Tyskeren Johann Peter Frank lagde med sit hovedværk Den fuldstændige medicinske politik allerede på overgangen mellem det 18. og 19. århundrede grunden til socialmedicinens fortolkningsret over alle samfundsområder. Han blev dermed reelt fader til den offentlige hygiejnetanke, der slog igennem først i det 20. århundrede.
Men det var med fremvæksten af moderne eksperimentel bakteriologi i det 19. århundrede, sådan som den repræsenteredes af pionerer som Robert Koch og Max von Pettenkofer, at denne indretning af samfundet efter sundhedsmæssige hensyn i takt med udviklingen af teorier om bakterier som monokausal årsag til sygdom fik sit afgørende gennembrud. Med kendskabet til epidemisk smittespredning opstod forestillingen om behovet for en generel samfundsmæssig hygiejne med henblik på at bevare en høj statistisk frekvens af sundhed i det stadigt mere komplicerede industrialiserede samfund. Dette medicinske paradigmes eksperimentelt-naturvidenskabelige karakter gjorde sygdom til et spørgsmål om bakterie-overførsel, en næsten irrationel udefrakommende trussel mod menneskers sameksistens.
Alfons Labisch, tysk læge og medicin-historiker, skriver i sin Hygiejne-revolutionen i den medicinske tænkning: «Sundhed blev den endegyldige orienterings-markør for, hvordan man skulle forholde sig i den industrielle verden, en markør, som alle var forpligtiget til at overholde, og som ikke var til at betvivle, fordi den var videnskabeligt bevist…»
Problemet med denne sygdomsopfattelse er imidlertid, at den er rippet for ontologiske kvaliteter der har øje for naturens og dermed sygdommens – indre helhedsvæsen og forbindelse med individet – og i stedet reducerer sygdom til en social overflade, bestående af de smittekæder, der skabes i folkemasser. Det epidemiologisk-bakteriologiske tankesæt gjorde tal og statistik til uafviselige parametre for fremskridtene i sygdomsbekæmpelsen og blev dermed i stand til at skubbe en dogmatisk tiltro til kvantitative målemetoder ind imellem det tillidsforhold mellem læge og patient, der hidtil havde været gældende i den kliniske medicin.
Dette kan i vor tid vise sig at blive en farlig udvikling.
Social hygiejne vigtigere end vaccinationer?
Den epidemiologiske revolution kulminerer på en måde med corona-krisen. Som Christian Drosten, virolog fra Charité-hospitalet i Berlin og om nogen en af de hovedansvarlige for regeringen Angela Merkels tyske corona-politik fra marts 2020, sagde: «Det er virus, der bestemmer lock-down.»
Efterhånden som den sociale hygiejne blev virkeliggjort i form af rent vand, bedre sanitære forhold, ernæring og øget levestandard i de vestlige samfund, nedbragte den gradvist de statistiske kurver over epidemiske infektionssygdomme. Men undervejs synes den også at have forbundet sig med den forestilling, at det var lægemidler/vaccinationer, der var primær-årsag til denne udvikling. Det er der imidlertid intet historisk belæg for.
Læge Suzanne Humphries og sygdomshistoriker Roman Bystrianyk påviser i deres bog Dissolving Illusions: Disease, Vaccines and the Forgotten History, at både vaccine og antibiotika i sammenligning med bedre sanitære forhold har haft minimal betydning på nedgangen i sygdomsstatistikkerne over diverse infektionssygdomme i løbet af de sidste to århundreder. Også det vaccine-baserede bidrag til flokimmuniteten er på grund af vaccinernes varighed, skiftende virkning og den manglende immunitet ved naturlig smitte højst tvivlsom.
Det vaccinebaserede bidrag til flokimmuniteten højst tvivlsom.
Alligevel har WHO (World Health Organization) nogle steder på sin offentlige præsentation af sin organisation i løbet af kun ganske få måneder i 2020 ændret organisationens definition af flok-immunitet på afgørende punkter. Den 9. juni defineredes «flok-immunitet» som «den indirekte beskyttelse mod en infektionssygdom, som finder sted, når befolkningen er immun enten igennem vaccination eller immunitet udviklet ved tidligere smitte.» Den 13. november samme år var denne definition ændret til: «Flokimmunitet – også kendt som ’befolkningsimmunitet’ – er et begreb benyttet om vaccination, i hvilken en befolkning kan beskyttes mod en særskilt virus, når der nås en tilstrækkelig høj tærskel for vaccinationen.»
Claus Hancke, København, speciallæge i almen medicin og specialist i Orthomolekylær behandling, en medicin, som forsøger at forebygge og behandle sygdomme med substanser, der er naturlige for kroppen, mener, at en blind tiltro til vaccinationer som middel til udryddelse af alle sygdomme i værste fald kan føre til en fuldkommen udfasning af menneskets eget immunsystem og en kollektiv immunologisk katastrofe.
– Hvis vi skal vaccineres hver gang en eller anden virus muterer, siger han, så vil vi efter måske 3 generationer opleve flere og flere mennesker med «immunologisk invaliditet». Et begreb, jeg har lanceret i mit amerikanske netværk, hvor jeg kalder det «immuno-disability».
Spørgsmål om national sikkerhed
Den karismatiske sydtysker, Ingmar Hoerr, er den virkelige fader til RNA-bioteknologien og har via sit firma CureVac arbejdet i over 20 år på denne opdagelse. I marts 2020 tilbød Donald Trump det sydtyske firma en sum penge for at få produktionen af og rettighederne til vaccinen overført til USA, hvilket næsten medførte en udenrigspolitisk krise mellem de to lande. Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer udtalte i den forbindelse, at coronakrisen ikke længere bare var en sundhedskrise, men et spørgsmål om national sikkerhed.
