Intelligensens metamorfoser

Den franske filosofen Catherine Malabou stiller et betimelig spørsmål, men gir ikke tydelig svar i sin nye bok om intelligens.

Routhier er fast kritiker i Ny Tid.

Métamorphoses de l’intelligence: Que faire de leur cerveau bleu?

Catherine Malabou

PUF

Frankrike

Siden den britiske matematiker Alan Turing i begyndelsen af 1950’erne forsøgte at opstille principper for hvornår en maskine kunne siges at udvise intelligens på linje med et menneskes, har den såkaldte Turing-test fungeret som en veritabel dynamo for sci-fi-spekulationer over fænomenet «kunstig intelligens». Turing-testen går i al sin enkelthed ud på at et menneske i fjernkommunikation skal kunne vurdere hvorvidt man taler med et menneske eller med en såkaldt kunstig intelligens. Ridley Scotts kultsaga om Blade Runner, som for nylig fik tilføjet et nyt filmhistorisk kapitel, er selvfølgelig den klassiske populærkulturelle forarbejdning af spørgsmålet om hvorvidt maskiner kan tænke. Men også videre, om maskiner måske reelt kan komme til at sætte parametrene for dét vi mennesker kalder «intelligens». For hvad er intelligens egentlig for en størrelse? Og giver det overhovedet længere mening – årtier efter de første intelligente computere snød sig forbi Turing-parametrene, og hvor adskillige stormestre, ikke blot i skak, men også i det ældgamle kinesiske spil go, for længst har måttet afgive deres titler til Googles selvlærende algoritmer – at skelne mellem «virkelig» og «kunstig» intelligens?

The Blue Brain Project

Hvis man er interesseret i sådanne spørgsmål på et mere filosofisk plan, kan man med fordel begynde hos den franske filosof Catherine Malabou, som er aktuel med bogen Métamorphoses de l’intelligence: Que faire de leur cerveau bleu. Som titlen antyder tager bogen udgangspunkt i et stort anlagt tværvidenskabeligt forskningsprojekt kaldet «The Blue Brain Project», som har base i Lausanne i Schweiz. Projektet har til formål at bruge nye såkaldte kvantecomputere – computere der arbejder med kvanteteoretiske sandsynlighedsværdier, såkaldte qubits (i stedet for det binære system med de klassiske bits) – til at forsøge at simulere den menneskelige hjerne og dennes mere end 100 billioner hjernecellers hektiske aktivitet.

Gir det overhodet lenger mening å skille mellom ’virkelig’ og ’kunstig’ intelligens?

Malabou har også i sine tidligere værker, som Que faire de notre cerveau? fra 2004 (oversat til norsk i 2017 som «Hva skal vi gjøre med hjernen vår?»), beskæftiget sig indgående med neurobiologien. Hun har gennemgående argumenteret for at den menneskelige hjerne besidder en irreducibel plasticitet som ikke lader sig imitere. Men nu er hun så, blandt andet på grund af de neurobiologiske fremskridt der anvendes til hjernesimuleringen i Schweiz, nået frem til mere tøvende konklusioner: «Jeg har i lang tid troet at den neuronelle plasticitet forbød enhver sammenligning mellem den ’naturlige’ hjerne og maskinen, mere specifikt computeren. Men de sidste nye skridt indenfor kunstig intelligens, især udviklingen af ’synaptiske’ chips, har gjort denne antagelse mere skrøbelig.»

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.