Srnicek & Williams: Inventing the Future

De nye informationsteknologier har gjort at arbejdet ikke længere tænkes at udgøre menneskets essens.

FOTO: AFP / FABRICE COFFRINI

Nick Srnicek & Alex Williams: Inventing the Future – Postcapitalism and a World Without Work. Verso Books, 2015

En af de mest interessante nyere diskussioner om teknologiens frisættende muligheder er foregået under hashtagget #Accelerate på de sociale medier, hvor proponenter for en ny og tilsyneladende radikal politisk agenda agiterer for, at venstrefløjen skal opgive den munkemarxistiske berøringsangst overfor nye hypermoderne teknologier, og i stedet på ny skal til at fyre op under kedlerne på historiens lokomotiv: Next stop – post-capitalism!

Inventing_the_Future-b828e30703ba1adb8e5d348786269f05Tekno-optimisme. Nick Srnicek & Alex Williams samler i bogen Inventing the FuturePostcapitalism and a World Without Work op på nogle centrale ideer fra deres såkaldte accelerationistiske manifest, Manifesto for an Accelerationist Politics, som blev lanceret i twittersfæren i 2013 under hashtagget #Accelerate. Manifestet slår til lyd for en tekno-optimistisk og hyperrationalistisk politisk agenda, og for at overskride kapitalismens iboende begrænsninger på produktiviteten ved at promovere frisættelsen og intensiveringen, kort sagt accelerationen af samfundets kollektive og teknologiske kræfter. Tonen i bogen er mindre bombastisk og imperativ end i manifestet, og selve termen accelerationisme er droppet, men de grundlæggende ideer er uforandrede, og ræsonnementet er ikke til at tage fejl af: Vi står på tærsklen til den såkaldte fjerde industrielle revolution, hvor nye hybride teknologier fundamentalt vil transformere vores forståelse af, hvad det overhovedet vil sige at være menneske, hvad det vil sige at leve, arbejde og interagere i stadig mere komplekse og maskinelt medierede sammenhænge.

Slutt på knapheden. Ifølge Srnicek & Williams har fremkomsten af internettet (bemærk undertitlens WWW, a World Without Work) og de nye informationsteknologier allerede muliggjort en effektiv transition til post-kapitalismen, hvor arbejdet ikke længere tænkes at udgøre menneskets essens, men kan forestilles som værende en blot eksternaliseret maskinel proces, der overlader mennesket frit til at tilrettelægge sit eget liv og sin egen identitetsdannelse hinsides arbejdets forbandelse og hinsides al materiel knaphed: «Det 21. århundredes teknologiske infrastruktur frembringer betingelserne for tilvejebringelsen af et meget anderledes politisk og økonomisk system. Maskiner udfører opgaver som forekom umulige for blot et århundrede siden. Internettet og de sociale medier giver stemme til milliarder af hidtil overhørte, der bringer eksistensen af et globalt deltagelsesdemokrati indenfor umiddelbar rækkevidde. Open-source designs, copy-left kreativitet og 3D-print indvarsler en verden, hvor knapheden af mange produkter er overkommet.» Kort sagt, en slags tekno-utopistisk opdatering af Marx’ berømte kommunistiske forestilling om at kunne «gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige sig med kvægavl om aftenen, kritisere ovenpå middagen, uden vel at mærke nogensinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.»

Venstresidens analfabetisme. Det grundlæggende problem for at nå til denne fuldt automatiserede luksuskommunisme er dog, at venstrefløjen i dag lider af en udbredt teknologisk analfabetisme koblet med en skepsis eller frygt for alle teknologiske løsninger på politiske problemer. Konfronteret med en stigende kompleksitet har venstrefløjen valgt at isolere sig i små sekteriske celler, at afvise teknologien i stedet for at forstå og bemestre den. Det har ført til en problematisk forherligelse af ritualistiske politiske praksisformer centreret omkring defensive og reaktive modstandsformer såsom flugt, tilbagetrækning og forskansning i «midlertidige autonome fristeder», og en valorisering af det partikulære og lokale i modsætning til det universelle og globale. Denne bunkermentalitet er ifølge Srnicek & Williams i bund og grund symptomatisk for venstrefløjen som helhed, der helt har givet afkald på at forestille sig en ny tids komme.