Den epidemiologisk orienterede medicin har opnået i vor tid som en ny religion.
Financieringen af Hoerrs firma CureVac var i lang tid et problem, ind til Hoerr rendte ind i Friedrich von Bohlen, nevø til Alfried Krupp von Bohlen und Halbach. Denne var indtil 1967 eneindehaver af stålkoncernen med det historisk klingende navn: Thyssen-Krupp.
Friedrich von Bohlen har store visioner, især hvad angår helbredelsen af kræft. Men hvem skal afgøre, hvordan medicinsk behandling af kræft i fremtiden skal foregå – sundhedsmyndighedernes eksperter eller kræft-patienterne selv? I den forbindelse er Bohlens ord i den video, der er fremstillet om hans arbejde med kræftbehandling, foruroligende: «Man må differentiere meget stærkt mellem, hvad patienten egentlig virkeligt vil, og dét, staten mener om, hvordan den enkelte burde beskyttes, og her mener jeg, der åbner sig en afgrund i kommunikationen.»
Bortset fra at den anspændte dialog mellem supermagter som USA og Kina har fremkaldt bevidstheden om patogenernes potentielle anvendelse i biologisk krigsførelse, så har corona-krisen også vendt opmærksomheden mod behovet for nødvendigheden af en ny global solidaritet i sygdomsbekæmpelsen. Dette især hvis denne bliver synonym med en vaccine, en solidaritet, som også må finde nedslag i diverse patentlovgivninger.
Desværre går vaccineproduktionen inden for rammerne af en international udvikling af magtkarteller imellem erhvervsliv og en statslig Public-Management-strategi ikke i den retning. Noget som blandt andet ses af den amerikanske Bayh-Dole-lovgivning fra 1980.
Globalt sundheds-diktatur?
Med tanke på, at Tysklands to store tidsskrifter der Spiegel og Stern mellem jul og nytår på deres respektive forsider præsenterede dels de to udviklere af Pfizer-BioNTech-vaccinen, tyrkisk-tyske Özlem Türeci og Ugur Sahin – som «frelsere», dels lod de Hellige Tre Konger bære den nye vaccine frem for Jesus-barnet, så er der ikke langt til at opfatte den triumf den epidemiologisk orienterede medicin har opnået i vor tid som en ny religion. Den religiøse dogmatik er implicit i uafviseligheden af diverse corona-tal – en sygdomsstatistik, som de fleste hverken kan overskue eller afvise. Og det sygdomsberedskab, der er forbundet med den moderne Public Health-tankegang, synes samtidig gradvist at antage en hierakisk form, der giver mindelser om en teokratisk pavestatsstruktur.
Både vaccine og antibiotika har i sammenligning med bedre sanitære forhold haft minimal betydning på nedgangen i sygdomsstatistikkerne.
Øverst i dette globale medicinske hierarki står WHO, hvis leder Tedros Adhanom Ghebreyesuser er den første i organisationens historie, der har en immunologisk, men ikke en lægefaglig uddannelse. WHO gik for øvrigt i 2005 fra at være en rådgivende institution til en institution med «ordregivende myndighed.» Det var også denne organisation, som i maj 2009 ændrede definitionen af en pandemi fra at være et spørgsmål om et højt antal døde til et spørgsmål om en hurtig smittespredning.
På næste trin står de forskellige hospitaler og medicinske centre, der næsten alle har et epidemiologisk udgangspunkt. Det er f.eks. Robert Koch-Institut i Tyskland, CDC i USA og det europæiske EMA. Herefter følger de lokale sundhedsmyndigheder i de enkelte lande – Folkehelseinstituttet i Norge, Sundhedsstyrelsen i Danmark etc.
Nederst i pyramiden kommer alle de medier – også elektroniske – som har til opgave at formidle information til borgerne om oplysninger, der skønnes sundhedsmæssigt relevante.
En institution som det tyske Robert Koch-Institut betegner sig selv som «en netværksknude for global sundhed». Hvordan virkeliggøres det epidemiologiske sygdomsberedskab, der er instituttets mål? Stikord i det, der med et samlebegreb kaldes for Epidemic Intelligence (EI) er udforskning, overvågning og kontrol af sygdomspatogener med henblik på en tidlig vurdering af og advarsel til befolkningerne om truende epidemier af smittefarlige infektionssygdomme. Dette kaldes for: Strukturelt beredskab. Det første system for overvågning af smittespredning i EU-regi, nemlig The European Surveillance System (TESSy), har hovedkontor i Solna, Sverige.
Det store spørgsmål er, om det dermed bliver stater med hierarkisk opbyggede styreformer og udstrakt brug af teknologisk overvågning, som er bedst egnede til forvaltningen af det epidemiologiske sygdomsberedskab? WHO, hvis leder siden sin stilling som sundhedsminister i Etiopien har haft et nært forhold til det kommunistiske styre, har været aktiv med at rose Kina i landets håndtering af corona-krisen.
At medicinen kunne udvikle sig i en retning, der ville sanktionere indførelsen af et globalt sundheds-diktatur med det altruistiske sigte at beskytte befolkningen, det var Benjamin Rush (1746–1813), én af USAs «founding fathers» og selv læge, inde på, da han allerede i det 18. århundrede talte om nødvendigheden af at storme «den medicinske videnskabs Bastille»: «Med mindre vi bringer frihed inden for medicinen ind i Konstitutionen, vil der komme en tid, hvor medicin vil organisere sig selv i et hemmeligt diktatur.»
Les også: Er det noen grunn til å juble over koronavaksinen?
Følg redaktør Truls Lie på X(twitter) eller Telegram
