Siden den britiske matematiker Alan Turing i begyndelsen af 1950’erne forsøgte at opstille principper for hvornår en maskine kunne siges at udvise intelligens på linje med et menneskes, har den såkaldte Turing-test fungeret som en veritabel dynamo for sci-fi-spekulationer over fænomenet «kunstig intelligens». Turing-testen går i al sin enkelthed ud på at et menneske i fjernkommunikation skal kunne vurdere hvorvidt man taler med et menneske eller med en såkaldt kunstig intelligens. Ridley Scotts kultsaga om Blade Runner, som for nylig fik tilføjet et nyt filmhistorisk kapitel, er selvfølgelig den klassiske populærkulturelle forarbejdning af spørgsmålet om hvorvidt maskiner kan tænke. Men også videre, om maskiner måske reelt kan komme til at sætte parametrene for dét vi mennesker kalder «intelligens». For hvad er intelligens egentlig for en størrelse? Og giver det overhovedet længere mening – årtier efter de første intelligente computere snød sig forbi Turing-parametrene, og hvor adskillige stormestre, ikke blot i skak, men også i det ældgamle kinesiske spil go, for længst har måttet afgive deres titler til Googles selvlærende algoritmer – at skelne mellem «virkelig» og «kunstig» intelligens?
The Blue Brain Project
Hvis man er interesseret i sådanne spørgsmål på et mere filosofisk plan, kan man med fordel begynde hos den franske filosof Catherine Malabou, som er aktuel med bogen Métamorphoses de l’intelligence: Que faire de leur cerveau bleu. Som titlen antyder tager bogen udgangspunkt i et stort anlagt tværvidenskabeligt forskningsprojekt kaldet «The Blue Brain Project», som har base i Lausanne i Schweiz. Projektet har til formål at bruge nye såkaldte kvantecomputere – computere der arbejder med kvanteteoretiske sandsynlighedsværdier, såkaldte qubits (i stedet for det binære system med de klassiske bits) – til at forsøge at simulere den menneskelige hjerne og dennes mere end 100 billioner hjernecellers hektiske aktivitet.
Gir det overhodet lenger mening å skille mellom ’virkelig’ og ’kunstig’ intelligens?
Malabou har også i sine tidligere værker, som Que faire de notre cerveau? fra 2004 (oversat til norsk i 2017 som «Hva skal vi gjøre med hjernen vår?»), beskæftiget sig indgående med neurobiologien. Hun har gennemgående argumenteret for at den menneskelige hjerne besidder en irreducibel plasticitet som ikke lader sig imitere. Men nu er hun så, blandt andet på grund af de neurobiologiske fremskridt der anvendes til hjernesimuleringen i Schweiz, nået frem til mere tøvende konklusioner: «Jeg har i lang tid troet at den neuronelle plasticitet forbød enhver sammenligning mellem den ’naturlige’ hjerne og maskinen, mere specifikt computeren. Men de sidste nye skridt indenfor kunstig intelligens, især udviklingen af ’synaptiske’ chips, har gjort denne antagelse mere skrøbelig.»
Intelligensens metamorfoser
I moderne tid har fronterne i debatten om intelligens været trukket op omkring spørgsmålet hvorvidt «intelligens kan reduceres til en samling cerebrale dispositioner» eller ej. Malabou belyser dette spørgsmål gennem en idéhistorisk kortlægning af tre hovedetaper i historien om intelligensens metamorfoser, det vil sige intelligensens formskifter. Første afgørende metamorfose viser tilbage til et af de grummeste kapitler i biologiens historie, den eugeniske forestilling om intelligens som et rent arveligt anliggende, en genetisk bestemt og kvantificérbar «genifaktor». Det er således fra eugenikken, og de dertil knyttede forestillinger om en mulig forbedring af racer på grundlag af genetiske selektionsprocesser, at den moderne videnskabelige forestilling om intelligens stammer. Som Malabou demonstrerer, krydsede denne for nazismen så afgørende arvelighedslære veje med den eksperimentelle psykologi, og affødte den moderne idé om målelige intelligenskvotienter (IQ).
Den moderne vitenskapelige forestillingen om intelligens stammer fra eugenikken.
Anden metamorfose har at gøre med epigenetikken, som er den gren af genetikken der fokuserer på hvordan eksterne miljøpåvirkninger i form af vane, tilvænning og uddannelse påvirker og omskaber de neuronelle forbindelser i hjernen. Denne «epigenetiske vending» i de kognitive videnskaber fandt sted på tærsklen til det 21. århundrede, og var ifølge Malabou «intimt knyttet til den neurobiologiske revolution i 1980’erne», som opdagede den, også for Malabous eget intellektuelle projekt så afgørende «neuronale plasticitet». Derved provokeredes en «redefinition af intelligens», der gjorde op med overleverede forestillinger om (eu-)genetisk determinisme, det vil sige forestillingen om at graden af intelligens alene afhænger af arvelige faktorer.
Hva må gjøres?
Den tredje og sidste etape som Malabou opregner, ligger fortsat og venter på at blive realiseret. Og det er herdet er nødvendigt at bemærke et yderligere aspekt af bogens titel. For Que faire er selvfølgelig også den programmatiske sentens par excellence, den typiske franske gengivelse af netop dét spørgsmål som ingen ringere end Lenin stillede sig i optakten til den russiske revolution: Que faire?, eller «Hvad må der gøres?» Spørgsmålet om «deres blå hjerne», og bredere, om kunstig intelligens generelt, implicerer således for Malabou en politisk dimension. Det der er på spil for Malabou, er spørgsmålet om det i den «’kognitive kapitalisme’, under truslen af en mulig destruktion af menneskeheden fra en fremkommende AI, og med skrøbeligheden af forestillingen om en kollektiv intelligens overhovedet er muligt at hilse disse nye udviklinger velkomne uden samtidig at udvikle nye modstandslogikker». Malabou har desværre, i modsætning til Lenin i sin tid, ikke meget konkret at sige om politisk taktik og modstand. Spørgsmålet Que faire? står beklageligvis ubesvaret tilbage, men i det mindste er der nogen der (igen) har stillet det i relation til ét af tidens mest presserende emner.