Islams glemte kultur og sufismens betydning

Hva er det for en endring som har skjedd med en kultur som i århundrer har fascinert oppdagelsesreisende og frie tenkere?
Bill Viola: Five Angels for the Millennium (2001)
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 01.08.2018

Islam er på én gang en civilisation, en religion og en politisk strategi. Men i dag overskygges de to første dimensioner af vold, begået af oprørere der påstår at handle i islams navn. Som den tunesisk-franske idéhistoriker Abdelwahab Meddeb (se under) demonstrerer, er det imidlertid nemt at vise at radikale gruppers genoplivning af islam som krigerisk religion manipulerer med begreber, river dem ud af sammenhæng, fornægter historiske mutationer der netop er et resultat af at eksisterende idéer påvirkes og forvandles. Desværre virker radikale islamisters handlemåde som en bekræftelse af den almindeligt udbredte opfattelse af islam som af natur krigerisk, hegemonisk og politisk voldelig. Det er en historie der sælger billetter. Men der er heller ikke nogen anstrengelse at spore blandt journalister, meningsdannere, politikere og akademikere om at dykke ned i historien, få øje på de rige forbindelser kulturelt og åndeligt som der faktisk er mellem islam og Vesten. 

Fra den tidlige middelalderen og næsten frem til oplysningstiden var islam en pluralistisk religion med en åben læsning af bibeltekster, en inddragelse af vestlig filosofi samt en stærk kunstnerisk udvikling indenfor arkitektur, havekunst, kalligrafi, poesi og litteratur. I årevis har fortællinger fra Tusind og én nat animeret forestillingsevnen, betaget den europæisk rejsende, frigjort Vesten og skabt fantasien om det arabiske harem der gled ind i den moderne oplysning. Men denne opblomstring stoppede i perioden omkring 1800-tallet og begraver en righoldig kultur. Hvad er det så for en ændring der er sket med denne kulturkreds som opslugte Flaubert, inspirerede Proust og Ekelöf og som i århundreder har betaget opdagelsesrejsende og frie tænkere? Hvad skete der?  

Ressentimentets islam: fra ja til nei

Sufi-dansere

I Islam and Its Discontents og The Malady of Islam opsporer Meddeb en særlig psykologi der fører til reduktion af islam til religion for nej-sigere, der siger nej til kunst, teknologi, seksualitet, sanselighed og videnskab. Der er tale om en psykologisk-moralsk disposition som et centralt element i alle former for islamisk fundamentalisme, men især den saudiske wahhabisme. En «ressentimentets islam» der trækker på Nietzsches skelnen mellem den stolte, aristokratiske og ja-sigende herremoral og den jødisk-kristne slavemoral. Sidstnævnte er de svages af ressentiment, misundelse og skyld gennemtrængte fjendskab over for de stærke. Resultatet er et nej over for verden, og ifølge Meddeb et konstitutivt element ved alle former for islamisk fundamentalisme. Følelsen forstærkes gennem en kombination af underkastelse, tab af suverænitet og erkendelsen af underlegenhed, affødt af den europæiske kolonisering af den arabisk-muslimske verden i 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet og den efterfølgende videnskabelige, økonomiske og teknologiske stagnation og tilbagegang. Netop dette tab af fordums styrke og verdensbejaende kreativitet, og svaghed teknologisk og økonomisk, skaber et islam der omkring 1800-tallet ikke formår at sige ja til verden, men som fra da af konstant befinder sig i en underskudsposition. Det er denne psykologisk-moralske disposition der forstærkes i et modsætningsforhold til Vesten. Resultatet er en blanding af underskud, underkastelse, afhængighed og misundelse, der ikke kan bekræfte sin egen autonomi og tradition, men kun opretholde sig selv gennem en negativ reaktion mod den anden, Vesten. Der er en direkte forbindelse mellem ressentimentets nej og de aktuelle fundamentalistiske bevægelser i islam (Meddeb). Med den manglende livsaffirmation stopper også selvkritikken, udvekslingen og selvoverskridelsen. Tilbage står de triste kulminationer af en undertrykkende og ødelæggende religion der har tiltaget sig det dominerende billede i de seneste årtier. Kritikere peger på at islam som politisk ideologi har løsrevet sig fra islam som en åben åndelig religion (M. Ruthven: Islam. Oxford 2012). For at minde os om islams pluralisme, men også om nødvendigheden af denne idés genoplivning, tager Meddeb tråden op fra den store arabiske historiker Ibn Khaldun (14. århundrede), for hvem civilisation og barbari er den motor der får historiens hjul til at dreje.  

