hadi fra den palæstinensiske tænketank PASSIA: «Men for os er den et signal om israelsk isolationisme, og i den atmosfære rykker udsigterne til ny fredsdialog endnu længere bort.»

Denne holdning deles af Yedidia Stern, om end på en anden led. Han er professor i retsvidenskab ved Bar Ilan-universitetet i Tel Aviv såvel som tilknyttet Israel Democracy Institute i Jerusalem, og ser det som udslag af en bekymrende tendens i hele den vestlige verden at loven bliver vedtaget netop nu. «Vi lever i en tid hvor mange mennesker savner livsindhold og basale værdier,» siger Stern, der selv er religiøs jøde: «Dette har ledet Trump til magten i USA, og med Orbán til magten i Ungarn – og Netanyahu fører sig frem med den samme destruktive nationalisme.» 

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Gi et svar

Please enter your comment!
Please enter your name here

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.

UtØya / 22. JULI: Etter min oppfatning kunne politiet ha fått panikkJeg fraktet 24 sønderslagne, sjokkskadede ungdommer i sikkerhet til fastlandet fra Utøya. Flere ganger førte jeg båten ut til dette helvete på jord. Hvor var politiet?
22. juli / Generasjon Utøya (av Aslaug Holm, …)Utøya som arnested for gryende partitilknytning: Denne generasjonen lar seg fortsatt ikke kneble.
22. juli / Arven etter 22. juli (av Tommy Gulliksen)Tommy Gulliksens andre dokumentar om 22. juli viser en sårbarhet som er både reflekterende, undrende og oppriktig ærlig.
Kronikk / Strålevernets «anerkjente» institusjonerOverser myndighetene forskning på feltet strålevern? Eksempelvis skader av AMS-målernes pulsing – eller skader fra svake elektromagnetiske felt, som mobilstråling?
Kina / François Jullien’s Unexeptional Thought (av Arne de Boever)Via sinologen François Jullien avdekker Arne de Boever blinde flekker, farlige fordommer og avgjørende mentalitetsforskjeller i møtet mellom øst og vest.
Handke / Mein Tag im anderen Land (av Peter Handke)Et eviggyldig spenningsforhold mellom enkeltmennesket og fellesskapet. Har Peter Handke med alderen gradvis gitt avkall på raseriet?
Nato / Til NATOs disposisjon Under NATO-øvelsen Good Heart var «fienden» streikende arbeidere og navngitte norske organisasjoner.
Orientering nr. 22 1971 / Pariserkommunen ble modell og inspirasjon for sosialister fra Marx til våre dager: Vi bringer her annen del av Einhart Lorenz’ artikkel om Pariserkommunen.
Frihet / Jeder Mensch (av Ferdinand von Schirach)Ferdinand von Schirach vil inspirere til en modernisering av det demokratiske systemet.
Fotobok / Å holde sammen helt inn i livets høstEnkelte fotografier i denne boken oppleves som nådeløse, til tross for at fotograferingen er gjort blant venner.
Oslo-avtalen / Oslo (av Bartlett Sher, …)Den eskalerte konflikten mellom Israel og palestinerne minner oss igjen om at Oslo-avtalen i 1993 ikke førte til fred. Og dermed føles HBO-filmen Oslo nærmest som naiv eskapisme.
Samtaler med lysets hastigheter. Konstruksjonen av det digitale dødsriket. (av Ole Sverre Olsen)Zuckerberg legger frem visjonene for det 21. århundre, bør du følge oppmerksomt med på hva som er det konkrete innholdet i det de presenterer av teknologi, forsket frem i laboratoriene i Silicon Valley.
- Advertisement -

Du vil kanskje også likeRelaterte
Anbefalte