Investoren og den investertes tidsalder

Å være eller ikke være kredittverdig – dét er spørsmålet i investerings-kapitalismens tid.
Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 03.12.2018
Le temps des investis. Essai sur la nouvelle question sociale
Forfatter: Michel Feher
La découverte, Frankrike

Finanskrisen i 2008 synliggjorde på hidtil uset vis at der er sket et skifte i økonomien – fra industrikapitalisme til finanskapitalisme og fra efterkrigstidens statsstyrede modernisering til en neoliberal økonomi. Vi har siden da fået en lang række analyser af denne ændring og årsagerne bag den – både keynesianske, der har fokuseret på de uregulerede privatmarkeder, og de der har analyseret profitratens fald efter 30 år med overproduktion i de avancerede økonomier.

Den belgiske filosof Michel Fehers seneste bog Le temps des investis – «De investeredes tid» – er et bidrag til diskussionen af dette historiske forløb. Men bogen er også et forsøg på at formulere et politisk modsvar og udpeke nye strategier, hvormed en venstre-orienteret politik kan afvise finans-kapitalens hegemoni.

Investeringskapitalisme

En del af Fehers bog er en historisk gennemgang af den økonomiske transformation der har pågået siden midten af 1970’erne. Forfatteren beskriver den som «en skæv realisering af neoliberalismen» – skæv, fordi økonomien der blev skabt af blant andre Reagan og Thatcher, adskilte sig fra den neoliberale teori, som Friedman og Hayek udviklede efter Anden verdenskrig. De så for sig et samfund af entreprenører, der samtlige driftede deres eget lille firma. Den tidlige neoliberalister kritiserede den statsstyrede økonomi, som de frygtede ville lede til socialisme.

Neoliberalismen af i dag kritiseres ofte netop for at have skabt et samfund hvor vi alle er markedsgjorte små virksomheder i konkurrance med hinanden. Men, skriver Feher, det er faktisk ikke dét der er sket. En sådan analyse tager nemlig ikke højde for fremkomsten af investoren. Det nye akkumulationsregime er ikke en neoliberal entreprenørøkonomi slik 1940’ernes neoliberale ideologer ønskede sig, men en investeringskapitalisme.

Kreditværdighed

Når venstrefløjen kritiserer neoliberalismens varegørelse af mennesket, overser den hvad introduktionen af kredit har betydet for de sidste årtiers økonomi. Vi er ikke blevet små entreprenører der forsøger at skabe profit –  vi er hvad Feher kalder «investerede» der forsøger at være kreditværdige. Dette er vilkåret uanset om man er et individ, en virksomhed eller en stat. Alle er vi underkastet finanskapitalens lune – alle er vi projekter der forsøger at gøre os til for investorerne. I dag er det dem der styrer økonomien, hverken arbejdsgiverne eller staten.

Nationalstaterne har endog måttet sænke selskabsskatten for at tiltrække sig multinationale firmaer. De har dermed udhulet deres eget skattegrundlag, og slig blevet tvunget til at tage op gæld for at opretholde et vist velfærdsniveau.

Vi er ikke små entreprenører som prøver å skape profitt – vi er «investerte» som prøver å være kredittverdige.

Den politisk-økonomiske kamp har dermed skiftet terræn. Det vigtigste er at betale af på sine lån for at kunne optage nye fra de almægtige finansfolkene. Det betyder ikke, pointerer Feher, at lønarbejdere ikke stadigvæk udbyttes – det gør de. Men det er nødvendigt at udvide marxismens økonomikritik hinsides fokusset på arbejde, kapital og merværdi. I efterkrigstidens industrielle kapitalisme var pointet at købe varer (og arbejdskraft) billigst muligt for så at sælge dem dyrest muligt. Denne er nu afløst af en finanskapitalisme hvor profit ikke skabes gennem salg, men hvor investorer forsøger at finde kredit, og de investerede forsøger at finde investorer.

Investorens allmakt

Det er en opdateret foucaultsk analyse Feher tilbyder. Han trækker veksler på franskmandens neoliberalismeanalyser, og anvender også Foucaults forestilling om magt og modstand: Finanskapitalen er en ny styringsform som producerer nye subjektiviteter – de investerede – der er underlagt kreditraternes skiftende vurderinger. Investorerne har således en anden magt end arbejdsgiveren. Sidstnævnte tilegnede sig merværdien arbejderen producerede – investoren bestemmer hvad der skal produceres i det hele taget.

Feher beskriver fremkomsten af nye modstandsformer. Disse bruger finanskapitalen mod finanskapitalen gennem eksempelvis at tvinge firmaer til at opgive skadelige projekter af frygt for at investorerne trækker deres penge ud. «Militant spekulation» kalder Feher det. En anden fremgangsmåde er at kollektivisere de nye digitale platformsfirmaer. Når kontraktansatte kræver almindelige ansættelser, går firmaerne konkurs – og arbejderne kan selv overtage dem. Feher forstår dette som en videreudvikling af 1970’ernes eksperimenter i selvforvaltning.

Mangelfull analyse

Fehers analyse i Le temps des investis har ikke noget revolutionært perspektiv: Siden finanskapitalismen fremstår som uangribelig, bliver spørgsmålet hvordan man kan undgå dens værste sider. Forfatterens bedste forslag til en ny venstrefløjspolitik bliver bizart nok at vende tilbage til arbejderbevægelsen og dens fagforeninger. Disse påpegede ikke blot lønrelationens ulighed, men kæmpede også helt konkret for mere i løn. Som vi alle ved, blev fokusset hurtigt kun på det sidste, og kun på de lokale arbejdere. Men venstrefløjen skal gøre det samme i dag, foreslår Feher – altså bruge finanskapitalen mod den selv.

Dette kan muligvis forhindre de værste excesser ved finanskapitalismen, men i en historisk situation kendetegnet ved en voldsom kontrarevolutionær dynamik, eksklusionen af stadigt flere fra lønarbejdet globalt og en løssluppen klimakrise skal der nok mere til end Fehers «militante spekulation».

Kommentarer