Ja til verden: arkitektur

I Islam and the Challenge of Civilisation fremsætter Meddeb den tese at «islam har bragt civilisationen til et højdepunkt, som den aldrig har kendt før islam». Han ser dog ikke islams indtræden på middelhavsscenen som et brud, men som en kontinuitet i civilisationsforløbet under det islamiske overherredømme, i hvert fald i perioden mellem det 8. og det 11. århundrede. Vil man forstå tingenes tilstand, må man studere de former hvori de træder tydeligst frem. Arkitektur, urbanisme, matematik, udsmykning, poesi, havekunst. Et andet højdepunkt er kalligrafien, ofte brugt som indskriftsudsmykning for eksempel i Jerusalems klippemoské (år 692) og Isfanhan. Skriften får her en monumental dimension, der godt kan kaldes kalligrafiens oprindelse (Meddeb). 

Abdelwahab Meddeb

Heller ikke skal det glemmes hvordan araberne overtog de romerske renselsesritualer i de romerske badeanstalter (hammam). Dampbadets rum er præget af en intelligent og udtryksfuld omgang, noget som vestlige kurbade og svømmehaller i dag forsøger at imitere. Men netop denne tradition der ærer kroppen, synes at være forsvundet fra de arabiske samfund, nu ødelagt af en moralsk orden som den halvkultiverede syg af ressentiment uanfægtet kan påtvinge sine omgivelser. Både i det offentlige og i de private gemakker har dette syn på kroppen forvandlet paradis til et helvede for et utal af kvinder. Gå en tur i Cairo, siger Meddeb, og du vil forstå hvad jeg mener. Også muezzinen der engang kaldte til bøn, og i århundreder havde sin egen modulerende korlignende stemme der kom fra brystet og struben, er i dag forvandlet til en støjende mekanisk højtaler.  

Filosofi og sufismeb

Hvad forholdet mellem islam og filosofi angår, fremhæves gang på gang hvordan den moderne islamisme ikke alene understøtter en åndsforladt konfrontation af voldelig ekstremisme, men at den også fornægter islams tidligere spirituelle kilder, ikke mindst sufismen. Mange ser derfor svækkelsen af sufismen som én af årsagerne til islams åndelige underskud. Nok spirer sufismen frem flere steder, og nok vinder den også indpas i Vesten, men den spiller stadig ikke den afgørende rolle i de islamiske samfund som den gjorde tidligere. 

