En intellektuel ode til Snowden, Assange og Manning

Snowden, Assange og Manning representerer en helt ny måte å gjøre motstand på. The Art of Revolt er like radikal og original i sin tenkning som de tre nevnte varslerne er i sitt motstandsarbeid.

Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.

The Art of Revolt. Snowden, Assange, Manning

Geoffroy de Lagasnerie

Stanford University Press

USA

For nylig ville Harvard University tildele whistlebloweren Chelsea Manning en ærestitel. Denne blev dog straks trukket tilbage, da chefen for CIA, Mike Pompeo, efterfølgende aflyste en tale han skulle holde på det prestigefyldte universitet. Han ville ikke drømme om at sætte sine ben et sted,der kunne finde på at anerkende en statsfjende.

Miseren er et eksempel på at varslere som Manning, Edward Snowden og Julian Assange anses som fjender af staten – som kujoner og forrædere. Og ifølge den franske filosof Geoffroy de Lagasnerie, hvis bog The Art of Revolt netop er udkommet på engelsk, er der nogle ganske særlige grunde til denne holdning.

Nytenkning. Den voldsomme modstand fra regeringer mod de tre nævnte personer, og grupperinger såsom hackerne i Anonymous, bunder i at de repræsenterer en markant ændring i den måde politisk modstand kan gestaltes på. Trioen gør noget helt nyt, som de eksisterende strukturer hverken kan begribe eller håndtere. Deres liv er deres modstand, og indbyder til at vi skaber helt andre relationer til loven, til nationen, til borgerskab og ikke mindst til det politiske.

The Art of Revolt kan nærmest ses som en intellektuel ode til Snowden, Assange og Manning. Ikke forstået sådan at de Lagasnerie nødvendigvis er enig i deres handlinger, men han har tydeligvis et dybt optaget blik for at deres fremgangsmåde er så radikal at vi bør gentænke forestillingen om modstand.

Demokratiets iboende sensur. Forfatteren argumenterer for at traditionelle termer som whistleblower og civil ulydighed slet ikke er dækkende for folk som de nævnte tre. Disse termer rummer nemlig en forestilling om modstand der sker indenfor eksisterende paradigmer, hvor man nok opponerer mod noget, men hvor dette sker indenfor de etablerede strukturer, som dermed anerkendes og accepteres simultant med modstanden. Den normale modstand er rodfæstet i forestillingen om at modstanderen er et subjekt som indgår i en relation til den instans vedkommende kritiserer – eksempelvis staten – og dermed underlægger sig nogle logikker som er en del af dét der skal kritiseres. Dermed rummer demokratiet nogle iboende udemokratiske elementer, lyder analysen fra forfatteren.

Den nye modstand er signifikant ved at subjektet ikke træder tydeligt frem, men sløres ved brug af anonymitet (Manning, Wikileaks og Anonymous) eller ved eksil/migration (Snowden, Assange). Anonymiteten er ikke til for at undslippe straf, men for at kunne indtræde i en politisk praksis der ikke er fordret af at man indtager en relation til den eller dét man kritiserer.

Den nye motstanden er signifikant ved at utøveren ikke trer tydelig frem, men tilsløres gjennom anonymitet eller ved eksil.

Hermed muliggøres samtidig at individer som har en tilknytning til en institution såsom NSA eller det amerikanske militær, kan mobilisere politisk handling mod selvsamme institution. Modstandsfolkene taler altså både indefra og udefra, hvilket skrøbeliggør institutionerne og dermed udfordrer den relation som Foucault har kaldet subjugation («undertvingelse»).

Nye stemmer kan protestere, også stemmer som normalt ikke ville gøre det (under de gamle vilkår). Dermed kan protester opstå nye steder fra, uden at man nødvendigvis ved hvorfra de kommer. Denne nye form for modstand har ifølge de Lagasnerie vist os at demokratiet faktisk har nogle indbyggede censurproblemer, da ikke alle individer tør udøve modstand hvis det kræver en subjektrelation til den situation som skal kritiseres.

Ny politisk scene. Snowden og Assange dækker sig ikke under anonymitet, men opererer, som en del af deres modstand, med at gå i eksil, emigrere. Derved udfordrer de også vanlige forestillinger om retsstat, tilknytning og forholdet til det territoriale. Den politiske scene forflyttes, og en ny form for politisk involvering træder frem. Denne er ikke længere bundet til forestillingen om en borgerlig offentlighed i habermasiansk forstand, hvor man netop skal træde frem og indgå i en subjektrelation til den nation som kritiseres. For hvorfor skulle et individ som gerne vil eksponere noget kritisabelt, men ikke selv har et ansvar for dette kritisable, påtage sig et ansvar blot for at kunne etablere kritikken? Snowden og Assange udøver demokratikritik ved at drage i eksil og dermed forlade den nation og det demokrati som de ikke længere ønsker at være et tvungent medlem af. Og ved netop eksil, afvisning af nationen samt brugen af digitale fællesskaber, optræder samtidig en modstand der er bundet i langt mere flygtige og heterogene grupperinger end den traditionelle modstandsform.

The Art of Revolt er et tankevækkende arbejdsdokument. Stedvist bærer bogen præg af at være en indledende skitse til hvordan vi kan begribe de nye måder at udøve modstand på. Argumenter føres ikke helt til ende, og der optræder ikke nogen forkromet perspektivering eller entydig konklusion. Heri findes dog også en styrke, fordi vi som læsere dermed inviteres til at tænke med de Lagasnerie og sammen mobilisere et vokabular der kan være symbiotisk med de nye modstandsformer.

---
DEL