En intellektuel ode til Snowden, Assange og Manning

Snowden, Assange og Manning representerer en helt ny måte å gjøre motstand på. The Art of Revolt er like radikal og original i sin tenkning som de tre nevnte varslerne er i sitt motstandsarbeid.

Steffen Moestrup

The Art of Revolt. Snowden, Assange, Manning

Geoffroy de Lagasnerie

Stanford University Press

USA

For nylig ville Harvard University tildele whistlebloweren Chelsea Manning en ærestitel. Denne blev dog straks trukket tilbage, da chefen for CIA, Mike Pompeo, efterfølgende aflyste en tale han skulle holde på det prestigefyldte universitet. Han ville ikke drømme om at sætte sine ben et sted,der kunne finde på at anerkende en statsfjende.

Miseren er et eksempel på at varslere som Manning, Edward Snowden og Julian Assange anses som fjender af staten – som kujoner og forrædere. Og ifølge den franske filosof Geoffroy de Lagasnerie, hvis bog The Art of Revolt netop er udkommet på engelsk, er der nogle ganske særlige grunde til denne holdning.

Nytenkning. Den voldsomme modstand fra regeringer mod de tre nævnte personer, og grupperinger såsom hackerne i Anonymous, bunder i at de repræsenterer en markant ændring i den måde politisk modstand kan gestaltes på. Trioen gør noget helt nyt, som de eksisterende strukturer hverken kan begribe eller håndtere. Deres liv er deres modstand, og indbyder til at vi skaber helt andre relationer til loven, til nationen, til borgerskab og ikke mindst til det politiske.

The Art of Revolt kan nærmest ses som en intellektuel ode til Snowden, Assange og Manning. Ikke forstået sådan at de Lagasnerie nødvendigvis er enig i deres handlinger, men han har tydeligvis et dybt optaget blik for at deres fremgangsmåde er så radikal at vi bør gentænke forestillingen om modstand.

Demokratiets iboende sensur. Forfatteren argumenterer for at traditionelle termer som whistleblower og civil ulydighed slet ikke er dækkende for folk som de nævnte tre. Disse termer rummer nemlig en forestilling om modstand der sker indenfor eksisterende paradigmer, hvor man nok opponerer mod noget, men hvor dette sker indenfor de etablerede strukturer, som dermed anerkendes og accepteres simultant med modstanden. Den normale modstand er rodfæstet i forestillingen om at modstanderen er et subjekt som indgår i en relation til den instans vedkommende kritiserer – eksempelvis staten – og dermed underlægger sig nogle logikker som er en del af dét der skal kritiseres. Dermed rummer demokratiet nogle iboende udemokratiske elementer, lyder analysen fra forfatteren.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.