Imperiets lejesoldater

Andrew Thomson har skrevet en fængslende bog om hvordan den vestlige imperialisme har ændret karakter i tiden efter Anden Verdenskrig.
Outsourced Empire av Andrew Thomson
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 02.01.2019
Outsourced Empire. How Militias, Mercenaries, and Contractors Support US Statecraft
Forfatter: Andrew Thomson
Pluto Press, Storbritannia

I 1953 blev den iranske leder Muhammed Mosaddeq afsat ved et militærkup. På den måde kom shah Reza Pahlavi tilbage til magten, og han indførte et autokratisk styre og lagde sig tæt i hælene på USA. Mosaddeq var blevet demokratisk valgt et par år forinden, og han havde opnået enorm popularitet i den iranske befolkning. Ikke mindst havde han taget skridt til at nationalisere landets olieindustri, hvilket skulle styrke landets demokratiske udvikling og sikre at befolkningen fik del i olieindtægterne. Disse faldt nemlig i lommen på Anglo-Persian Oil Company, det senere BP, og det britiske selskab havde appelleret til vestlige regeringer om at skride ind. Gennem nogen tid havde den britiske efterretningstjeneste og det amerikanske CIA forsøgt at bevare status quo i den lokale olieindustri, og da Mosaddeq ikke lod sig banke på plads, valgte man altså at afsætte ham til fordel for en mere medgørlig iransk leder.

Dokumenter fra CIA, som først for nylig er blevet tilgængelige for forskningen, viser, at amerikanske politikere opfattede Mosaddeqs tanker om nationalisering som en trussel mod den globale olieforsyning og de stabile priser. Så selv om det primært var britiske interesser, som stod på spil i Iran, så amerikanerne det som en nødvendighed at skride ind. Ikke for at understøtte England, men af hensyn til transnationale kapitalinteresser.

Andrew Thomson, der er fredsforsker ved Queen’s University Belfast, har skrevet en fængslende bog om hvordan den vestlige imperialisme har ændret karakter i tiden efter Anden Verdenskrig. Storspilleren er USA, og den amerikanske indflydelse på den globale udvikling har været stærkt med til at forme verden som den ser ud.

Amerikanernes indirekte metoder

Det iranske statskup i 1953 står som det første af en lang række, hvor USA har gjort sin indflydelse gældende i denne nye tidsånd. Thomson beskriver, hvordan der er sket et skift i forhold til den klassiske imperialisme, som var toneangivende helt op i mellemkrigstiden. I dén tid ville en vestlig magt have banket tingene på plads i en vrangvillig nation gennem direkte militær intervention, mens amerikanerne i tilfældet Iran gjorde brug af indirekte metoder, som havde til formål at være mere diskrete, men som var mindst lige så effektive. CIA havde et fast greb om tøjlerne, men opererede gennem lokale iranske aktører og påvirkede situationen indefra ved at så utilfredshed i den iranske befolkning. På den måde kom det hele til at se ud som et både spontant og internt iransk anliggende, selv om alle ganske godt vidste at det hele var orkestreret af USA.

En fængslende bog om hvordan den vestlige imperialisme har ændret karakter  tiden efter AndenVerdenskrig.

Vi genkender mønsteret fra adskillige affærer gennem 1950’erne og 1960’erne. Året efter statskuppet i Iran afsatte amerikanerne på lignende vis Guatemalas demokratisk valgte præsident, Jacobo Arbenz, fordi dennes jordreformer truede amerikanske forretningsinteresser. Det var giganten United Fruit, der havde beklaget sig på nøjagtig samme vis som Anglo-Persian Oil Company. Da Fidel Castro i 1959 tog magten under den cubanske revolution, prøvede amerikanerne også at samle en privat cubansk hær, der skulle afsætte ham og bringe Batista tilbage. I dette tilfælde mislykkedes strategien som bekendt, da verdens opmærksomhed rettedes mod den pinlige affære ved Svinebugten.

Denne gedulgte strategi blev valgt fordi den kolde krig satte dagsordenen. Beslutningstagerne i Washington var til fulde klar over, at det ikke var muligt at sende hæren, eftersom dette kunne bringe situationen ud af kontrol og eskalere til noget større. Ved at operere bag kulisserne, havde man hele tiden muligheden for at benægte alt, hvis det gik galt.

Transnasjonal kapitalisme

Men forklaringen ligger også i, at selve imperialismen ændrede karakter. Under den kolde krig bestod verden ikke længere af et konkurrenceforhold mellem forskellige kolonimagter, men mellem to alliancer, som hver i sær havde en indre sammenhængskraft. Helt i den ånd skrev præsident John F. Kennedy i sit memorandum fra 1962, at «USA har en økonomisk interesse i at sikre, at ressourcer og markeder i den mindre udviklede verden forbliver tilgængelige for os og resten af den frie verden». Amerikanerne førte deres såkaldte open door policy, som bestod i at åbne markeder rundt om i verden for både amerikanske og ligesindede nationers interesser. Man kan kalde det en transnational kapitalisme.

I denne sags tjeneste benyttede USA sig i stort omfang af outsourcing. Lokale meningsdannere, politiske partier og interesseorganisationer blev mobiliseret, og det samme gjaldt væbnede grupper og militser af forskellig art.

Der er en direkte forbindelse mellem afsættelsen af Mosaddeq i 1953,og hvordan USA i dag fører stedfortræderkrige rundt om i verden.

Men det interessante ved den udvikling, som Thomson beskriver, er, at dette system ikke forsvandt sammen med den kolde krigs ophør. Da skulle behovet for disse metoder umiddelbart være faldet bort, skulle man tro. Men arbejdsmetoderne blev hængende, og tvært imod blev de stadig tydeligere.

Allerede i 1990 forudsagde daværende forsvarsminister Dick Cheney i sin årlige rapport til kongressen, at «lavintensive konflikter vil forblive, som det har været tilfældet siden 1945, den mest sandsynlige form for voldelig trussel mod amerikanske interesser». Set i denne optik var behovet for at beskytte sig mod den slags forstyrrelser bestemt ikke blevet mindre. USA så sig nu i endnu højere grad som garant for et gunstigt investeringsklima i det globale Syd, og det betød, at amerikansk udenrigspolitik i de dele af verden forblev mere eller mindre intakt. Som præsident Bush understregede i 1991, var hovedfjenden ikke længere en ekspanderende kommunisme, men manglende stabilitet.

Der er med andre ord en direkte forbindelse mellem afsættelsen af Mosaddeq i 1953, og hvordan USA i dag fører stedfortræderkrige rundt om i verden. Vi ser det i både Irak og Syrien, og det hovedsigte, som forfatteren forfølger, er ikke så meget territoriel besiddelse som det er den nævnte stabilitet og i sidste ende globale kapitalinteresser.

Kommentarer