Islams glemte kultur og sufismens betydning

Hva er det for en endring som har skjedd med en kultur som i århundrer har fascinert oppdagelsesreisende og frie tenkere?

Bill Viola: Five Angels for the Millennium (2001)
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Islam er på én gang en civilisation, en religion og en politisk strategi. Men i dag overskygges de to første dimensioner af vold, begået af oprørere der påstår at handle i islams navn. Som den tunesisk-franske idéhistoriker Abdelwahab Meddeb (se under) demonstrerer, er det imidlertid nemt at vise at radikale gruppers genoplivning af islam som krigerisk religion manipulerer med begreber, river dem ud af sammenhæng, fornægter historiske mutationer der netop er et resultat af at eksisterende idéer påvirkes og forvandles. Desværre virker radikale islamisters handlemåde som en bekræftelse af den almindeligt udbredte opfattelse af islam som af natur krigerisk, hegemonisk og politisk voldelig. Det er en historie der sælger billetter. Men der er heller ikke nogen anstrengelse at spore blandt journalister, meningsdannere, politikere og akademikere om at dykke ned i historien, få øje på de rige forbindelser kulturelt og åndeligt som der faktisk er mellem islam og Vesten. 

Fra den tidlige middelalderen og næsten frem til oplysningstiden var islam en pluralistisk religion med en åben læsning af bibeltekster, en inddragelse af vestlig filosofi samt en stærk kunstnerisk udvikling indenfor arkitektur, havekunst, kalligrafi, poesi og litteratur. I årevis har fortællinger fra Tusind og én nat animeret forestillingsevnen, betaget den europæisk rejsende, frigjort Vesten og skabt fantasien om det arabiske harem der gled ind i den moderne oplysning. Men denne opblomstring stoppede i perioden omkring 1800-tallet og begraver en righoldig kultur. Hvad er det så for en ændring der er sket med denne kulturkreds som opslugte Flaubert, inspirerede Proust og Ekelöf og som i århundreder har betaget opdagelsesrejsende og frie tænkere? Hvad skete der?  

Ressentimentets islam: fra ja til nei

Sufi-dansere

I Islam and Its Discontents og The Malady of Islam opsporer Meddeb en særlig psykologi der fører til reduktion af islam til religion for nej-sigere, der siger nej til kunst, teknologi, seksualitet, sanselighed og videnskab. Der er tale om en psykologisk-moralsk disposition som et centralt element i alle former for islamisk fundamentalisme, men især den saudiske wahhabisme. En «ressentimentets islam» der trækker på Nietzsches skelnen mellem den stolte, aristokratiske og ja-sigende herremoral og den jødisk-kristne slavemoral. Sidstnævnte er de svages af ressentiment, misundelse og skyld gennemtrængte fjendskab over for de stærke. Resultatet er et nej over for verden, og ifølge Meddeb et konstitutivt element ved alle former for islamisk fundamentalisme. Følelsen forstærkes gennem en kombination af underkastelse, tab af suverænitet og erkendelsen af underlegenhed, affødt af den europæiske kolonisering af den arabisk-muslimske verden i 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet og den efterfølgende videnskabelige, økonomiske og teknologiske stagnation og tilbagegang. Netop dette tab af fordums styrke og verdensbejaende kreativitet, og svaghed teknologisk og økonomisk, skaber et islam der omkring 1800-tallet ikke formår at sige ja til verden, men som fra da af konstant befinder sig i en underskudsposition. Det er denne psykologisk-moralske disposition der forstærkes i et modsætningsforhold til Vesten. Resultatet er en blanding af underskud, underkastelse, afhængighed og misundelse, der ikke kan bekræfte sin egen autonomi og tradition, men kun opretholde sig selv gennem en negativ reaktion mod den anden, Vesten. Der er en direkte forbindelse mellem ressentimentets nej og de aktuelle fundamentalistiske bevægelser i islam (Meddeb). Med den manglende livsaffirmation stopper også selvkritikken, udvekslingen og selvoverskridelsen. Tilbage står de triste kulminationer af en undertrykkende og ødelæggende religion der har tiltaget sig det dominerende billede i de seneste årtier. Kritikere peger på at islam som politisk ideologi har løsrevet sig fra islam som en åben åndelig religion (M. Ruthven: Islam. Oxford 2012). For at minde os om islams pluralisme, men også om nødvendigheden af denne idés genoplivning, tager Meddeb tråden op fra den store arabiske historiker Ibn Khaldun (14. århundrede), for hvem civilisation og barbari er den motor der får historiens hjul til at dreje.  

Ja til verden: arkitektur

I Islam and the Challenge of Civilisation fremsætter Meddeb den tese at «islam har bragt civilisationen til et højdepunkt, som den aldrig har kendt før islam». Han ser dog ikke islams indtræden på middelhavsscenen som et brud, men som en kontinuitet i civilisationsforløbet under det islamiske overherredømme, i hvert fald i perioden mellem det 8. og det 11. århundrede. Vil man forstå tingenes tilstand, må man studere de former hvori de træder tydeligst frem. Arkitektur, urbanisme, matematik, udsmykning, poesi, havekunst. Et andet højdepunkt er kalligrafien, ofte brugt som indskriftsudsmykning for eksempel i Jerusalems klippemoské (år 692) og Isfanhan. Skriften får her en monumental dimension, der godt kan kaldes kalligrafiens oprindelse (Meddeb). 

Abdelwahab Meddeb

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.