Hvad er så sufismen? Ifølge de store franske islamkendere Henry Corbin og Christian Jambet (Corbin: The Man of Light in Iranian Sufism; Alone with the Alone; Jambet: The Act of Being: The Philosophy of Revelation in Mulla Sadra) fremstår den arabiske mystik, også kaldet sufismen, som et resultat af meget forskelle spekulative traditioner. Blandt Koranens spirituelle kilder finder man både nyplatoniske udlægninger, kirkefædrenes munkedisciplin, den lysets ånd, som Zarathustra udbredte, brahmanens asketiske meditationer og taoismens paradoksale filosofi hvor modsætninger mødes. Netop derfor er sufismen så kraftfuld. Evnen til at indoptage forskellige elementer giver den dens dybde og en virkeliggørelse af Koranens budskab om at udbrede islam som en «nation-i-midten», et midtsøgende fællesskab. Tre store sufimestrer lyser op: forfatteren Ibn-Arabi (1165–1240); filosoffen Suhrawadi (1154–1191); digteren Rumi (1207–1273). Ibn-Arabis værk er åbent og mangeartet og er blevet kaldt alt fra kristent, nyplatonisk, shiitisk, gnostisk – og japaneren Izutsu ser ham som én der står taoismen nær. Kort før sin død udgav Meddeb sin egen Tombeau of Ibn Arabi, en genfortolkning af Ibn Arabis liv og skrifter med afsæt i Dantes Guddommelige komedie – en levende rejse i underverdenen. I den efterhånden righoldige litteratur peges tilmed på fællestræk mellem sufismen, filosoffen Spinoza og moderne filosoffer som Henri Bergson, Gilles Deleuze og Michel Serres. Alle kredser de om det virkelige som en unik begivenhed hvori lyset – det skabende – kommer til udtryk og vi selv forvandles. Bergsons beskrivelse af verden som en stor biografsal, hvor ethvert bevægeligt legeme udsender lys, inspirerede Deleuze til hans to filmbøger. Ting lyser og tænker af sig selv (kaster tegn og tanker af sig) uden at nogen oplyser dem. Dette er en grundtanke i hans filmfilosofi, som har flere paralleller til lysfilosofien til den islamiske mystiker Suhrawardi (1154–1191). hvis hovedværk (The Philosophy of Illumination) nu er udgivet på engelsk.

Digital sufidans

For at bevare islams kompleksitet må man ifølge Meddeb betragte den som både en religion, en civilisation og et politisk begær. Via sufismen er det muligt at nærme sig det religiøse spørgsmål gennem den poetiske intensitet og metafysiske glød. Centralt for sufismen er forestillingen om at «den indre erfaring kan overskride troens bygninger i alle retninger. Det væsentligste er måske den energi den fremkalder, og væsentligheden af de spørgsmål som den får os til at stille.» Eftersom den netop snarere lægger op til spørgsmål end til vished, virker den i dag tiltrækkende på os, og den har været genstand for utallige aktualiseringer, lige fra Hölderlin, Nietzsche og Georges Bataille og til nutidige videokunstnere som amerikanske Bill Viola, for hvem sufismen er en helt afgørende inspirationskilde. Viola sidestiller sufismens arbejde med at forene sig med det usynlige gennem sufidansen og sit eget arbejde gennem videokameraet med at udforske og indfange opmærksomheden i dens egen tilblivelse. I et nyligt interview lyder det: «Den digitale revolution i sin essens er en åbning mod den usete dimension, en artikulation af den usynlige verden. I vores normale måde at opleve verden på er vi omgivet af noget synligt fra alle sider. Men det er den usynlige verden af detaljerne i den menneskelige tilværelse – deres begær, konflikter, motivationer – der er skjult for vores syn og som skaber dette intrikate og dette tilsyneladende væv af skiftende relationer der møder vores øje. Den virkelige energi kommer altid fra de usynlige ting, og det er hvad jeg søger at indfange med mit kamera, at registrere disses emotionelle energi, som overskrider det optiske syn.» (Bill Viola: Electronic Renaissance, 2017)

Barbariet og sivilisasjonen

Hvis barbariet er civilisationens fornægtelse, kan man antage at barbariet altid har eksisteret i islam, men at det gang på gang er blevet bremset af de politiske myndigheder der var sig bevidste om sin pligt til at beskytte civilisationens bygninger mod dem der ville omstyrte den. 

Fra tidlig middelalder og nesten frem til opplysningstiden var islam en pluralistisk religion med en åpen lesning av bibeltekster.

«Vi ved,» skriver Meddeb, «at civilisationens bygning kun kan blomstre op når meget forskelligt mødes og smelter sammen.» Kampen handler om at finde nye områder hvor de overskridende handlinger er velkomne, der bevarer kontakten med islams sjæl og bringer den videre i nye former. Når man betragter den betagende mængde af værker og civilisatorisk åndelig udveksling mellem øst og vest, må man om en fredelig sameksistens slutteligt sige: Kun ved at indoptage den anden er jeg i stand til at bevare min egen kultur.

Gratis prøve
Kommentarer