Autenticitetslængsel. Srnicek & Williams beskriver hvordan mange på venstrefløjen mistede tiltroen til de mere traditionelle organisationsformer, blandt andet på grund af partiets og fagforeningens (identitets-)politiske fallit, og derfor forsøgte at opfinde andre måder at udfordre magten på, måder der ikke mimer de eksisterende magthierarkiers sexistiske, racistiske og militaristiske facon. Det handlede med andre ord ikke længere om at overtage produktionsmidlerne og «tage magten», men om at forkaste de kapitalistiske magt- og produktionsrelationer tout court. Det antisystemiske fokus, der har sine rødder i 68-bevægelsens antiautoritære afvisninger af skuespilsamfundets (Guy Debord) repræsentationsformer (det parlamentariske demokrati inklusive), har været tydeligt overalt i de seneste årtiers store bølger af masseprotester, fra halvfemsernes alterglobaliseringsbevægelser frem til Occupy og videre endnu, det vil sige i hele den cycle of struggles som Srnicek’s & Williams’ kritik specifikt retter sig imod. Deres påstand er så i forlængelse heraf, at disse protestbevægelser er gennemsyret af en forkvaklet længsel efter tabt autenticitet på den ene side, samt af en «naiv» revolutionær ønsketænkning uden hold i realiteterne på den anden side. Kritikken af venstrefløjens impassé opsummeres under termen folk-politics, der på et helt generelt plan dækker over en – i deres øjne – problematisk inklination mod at valorisere spontane mobiliseringer og oprør snarere end at give sig af med det langsigtede tålmodige arbejde i retning af en rekonstruktion af venstrefløjens tabte politiske enhed, konstruktionen af et veritabelt politisk-ideologisk mod-hegemoni. Men spørgsmålet der trænger sig insisterende på under læsningen er, at hvis venstrefløjen virkelig er forblændet af naive revolutionære drømme, og den socialdemokratiske arbejderreformisme ikke længere er farbar vej, hvori består opgaven så? Hvordan nå til det ønskede postkapitalistiske samfund? Er fortsat teknologisk optimering indenfor rammerne af en fundamentalt set kapitalistisk økonomi, transhumanistisk manipulation, og mere eksponentiel vækst virkelig en vej ud af misèren?

Srnicek & Williams har stykket deres tekno-utopia sammen af gammelt marxistisk vraggods, trods alle forsikringer om at de har opfundet fremtiden.

Marxistisk vraggods. Med deres fokus på teknologi, innovation, transformation og automatisering indskriver Williams & Srnicek sig i en mildest talt dubiøs tradition for tekno-optimisme, der historisk kan spores tilbage til forskellige socialistiske planøkonomiske eksperimenter, som eksempelvis Salvador Allendes (fallerede)  Project Cybersyn i Chile i 1970erne, hvor kybernetiske principper forsøgtes anvendt i et omfattende politisk eksperiment med økonomisk og social kontrol. Administreringen af enorme mængder data skal altså, med inspiration fra Allendes prototypiske cybermodel, tjene til at administrere samfundet, en omfattende social kontrolmekanisme skal sikre at markedskræfternes anarki holdes i skak, uden at hverken lønarbejdet eller kapitalrelationen i øvrigt tænkes ophævet. Syntetisk frihed er den term, som forfatterne i en underlig orwellsk manøvre forsøger at retfærdiggøre deres forestilling om et fremtidigt kybernetisk kontrolapparat med. Det er her at Inventing the Future virkelig står sin prøve, både som bog/værk og som foregiven emancipatorisk programtekst for en (medgivet) tydeligvis falleret venstrefløj. Det er lige netop hér, ved overgangen fra bogens negative projekt (kritikken af venstrefløjens latente patologier) til bogens positive eller opbyggelige projekt (hvad må der gøres-delen), at man for alvor begynder at fornemme at Srnicek & Williams har stykket deres tekno-utopia sammen af gammelt marxistisk vraggods, trods alle forsikringer om at de har opfundet fremtiden. Det er den klassiske umulige balanceakt, det uduelige hverken-eller i betydningen hverken reform eller revolution, der viser sig at munde ud i et slet skjult forsvar for en genopfindelse af den traditionelle marxismes mest teknokratiske fremtidsutopier. Bogens negative ærinde – kritikken af visse dele af venstrefløjens reaktive aktivismefiksering, valoriseringen af (den helt sikkert ofte machoforherligende) anarkistiske spontanitets-,  volds- og oprørsromantik, og den ofte ledsagende mistænkeliggørelse af teori overfor praksis – adresserer vigtige temaer og hører uden tvivl til bogens stærkere aspekter. Desværre bliver kritikken af visse problematiske identitetspolitiske maksimer på dele af venstrefløjen udvidet og generaliseret helt uden mådehold, med det åbenlyse formål at konstruere en stråmand kaldet «venstrefløjen», der så uden videre kan skydes ned med letkøbte påstande om primitivisme. Affejningen af alle radikale grupperinger på venstrefløjen siden 68 – en affejning der i øvrigt er blottet for nogen former for selvkritik (af for exempel deres egen priviligerede udsagnsposition som hvide, mandlige, vestlige subjekter tilhørende den akademiske elite) – har som eneste funktion, at forfatterne kan indskrive sig selv i det helt store (og meget traditionelle avantgarde) narrativ, hvor de stupide og blinde masser skal dirigeres politisk af et elitært centralorgan, som hovedet der styrer kroppen: Se, vi bringer jer fremtiden!

---
DEL